Europæisk samarbejde i coronakrise  

DEBAT: Hvis ikke EU-landene tager ved lære af coronakrisen, vil det efterlade en uheldig tvivl om unionens fremtidige virke og manøvrerum, skriver Preben Bonnén.

Af Preben Bonnén
Politisk faglig chef, NORDIC dialogue

I bestræbelserne på, at inddæmme eller forsinke den verdensomspændende epidemi, coronavirusen, i at sprede sig yderligere i Europa, har de europæiske lande fra den tidlige begyndelse begået sig med en lang række af nationale tiltag mere og snarere end at få koordineret disse i fællesskab, hvilket ikke ligefrem styrker det fundament, som EU hviler på.

Det er i krisetider EU skal vise at samarbejdet fungerer, at sammenholdet er stærkt, og at unionens 27 medlemslande kan handle og agere i fællesskab. Det være sig i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitikken, flygtninge- og migrationskrisen, og senest håndteringen af den smittefarlige coronavirus.

Tyskland hørte længe til blandt de lande som mest og i længst tid plæderede for fælles handlen, herunder med forslag om oprettelse af det man kan kalde for et fælles europæisk Serum Institut, og udarbejdelse af fælles retningslinjer og tiltag.

Den tyske forbundsregerings ambition og ønske om et fælles handlende EU blev dog ikke indfriet, hvilket i sidste instans betød, at Tyskland opgav sin egen politik på området, og modstræbende traf beslutning om også at lukke sine grænser til nabolandene, herunder også Danmark, som forinden havde truffet beslutning om samme.

Landet var i krig
At medlemslandene fortsætter med national enegang, kommer stadig og løbende til udtryk, hvor nogle lande tager mere vidtgående skridt end andre i bekæmpelsen af coronavirusen. Især Italien, Spanien og Frankrig har foretaget hidtil usete indgreb i den enkeltes personlige og forfatningssikrede frihed.

Landenes forskellige tiltag lader sig konstatere i udgangsforbud, restriktioner i omgang med hinanden, lukningen af skoler, universiteter, restaurationer, museer, parker, legepladser samt ikke mindst af grænseovergange til nabolandene.

Hvor de fleste landes stats- og regeringsledere i de vanskelige tider opfordrer sine respektive befolkninger til samfundssind og væbne sig med tålmodighed, var Frankrigs præsident Emmanuel Macron i sin tale til nationen den 16. marts 2020 mere direkte i sin retorik, og lod befolkningen forstå at landet var i krig. Derfor skal landets væbnede styrker bekæmpe det han udråbte som den ’usynlige’ fjende.

Efterlade uheldig tvivl
De mange forskellige tiltag de medlemslandene i EU har foretaget i forhold til den nuværende krise med coronavirusen, og forskellige bevæggrunde for disse, kan selvsagt ikke undgå at efterlade om end ikke tvivl, så spørgsmål omkring det europæiske samarbejde.

Den kendsgerning at unionens medlemslande ikke fra den tidlige begyndelse under en krise som denne, kunne finde ud at arbejde sammen om fælles løsninger, er tankevækkende. Så hvordan tegner mulighederne og perspektiverne sig for EU når virussen er besejret og hører fortiden til?

Ingen tvivl om at EU og dets medlemslande, ved manglende lære af den seneste krise, vil efterlade en uheldig tvivl om unionens fremtidige virke og manøvrerum.

Under normale omstændigheder ville man lade den anklagede (læs: EU) komme tvivlen til gode, men nu er det langt fra første gang EU er blevet kastet ud i en krise, hvor unionens medlemslande i mere eller mindre forstand også valgte at gå national enegang.

Vil klæde EU
Hvis der er noget som der ikke er brug for i det europæiske fællesskab og samarbejde er det netop, at der bliver sået tvivl om dels behovet, dels vigtigheden omkring dette. Ikke mindst fordi de nuværende udfordringer i forvejen er mange, og med sandsynlighed vil vokse i både antal og omfang.

En mulig ny flygtninge- og migrationskrise kan ikke udelukkes, Rusland og Kina udgør til stadighed en voksende trussel mod de europæiske landes integritet, og USA er ikke længere en allieret og partner vi fra europæisk side umiddelbart kan foranledige sig på når det handler om det sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde.

At håndtere disse ’klassiske’ konflikter forudsætter et meget tættere og intensiveret samarbejde blandt medlemslandene i EU end det vi i dag kender. Det kan derfor ikke gå hurtigt nok med at få udviklet det fælles europæiske udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde.

Et fælles europæisk samarbejde på det udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske område, vil ikke blot klæde EU på til de forestående udfordringer, men samtidig, og på bedste og tydeligste vis end på noget andet politikerområder, demonstrere og manifestere solidariteten, samarbejdet og fællesskabet i unionen.

Imod den europæiske ånd
Det er ikke fordi EU ikke har vist sig i stand til at manøvrere sine medlemslande gennem krisetider. Med finanskrisen tilbage i 2008 og Eurokrisen i 2012 fik unionen vist, at man faktisk godt kan, når blot medlemslandene formår at stave til begrebet ’solidaritet’.

I dag er situationen en anden, hvilket også formanden for Europa Kommissionen Ursula von der Leyen lod forstå den 26. marts 2020 i en tale til Europa Parlamentet. Ifølge Ursula von der Leyen, er det ”… kun muligt at koordinere en vellykket europæisk indsats, hvis vores indre marked og vores grænser fungerer, som de skal”.

En krise uden grænser lader sig ikke løse "...ved at opstille barrierer mellem os. Og alligevel er det nøjagtig den første refleks, mange europæiske lande har haft. Det giver ganske enkelt ikke mening. Det strider også grundlæggende imod den europæiske ånd”. Således Ursula von der Leyen.

Også den franske præsident Emmanuel Macron lod efterfølgende forstå, at coronakrisen ikke blot er en trussel mod folkesundheden, men også en alvorlig trussel mod hele det grundlag EU-samarbejdet hviler på.

Hvis det europæiske projekt skal overleve coronakrisen, så ” … afhænger det af den solidaritet, som vi kan med hinanden og det er på alle niveauer”, som det blev udtrykt af præsidentens talsmand.

Ikke gearet til at handle
Når det alligevel viser sig vanskeligere end det umiddelbart burde være tilfældet, er det fordi EU ikke er en union i ordets bogstavelige forstand, men (stadig) mere og snarere har karakter af et fællesskab.

EU er ikke udstyret med det nødvendige politiske mandat, og derfor ikke gearet til at handle tilstrækkeligt hurtigt og effektivt når omstændighederne og omverdenen kræver det. Sagt på anden måde, EU er og vil aldrig blive til mere end summen af medlemslandenes vilje. 

Lader vente på sig
Hvor stor en rolle EU kan nå at indrømme sig selv under den nuværende coronapandami har vi stadig til gode at afvente. De første initiativer fra Europa Kommissionen er taget, og blev billiget på en videokonference den 17. marts 2020 af medlemslandenes stats- og regeringslederne.

Men spørgsmålene som trænger sig på, er om det vil være tidsnok, og om det vil komme til at spille nogen nævneværdig rolle? Spørgsmål som vi må afvente endegyldigt svar på, og det er svar som vil lade vente på sig.

I mellemtiden vil coronavirusen fortsætte med at dræbe mennesker. Om coronavirusen også skal have held til at dræbe EU som institution er ikke at håbe. Hvor forskere verden over arbejder på at få lavet en vaccine mod virussen, findes der dog allerede en vaccine som vil kunne få EU ud af denne og kommende kriser, og den vaccine hedder mere og tættere samarbejde.

 

Forrige artikel Debat: Hjælp psykisk syge veteraner til en bedre hverdag Debat: Hjælp psykisk syge veteraner til en bedre hverdag Næste artikel Venstres veteraninitiativer virkede, men vi er ikke i mål Venstres veteraninitiativer virkede, men vi er ikke i mål
Bramsen: Nato straffer Danmark for langsigtet planlægning

Bramsen: Nato straffer Danmark for langsigtet planlægning

STYRKER: Forsvarsminister Trine Bramsen (S) finder det ærgerligt, at Danmark skal kritiseres af Nato for at lægge langsigtede planer for forsvarsinvesteringer. Venstre mener ikke ministeren tager kritikken alvorligt nok.