Flemming Chr. Nielsen: Lad Trump og Khamenei udkæmpe en tv-slåskamp

KOMMENTAR: I stedet for at slå hinanden ihjel har et par amerikanske rockerbander genopfundet den klassiske tvekamp. På samme måde burde alle politiske aggressorers internationale konflikter afgøres, skriver Flemming Chr. Nielsen.

Forleden kunne et af nyhedsmedierne fortælle, at et par amerikanske rockerbander har fundet ud af at løse deres konflikter på ublodig vis.

I stedet for at slå hinanden ihjel med knive og skydevåben mødes de to og to i en boksering, og på den facon afklarer de bandernes indbyrdes uenigheder.

Bokseringene ligger i noget, der kaldes Satans Baghaver. Blandt andet er der åbnet sådan en baghave i Californien, og den støttes af Mike Tyson, som er tidligere verdensmester i sværvægtsboksning.

Ideen fik mig til at tænke på den amerikanske præsident Trump og på Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Men hvad har fredsskabende rockerbander med international politik at gøre? Jo, man kunne lade for eksempel Donald Trump og Ali Khamenei udkæmpe deres egen tv-transmitterede slåskamp og på den måde afgøre udfaldet af en krig uden overhovedet at starte den.

Men for at læserne nu ikke skal opfatte forslaget som en plat vittighed, er det nødvendigt med en lille krigshistorisk oversigt.

Så langt tilbage i menneskehedens historie, at Fanden endnu ikke havde iført sig sine jernbeslåede krigsstøvler, afgjorde man ofte sine stammekonflikter med en holmgang mellem de to stridende høvdinge.

Den slags tvekampe kendes på vore breddegrader fra de islandske sagaer og fra vor egen Saxo. Med sværdet Skræp overvandt vor nationale Uffe hin Spage som bekendt en saksisk prins, der tilmed havde assistance fra én af sine muskelmænd.

Den høvding, som først måtte bide i græsset under tvekampen, skulle afstå sine besiddelser, sin formue og sin magt, og fordelen var naturligvis, at unge og sagesløse mænd ikke blev kommanderet til at ofre egne liv og lemmer for at tilfredsstille kongernes begær.

Desværre blev krigsførelse snart mere avanceret og udviklede sig til omfattende slag, men indtil videre deltog kongen i det mindste stadig i kampene, og han slyngede sine kastevåben og svingede sit sværd så godt som nogen.

Lige indtil ildvåben blev opfundet. De var så langtrækkende og dødelige, at slagets øverstbefalende efterhånden foretrak at sidde i en lænestol på sikker afstand.

Med en whisky i hånden og kikkerten for øjet kunne han fra sit højdedrag og uden for rækkevidde følge de lemlæstedes angstskrig og studere deres blodige indvolde. Og gik det helt galt, sørgede lakajer for at bære ham og hans lænestol endnu længere væk.

Men i dag er den transportable lænestol håbløst forældet, for vore drabsvåben og kasteskyts i form af droner og andet er nu så avantgardistiske, at intet højdedrag giver sikkerhed for de krigsansvarlige høvdinge.

For at råde bod på det problem udnytter man den moderne computerteknologi, så en underordnet kontormand kan sidde fredeligt ved sin pc-skærm og med et enkelt museklik affyre en bombe tusinder af kilometer væk.

Han kan ikke høre dødsskrigene, men efter en helt ordinær dag på kontoret kan han gå i kantinen efter en opkvikkende kop kaffe og bagefter hente sit barn i vuggestuen:

”Hej, min skat, far har sådan savnet dig hele dagen.”

Men hvad kunne der ikke spares af menneskeliv, penge og heltemodige taler, hvis alle krigstruende uoverensstemmelser blev afgjort på den enkleste af alle tænkelige måder? Altså med en klassisk holmgang.

Og angående den kuldsejlede atomaftale mellem Iran og USA ville den hurtigt være løst med en slåskamp mellem Trump og Khamenei. Som omtalt ordner mindre magtfulde rockerbander nu på den allermest intelligente facon den type sager i Satans Baghave. De udsætter ikke uskyldige borgere for noget som helst.

På samme vis og ikke iført andet end deres nyvaskede og nystrøgne underbukser kunne de herrer Trump og Khamenei ledsages ind i en behageligt opvarmet arena, hvor de med tv-kameraer i alle hjørner går i gang med at slås.

Hvis den forslåede og næseblodsdryppende Khamenei ender med at overgive sig, gælder atomaftalen ikke længere. Hvis den lige så forslåede og trutmundede Trump gispende må give op, gælder den brudte atomaftale fortsat.

Selvfølgelig er der en risiko for, at tv-værterne må advare mod ubehagelige billeder, men i overensstemmelse med vor tids humanistiske menneskerettighedsidealer kunne man i stedet for en slåskamp lade de to konkurrere i en dyst om almenviden – en art udvidet danskprøve på højeste niveau og i internationalt format.

Hundredetusinder af skyldfri og nervenedbrudte unge mænd vil undgå døden på slagmarken. Milliarder af dollar kan bruges til genopbygning efter alle tidligere krige. Millioner af flygtninge kan vende hjem til deres blomstrende fædrelande.

Alt, hvad der skal til, er en personlig slåskamp mellem denne verdens aggressorer. Ingen som helst grund til at ødelægge livet for sagesløse børn, mænd og kvinder.

Frem for med angstens sved på panden at være indrulleret i diverse hærstyrker kan soldaterne sidde fredeligt side om side og følge den korporlige eller intellektuelle slåskamp på alverdens tv-skærme.

Det er bare med at tage fat via en FN-resolution, der vedtager, at sådan afgøres for fremtiden alle internationale konflikter.

-----

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel Mikkel Vedby Rasmussen: Mette Frederiksen får problemer næste gang Trump ringer Mikkel Vedby Rasmussen: Mette Frederiksen får problemer næste gang Trump ringer Næste artikel Martin Lidegaard: Dansk forsvar skal kigge nordpå Martin Lidegaard: Dansk forsvar skal kigge nordpå
Millionregning for undersøgelse af regnskabsrod

Millionregning for undersøgelse af regnskabsrod

REGNING: De eksterne undersøgelser i kølvandet på regnskabsskandalen i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse kommer til at koste mindst 3,5 millioner kroner. En personalesag kan gøre regningen endnu større.