For at redde den globale frihandel må vi tilbage til udgangspunktet: Handel mellem ligesindede

Verden står overfor et valg mellem frihed eller frihandel. Allerede nu bør vestlige virksomheder og regeringer signalere, at et kinesisk angreb på Taiwan vil medføre en afkobling fra den internationale økonomi, skriver Jonas Parello-Plesner.

Placeholder image
Efter den Kolde Krig var antagelsen, at hvis vi samarbejdede økonomisk, så ville den gensidige afhængighed forhindre konflikt. Forandringen kom ikke, skriver Jonas Parello-Plesner. Foto: Ria Novosti/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lad os stoppe krigen og komme tilbage til den åbne verden.

Sådan udtalte bilfabrikanten Volkswagens chef, Herbert Diess sig for nylig. Udsagnet skriger af naivitet. Putins krig er et fundamentalt angreb på den åbne verden

Ruslands brutale invasion af Ukraine har med rette fået en stor del af vestlige virksomheder til at trække sig fra det russiske marked. De har leveret en tiltrængt økonomisk lussing til Putins krigsøkonomi.

Det er også et glimt af den nye verdensorden. Det bliver både et værdi-spørgsmål og en forretningsmæssig risiko, hvor meget en virksomhed investerer i autokratiske regimer som Rusland og Kina. Sat på spidsen står vi overfor et valg mellem frihed eller frihandel.

Siden Murens Fald har vi vænnet os til, at frihandel blev en global størrelse. Kina frisatte sine arbejdere til international produktion allerede i 1980'erne, og både Kina og Rusland blev medlemmer af Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Vi skal ikke give op på frihandel, men dyrke et demokratisk fællesmarked med egne sikre forsyningskæder

Jonas Parello-Plesner, direktør, Alliance of Democracies Foundation

I 2000 omtalte daværende amerikanske præsident Bill Clinton Kinas medlemskab af WTO som "den bedste mulighed for positiv forandring i Kina siden 1970'erne", og at "frihedens ånd ikke kunne proppes tilbage i flasken".

Efter den Kolde Krig var antagelsen, at hvis vi samarbejdede økonomisk, så ville den gensidige afhængighed forhindre konflikt. Og langsomt, men uundgåeligt, ville Rusland og Kina konvergere mod først liberal markedsøkonomi og derpå også mere politisk frihed.

Tyskland havde et officielt slogan for det: "Wandel durch Handel"; forandring igennem handel. Tyskland praktiserede det tidligt som del af 'Ostpolitik' med Sovjetunionen, hvor de første aftaler om gasleverancer blev indgået: Kimen til dagens problemer med afhængighed af Ruslands gasleverancer.

I god forlængelse heraf har tyske virksomheder også kastet sig massivt ind både Rusland og Kina over de sidste årtier.

Forandringen kom ikke. Kinas kommunistparti holdt fast i grebet på deres statsstyrede økonomi. Den økonomiske gensidighed med demokratiske lande blev brugt til politisk afpresning. Fra Kinas side og på deres autoritære præmisser.

Se bare Norge, der blev lagt på diplomatisk og økonomisk afkøling efter Nobelprisen i 2010 gik til Liu Xiaobo. Danmark fik også en kortvarig diplomatisk kølhaling efter Dalai Lamas besøg i 2009.

I skrivende stund er Australien og Litauen underlagt økonomisk blokade af Kina. Hvad har de mon gjort? Australien har bedt om en uvildig undersøgelse af coronas begyndelse i Kina. Litauen har åbnet et repræsentationskontor for Taiwan.

Kina sætter en stor del af sit presdiplomati ind overfor virksomheder og angriber dermed helt ind i EU's indre marked forsyningskæder. Et angreb på hjertet af vores frihandel.

Ruslands Putin troede heller aldrig helt på frie markedskræfter. På hjemmefronten blev oligarkerne sat i bås – eller bag lås og slå. Gas og olie blev brugt som geopolitisk værktøj, som vi også ser det overfor Finland lige nu. Vestlige politikere og forretningsfolk blev smurt godt ind i systemet med den tidligere tyske kansler Schröder som galionsfigur.

I realiteten var det aldrig ægte frihandel, der blev praktiseret af hverken det autoritære Rusland eller Kina. Det var to varianter af statsstyret kapitalisme, og hvor det internationale åbne system blev udnyttet maksimalt.

Modsvaret bør indeholde følgende på kort formel: Vi skal ikke give op på frihandel, men dyrke et demokratisk fællesmarked med egne sikre forsyningskæder. På en række kritiske områder skal vi afkoble os.

Allerede nu bør budskabet være fra vestlige virksomheder og regeringer, at et militært angreb fra Kinas side vil medføre afkobling

Jonas Parello-Plesner, direktør, Alliance of Democracies Foundation

Derfor fravalgte Danmark og andre lande klogeligt, at den kinesiske televirksomhed Huawei leverede kernen i 5G. Det samme gælder med naturgas og Rusland.

For eksempel viser en analyse fra det tyske handelskammer i Kina, at næsten halvdelen af tyske virksomheder finder, at Kinas markedstiltrækning er dalet i forhold til andre alternative markeder med krigen i Ukraine som geopolitiske bagtæppe. Verden af i går er væk. Det er et klart før og efter den 24. februar.


Og i horisonten lurer en lignende konflikt
, hvor Kina rasler med sablen overfor Taiwan, som Kina ser som en del af Riget i Midten, men som fungerer selvstændigt som demokratisk system.

Allerede nu bør budskabet være fra vestlige virksomheder og regeringer, at et militært angreb fra Kinas side vil medføre afkobling fra det internationale samarbejde ligesom Putins Rusland. Dermed viser vi klart den blindgyde, som de autokratiske systemer fører til.

For at redde den globale frihandel må vi tilbage til udgangspunktet: Handel mellem ligesindede demokratiske lande, der spiller efter reglerne. Og for virksomheder betyder det, at der skal indskrives en ny bundlinje: Frihed.  

Læs også

Omtalte personer

Jonas Parello-Plesner

Direktør, Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver Rasmussen Global, non-resident Senior Fellow, German Marshall Fund, sikkerhedspolitisk kommentator, Berlingske
ecole nationale d’administration (ENA 2004), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2000), master of science (London School of Economics 1999)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser