Forsvarsanalytiker: Sådan får vi mest arktisk overvågning for pengene

DEBAT: Regeringen vil bruge cirka 1,5 milliarder kroner på overvågning af Arktis. Skal pengene række, må man samarbejde med allierede og især USA, skriver Hans Peter Michaelsen.

Af Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker

For godt et år siden, i august 2019, meddelte præsident Trump, at USA bør købe Grønland. Siden da har den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis for alvor været i fokus - både i Grønland, på Færøerne og i Danmark.

Et af de store spørgsmål er forbedret overvågning af de arktiske områder. Regeringen planlægger i de kommende år at anvende cirka 1,5 milliarder kroner til øget overvågning i de arktiske områder.

Det er et stort beløb, men havområdet og luftrummet, der skal overvåges omkring Grønland og Færøerne, er nærmest gigantisk sammenlignet med Danmark. Der er derfor behov for omtanke, prioritering og samarbejde.

Men hvordan kan Danmark overvåge aktiviteter i Arktis, og hvor meget er nødvendigt/realistisk? Ja, det kan godt blive en smule teknisk. Jeg vil ikke fokusere på teknikken, men på hvordan de forskellige tekniske systemer kan bidrage. Og endvidere hvordan Rigsfællesskabet - i samarbejde med allierede -kan etablere et samlet overblik.

Inden for de afsatte 1,5 milliarder kroner kan der faktisk etableres en overvågning, som er væsentlig mere fintmasket og effektiv end den nuværende.

Første del - det tekniske

Radarer
Radarer placeret på landjorden er den klassiske metode til at detektere fly og skibe. Radaren udsender en kort radiopuls, som reflekteres af skibet/flyet og modtages i radaren. Radaren kan ikke selv identificere type/identitet på skibet/flyet og skal derfor suppleres med andre midler.

Satellitter
Satellitter er bedst til at modtage de signaler, som skibe og fly udsender. Det vil sige identifikationssignalerne AIS fra skibe og ADS-B fra fly. Her kommer blandt andet Danmarks nye micro-satellit Ulloriaq ind, idet den er både lille og billig. Udfordringen er, at ikke alle fly/skibe udsender sådanne signaler - især ikke hvis de ikke ønsker at blive opdaget.

Skal satellitter detektere "tavse" objekter, bliver de nødt til selv at udsende signaler, og her kommer fysikkens love i spil, idet det kræver store antenner og kraftige sendere, som igen kræver meget energi og dermed kun kan realiseres i store og dermed dyre satellitter. 

Satellitters bane
En anden udfordring er satellittens bane. De geostationære satellitter ligger i en bane over ækvator og følger jordens rotation, således at de altid ligger i fast punkt set fra jorden.

Det giver en række fordele, men også den ulempe, at afstanden er stor (cirka 36.000 kilometer), og der skal derfor anvendes retningsbestemte antenner til kommunikation og overvågning. Og nord for cirka 75 grader nord ligger satellittens position så lavt over horisonten, at den kan være skjult bag et fjeld eller et isbjerg.

Satellitter kan også sendes i lave baner (cirka 200-1000 kilometer) omkring jorden, så vil de typisk ligge i baner, som går tæt på pol-områderne.

Men udfordringerne her er, at jorden drejer rundt nedenunder satellittens bane. Når satellitten passerer hen over et område, tager det typisk cirka 90 minutter, inden satellitten kommer forbi igen, men så har jorden flyttet sig i mellemtiden.

Det betyder, at der er behov for adskillige satellitter i kredsløb for kontinuerlig overvågning af det arktiske område.

Andre sensorer
Militære skibe og fly har oftest egen radar og andre elektroniske sensorer indbygget, men de kan på grund af jordens krumning kun detektere objekter i luften eller på havoverfladen i nærheden af deres position.

Skibe og fly er derfor mest effektive når der er detekteret aktivitet i et område, og de kan sendes ud for at undersøge denne aktivitet nærmere.

At udveksle data
Ingen teknologi kan løse overvågningsopgaven alene. Derfor bliver overvågningsopgaven lidt ligesom at samle et puslespil, hvor forskellige bidragydere alle har en del af brikkerne til puslespillet.

Overvågning kræver derfor samarbejde med andre, og her er Kongeriget Danmarks naboer i Nato-alliancen oplagte: Canada og USA mod vest og nord, Norge mod øst, Storbritannien mod syd og Island lige midt i Rigsfællesskabet.

At samle puslespillet
Selv om du ikke har alle brikkerne til et puslespil, kan du ofte se billedet alligevel. Sådan er det også med arktisk overvågning - i fællesskab kan det meste af billedet samles. Når billedet er samlet gælder det om at analysere og vurdere, hvad det er, man ser.

Er der militær aktivitet i områder, man ikke havde forventet? Er der statslige/militære skibe eller luftfartøjer i områder, hvor de ikke har tilladelse til at være? Er der illegal aktivitet inden for den eksklusive økonomiske zone? Og hvilke enheder (fly eller skibe) er til rådighed, så de kan sendes ud for at undersøge aktiviteten? 

Anden del - det geografiske

Geografi er afgørende
Kongerigets tre rigsdele har vidt forskellig geostrategisk betydning.

Danmark ligger som bekendt ved ind- og udsejlingen af Østersøen. Overvågning af skibstrafikken er derfor helt central. Lufttrafikken overvåges i tæt samarbejde med de andre Nato-lande. Danmark har derfor siden den kolde krig haft et tæt netværk af maritime radarer og luftovervågningsradarer.

Færøerne
Under den kolde krig drev det danske forsvar en Nato-radarstation på Færøerne - den udgjorde den nordlige forpost af den britiske luftforsvarsregion. Radaren blev nedlagt i 2007, men jævnfør en artikel i Politiken 12. august 2020 planlægger regeringen at genoprette radaren som en del af de arktiske overvågningsinitiativer.

Det er et klogt træk. I dag er der et stor "hul" imellem luftforsvarsradarerne i det sydøstlige Island, det sydvestlige Norge og på Shetlandsørerne. Et "hul", som russiske fly kan benytte til at trænge uopdaget igennem Natos luftforsvarskæde.

Maritime overvågningsradarer på Færøerne vil maksimalt kunne detektere skibstrafik ud til en afstand på 30-50 kilometer - afhængigt af placeringen. Der er derfor ikke umiddelbart behov for forstærket maritim overvågning, idet det alligevel vil være nemt at sejle udenfor en sådan radardækning.

Grønland
Grønland er en stor udfordring på grund af de enorme geografiske afstande. Grønlands udstrækning fra nord til syd svarer cirka til afstanden fra Stockholm til det sydlige Sicilien.

Mod nord er udfordringen primært en relativ ny trussel mod Thulebasen fra den store russiske militærbase på Franz Josefs Land. Men denne trussel er først og fremmest en amerikansk udfordring, som USA givetvis vil iværksætte tiltag til at imødegå.

Længere mod syd langs østkysten ligger det sikkerhedspolitisk berømte GIUK-gap - altså en linje fra Grønland over Island (og Færøerne) til det nordlige Storbritannien. Det er syd for denne linje at Nato-forsyninger og forstærkninger over Nordatlanten kan trues.

Derfor har USA blandt andet genaktiveret Second Fleet med operationsområde i Nordatlanten og delvist genbemandet Keflavikbasen i Island til brug for de maritime patruljefly P8 Poseidon i Nordatlanten.

Under den kolde krig opererede USA fire radarstationer tværs over det sydlige Grønland, således at Nato-radarkæden til Island blev forlænget nordvestover til det nordamerikanske fastland.

Disse radarer er for længst nedlagt, og derved er der et "overvågningshul" vest for Island. Dette "hul" kan formentlig kun udfyldes, såfremt der etableres en overvågningsradar på den grønlandske sydøstkyst - og det skal helst være på en position, hvor det er muligt at trække på infrastruktur fra en nærliggende bygd og anvende en eksisterende landingsbane til fly eller helikoptere. 

Et samlet overvågningsbillede
Det vil være både teknisk og økonomisk uoverkommeligt at tilvejebringe luft- og maritim overvågning over/ved Grønland og Færøerne, der tilnærmelsesvis kan sammenlignes med overvågningen i Danmark. Men det er heller ikke nødvendigt.

Overvågningssystemer skal placeres, hvor det giver sikkerhedspolitisk mening, og hvor det er økonomisk muligt. Og så kan resten klares ved et tæt samarbejde mellem Danmark og de allierede nationer, som i forvejen opererer og har systemer i området - det vil sige USA, Canada, Island og Norge samt Storbritannien.

Her er især USA interessant, idet amerikanerne dels har geostrategiske interesser i Grønland (især Thulebasen) og samtidigt råder over en bred vifte af satellitbaserede overvågningssystemer. Svaret på spørgsmålet om, hvad der sker i Arktis, må derfor først og fremmest besvares i samarbejde med USA.

Samarbejde er centralt
Nye arktiske overvågningsinitiativer bør derfor tages i samarbejde med allierede. Danmark kan ved nye initiativer vise, at vi tager ansvaret for overvågningsopgaven alvorligt.

Jeg har tidligere i Altinget Arktis foreslået otte arktiske initiativer som kan styrke Danmarks indsats i området. Det er altid nemmere at få hjælp fra Danmarks allierede - herunder især USA - når man selv har noget substantielt at bidrage med.

Forrige artikel Nye Borgerlige: Danmark skal sige fra over for EU og knytte bånd til USA Nye Borgerlige: Danmark skal sige fra over for EU og knytte bånd til USA Næste artikel Kommentator: Præsidentpaladset i Ankara undgår Kofods opmærksomhed Kommentator: Præsidentpaladset i Ankara undgår Kofods opmærksomhed
Farvel til forsvarschefen, der ikke ville være forsvarschef

Farvel til forsvarschefen, der ikke ville være forsvarschef

PORTRÆT: Han ville egentlig ikke ind på de bonede politiske gulve i Forsvarsministeriet og sagde to gange nej tak til at blive forsvarschef. Men det blev Bjørn Bisserup, der mandag forlader Forsvaret efter 44 år og efter at have præget dets strategiske udvikling i mere end 20 år.