Lidegaard: Ny forsvarsaftale må aldrig give militær carte blanche til USA

Lad os være ærlige og sige det, som det er: Det er ikke blevet lettere at være allieret med USA i de seneste år.

Den dybe polarisering i amerikansk politik og højrepopulismens skræmmende fremgang i det republikanske parti har gjort amerikansk politik mere labil. Det udfordrer den transatlantiske akse – men gør det samtidig vigtigt at styrke den, når muligheden er der.

For ligesom Rusland og Kina ikke forsvinder fra landkortet, gør USA det heller ikke. I den nye multipolare verdensorden har Europa al mulig grund til at knytte de bånd, vi kan med amerikanerne. På trods af det er blevet sværere – og fordi det er blevet sværere. 

Af de grunde er det meget svært at forestille sig, at Danmark skulle takke nej til at indlede forhandlinger om en ny forsvarsaftale med amerikanerne, som de fleste andre lande i Europa allerede har. At sige nej til USA ville være et mindst ligeså opsigtsvækkende skridt som at sige ja. Især på et tidspunkt, hvor Rusland står ved Ukraines grænser, og kaos i verden tager til.

Det bør aftales fra gang til gang, hvilket materiel og personel der med mening kan og bør udstationeres på dansk jord

Martin Lidegaard (R)

Men det er samtidig afgørende at gøre sig fuldstændig klart, hvad indholdet af en sådan aftale bør være og ikke bør være. Hvad der faktisk er i dansk og europæisk interesse, og hvad der ikke er. Hvad amerikanerne kan levere, og hvad de ikke kan levere. 

USA er først og fremmest Danmarks vigtigste militære allierede. En pensioneret officer fortalte mig engang, at hvis man vil forsøge at forstå USA’s ufattelige militære styrke, kan man starte med at lægge forsvarsbudgetterne fra de tretten næststørste militære magter i verden sammen. 

Det indebærer blandt andre Kinas, Ruslands, Frankrigs, Storbritanniens, Irans, Saudi-Arabiens. De ville stadig ikke matche det amerikanske forsvarsbudget. Jeg har ikke tjekket tallene, men har ingen grund til at betvivle dem. USA er stadigvæk verdens eneste militære supermagt.

Men dansk sikkerhed handler om andet og langt mere end militær styrke. Klima, migration og kontrollen over verdens økonomi og nye teknologier, herunder cyber og rummet, er mindst ligeså afgørende for Danmarks sikkerhed. Og på alle disse områder er og bliver Europa vores vigtigste allierede.

EU er alle landes vigtigste eksportmarked, ligesom vi stadig tager en relativ stor del af verdens patenter. At omsætte denne økonomiske og teknologiske muskel til en stærkere geopolitisk position bliver afgørende de kommende år. 

Og hvad har det så at gøre med den nye forsvarsaftale med USA? Meget. 

For det første bør den danske regering engagere sig mindst ligeså meget i det europæiske spor som i det amerikanske, herunder gøre op med forsvarsforbeholdet og engagere sig dybt i en ny tids definition af strategisk autonomi, hvor vi skal sikre en stærk, selvstændig og grøn europæisk industripolitik – uden at blive protektionistiske.