Kommentar af 
David Trads

Livsfarlige Putin er en kolossal trussel mod vores frihed

Vesten er oppe imod en russisk leder, som er drevet af sine følelser og af sin forfængelighed. Det er en livsfarlig cocktail, skriver David Trads.

Putin ønsker at bringe Rusland – en økonomisk pygmæ, men en atomar gigant – tilbage til den rolle, som Sovjet havde under Den Kolde Krig.
Putin ønsker at bringe Rusland – en økonomisk pygmæ, men en atomar gigant – tilbage til den rolle, som Sovjet havde under Den Kolde Krig.Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
David Trads
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For at forklare, hvorfor Vladimir Putin i dag er så ekstrem en trussel mod Vesten, er vi nødt til at begynde med at skrue tiden tilbage til begyndelsen af 1980’erne. Her brugte borgerne i Sovjetunionen den her vittighed til at underminere kommunistbosserne med:

Der sidder tre mand i en togkupe: Vladimir Lenin, Josef Stalin og Leonid Bresjnev. Toget går uventet og pludseligt i stå. De to yngste kigger på Lenin, som udbryder:

”Lad os hyre nogle ingeniører, så vi kan udbygge et nyt jernbanenet.”

Toget ruller videre, men går igen stå. Nu er det Stalin, som skal løse problemet:

”Slå de forbandede ingeniører ihjel!”

Toget kører igen, men, ak, en gang mere stopper det. Bresjnev ved, det er hans tur, men siger opgivende:

”Lad os rulle gardinerne for. Så lader vi, som om vi kører videre.”

Den vittighed slog de sig på lårene over rundt omkring i det enorme rige i begyndelsen af 1980’erne, da alle, som levede i virkeligheden, kunne se, at Sovjet-kommunismen var i færd med at kollapse:

Bresjnev, en oldsag, der havde ledet partiet i to årtier, præsiderede over noget, der lignede et dødsbo. Da han døde i 1982, blev han efterfulgt som Kremls leder af to andre svækkede gamlinge – først Jurij Andropov, dernæst Konstantin Tjernenko – som begge faldt bort som fluer. I 1985 trådte en ny, energisk, ung (!) mand ind på scenen – og alt blev forandret:

Mikhail Gorbatjov vidste, at den var helt gal – især at den sovjetiske planøkonomi var i frit fald, og at udgifterne til den militære oprustning var uoverkommelige. Med sine to ikoniske ord – perestroika (omstrukturering) og glasnost (åbenhed) – begyndte han den oprydning, som, skulle det vise sig, endte med, at verden blev komplet omkalfatret:

I november 1989 faldt Muren i Berlin, i juli 1991 blev Warszawa-pagten (Østblokkens Nato) opløst, i december 1991 ophørte Sovjetunionen med at eksistere – og undervejs skrev den amerikanske politolog, Francis Fukuyama, sit berømte essay om, at ’historien er slut.’

Vesten, markedet, demokratiet havde vundet!

Sovjet, planøkonomien, kommunismen havde tabt!

Alle husker jublen. Alle husker euforien.

Men…en bestemt mand i 30’erne, en KGB-agent, der fra 1985 til 1990 under dække af oversætter havde arbejdet på det sovjetiske kontor i Dresden i det daværende DDR, ja, han jublede ikke. Tværtimod. Manden var dybt deprimeret – for han så sin fremtid smadret.

Hvis Ukraine falder til Vesten, er Putins drømme slut – og, ja, i givet fald vil han føle, at han præcist som Gorbatjov svigtede sit folk.

David Trads

Det er selvfølgelig Vladimir Putin, vi taler om. Unge Putin kunne som KGB-mand i et Sovjetunionen – dengang sammen med USA klodens to eneste supermagter – se frem til et liv i overhalingsbanen. Med slapsvansen, landsforræderen og klassefjenden Gorbatjov– sådan opfattede nomenklaturaen, inklusive Putin, ham – i front faldt det hele sammen.

Putin har aldrig – aldrig nogensinde – tilgivet det, som skete fra 1985 til 1991. Det, vi så som en triumf for friheden, ser han som et kollaps for sit imperium. Fra han første gang indtog Kreml som Det Nye Ruslands leder i 1999 har han haft det som sit ypperste mål at genskabe Moskvas ære og værdighed. Natos og EU’s udvidelser var ydmygelser.

Han udtalte tidligt, at han ønskede en verden, hvor omverdenen igen respekter Moskvas ’interessesfære’ og ’geopolitiske’ position. To koldkrigsudtryk, som oversat til nutid mindst betyder, at alle de gamle Sovjetrepublikker hører under Moskva, og at alle de gamle Østbloklande bør referere til Kreml og ikke til Bruxelles eller Washington.

De mest ekstreme eksempler på, at Putin mener, hvad han siger, er selvfølgelig invasionerne i Tjetjenien, Georgien og Ukraine. Mindre tydelige, fordi der her er tale om at bruge økonomisk og politisk overmagt, er hans stadig større kontrol over gamle Sovjet-republikker – i udtalt grad Hviderusland.

Målet er hele tiden klart:

Putin ønsker at bringe Rusland – en økonomisk pygmæ, men en atomar gigant – tilbage til den rolle, som Sovjet havde under Den Kolde Krig. Præcist derfor kan han ikke tillade, at Ukraine – næstefter Rusland den vigtigste Sovjet-republik – udvikler sig til et vestligt land. Derfor invaderede han Krim og Østukraine i 2014. Derfor truer han os i disse uger med at invadere hele det frie Ukraine.

Hvis Ukraine falder til Vesten, er Putins drømme slut – og, ja, i givet fald vil han føle, at han præcist som Gorbatjov svigtede sit folk.

Det er derfor, at krisen i Ukraine er så forbandet farlig. Vesten er oppe imod en russisk leder, som er drevet af sine følelser og af sin forfængelighed. Det er en livsfarlig cocktail.

Hvis Putin vinder magtkampen med Vesten lige nu – og den sejr behøver ikke være militær, men kan lige så godt være, at Vesten reelt accepterer, at Ukraine aldrig kan blive en del af os – ja, så helmer han ikke. Så vil presset fortsætte…på Letland, Estland, Litauen…på Polen, Ungarn, Serbien.

Putin vil nemlig ikke risikere, at han bliver den fjerde passager i det tog, som Sovjet-borgere gjorde nar af i 1980’erne. Han vil være Vladimir Den Store.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00