Militæranalytiker: Ingen ansatte i Forsvaret vil følge Bramsens vision

Det er noget særligt at være øverstkommanderende for de væbnede styrker.

Denne sætning er komplet selvindlysende for alle, der gør tjeneste i uniform. Men på forunderlig vis er den aktuel i det, som dybest set er en identitetskamp mellem Forsvarsministeriet og soldaterne i den operative struktur.

Sagen bunder i nogle bemærkelsesværdige historier og udsagn fra forsvarsminister Trine Bramsen (S) i den senere tid. Først forklarede forsvarsministeren til netmediet Olfi og Radio4, at hun ikke havde en forventning om, at forsvarschefen skulle spille en større rolle i den offentlige debat.

Som ministeren forklarede: "Vi lever i et demokrati, og der er det de politisk valgte, som stiller op og tager de politiske debatter. Det ændrer ikke på, at man som chef i det offentlige forventes at svare på spørgsmål. Men man er ikke politiker, og derfor har jeg heller ikke en forventning om, at man skriver debatindlæg."

Én person skal stå i spidsen, og det skal være nogen, som soldaterne ser op til og vil følge i krig.

Anders Puck Nielsen
Orlogskaptajn og militæranalytiker, Forsvarsakademiet

Det var nedslående nyheder for os, som tror på, at en kvalificeret og aktiv forsvarsdebat er vigtig for fremtiden.

Politikerne ved alt andet lige mindre om emnet end de fagprofessionelle, og overladt til sig selv har politikerne en tendens til at reducere forsvarsdebatten til en lokalpolitisk kamp.

Mandsopdækket af Forsvarsministeren
Dernæst kom en historie om, hvordan forsvarsministeren har mandsopdækket forsvarschefen i forbindelse med interviews og insisteret på at svare på spørgsmålene for ham.

Det har ført til, at forsvarsministeren nu skal i samråd med Forsvarsudvalget for at forklare sine samarbejdsrelationer med forsvarschefen, da oppositionen er i tvivl om, hvorvidt han kan give sine militærfaglige vurderinger med passende selvstændighed fra ministeriel indblanding.

At de civil-militære relationer i Danmark er udfordret, understreges af, at Trine Bramsen og Forsvarsministeriet i disse historier vedholdende insisterer på at omtale forsvarschefen som styrelseschef. Som Trine Bramsen forklarer til Olfi: "Forsvaret er en styrelse på lige fod med alle andre styrelser. Det skal gøres klart for alle."

Og det bliver det så, uanset hvor akavet det lyder. I et opslag på Facebook i sidste uge anvender Trine Bramsen eksempelvis den nærmest fjollede titel "styrelseschefen for Forsvaret" til at omtale landets øverstkommanderende.

Budskabet er klart: Forsvaret skal holde op med at tro, at de er noget særligt.

Der er otte styrelser i Forsvarsministeriet alene, og om man laver regnskaber, eller fører soldater i krig, er faktisk det samme. Forsvaret er noget særligt. Et opslag i ordbogen forklarer, at en styrelse er en overordnet statslig myndighed, som er underlagt et ministerium.

Styrelsen kan kræve dit liv
Dette er en bred definition, og Forsvaret falder inden for denne kategori. Men Forsvaret er også en særlig styrelse. Det er en styrelse, som er omtalt i Grundloven, og mig bekendt er der ikke andre styrelser, som enhver mand har pligt til at give sin arbejdskraft og i sidste ende sit liv.

Forsvaret er også særligt ved sin organisering. Der er en direkte kommandolinje fra forsvarschefen og til yngste soldat i et skyttehul. Jeg skal ikke kunne afvise, at der findes andre styrelser med en så enstrenget og gennemgribende organisering. Men det er sjældent.

Det er for eksempel ikke sådan, at hospitalerne er underlagt direktøren for Sundhedsstyrelsen, eller at rigspolitichefen har kommandoen over patruljebilerne.

Men denne struktur er afgørende for den militære organisation. Når Forsvarsministeriet insisterer på, at Forsvaret er en styrelse på lige fod med alle andre styrelser, så betyder det, at soldaterne skal se sig selv som personale i en styrelse. Det er konsekvensen i kommandolinjen.