Militæranalytiker: Fremtidens forsvar skal ikke indrettes bag lukkede døre

Forsvaret ved selv, hvor skoen trykker

Men først efter at en grundig debat har skabt klarhed over, hvilke opgaver man fra politisk hold ønsker, at Forsvaret skal løse, eksempelvis i Arktis, inden for Rigsfællesskabet, i det høje nord, i det varme syd, i øst mod Baltikum og i vest ude i Atlanten i forhold til alliancepartnere, i forhold til migration eller i EU-regi.

Og når jeg skriver "med Forsvaret”, menes der med de, der er i aktiv tjeneste i Forsvaret – de, som ved, hvor skoen trykker. Debatten skal altså føres med dem, som reelt set ved, hvad et forsvar drejer sig om. Som har prøvet det, har ført kommando, har mærket det at have ansvar for andre i skarpe situationer. Dem, som har haft ansvaret for en bataljon, et kompagni, skib eller fly og som har bidraget med utallige missioner i verdens brændpunkter.

Debatten skal føres med dem, som reelt set ved, hvad et forsvar drejer sig om

Jens Wenzel Kristoffersen
Militæranalytiker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Dem, som ved, hvordan man forsvarer et land, hvordan man fører krig i alle tre værn. Med dem, som er uddannet til forsvar, dem, som gør tjeneste i beredskabsstyrelse og hjemmeværn på alle niveauer – lav som høj.

Først dér indfinder fagligheden sig og vender tilbage til indretningen af dansk forsvar. Og først dér vil der være basis for at indrette et forsvar, som kan indgå i alliancesammenhæng og samtidig forsvare Danmark, i en ny version to komma nul. Som samtidig er en attraktiv arbejdsplads, hvor man ønsker at gøre tjeneste, måske endda i mange år, med alle de fantastiske udfordringer, det byder på.

Først dér vil vi kunne tiltrække de unge, de værnepligtige ligestillede kvinder og mænd, som ønsker at være med til at forsvare Danmark, som ønsker at tage et samfundsansvar, og hvor samfundet og forsvaret heraf er sat højere end individet selv.

Forligsforhandlinger skal ikke være en lukket boks

Denne debat, som er så nødvendig at tage, bør startes af de politikere, som ønsker at tage ansvar.

I forhold til Forsvaret skal opfordringen være, at man fra ledelsesniveauet i et parallelt forløb igangsætter sine overvejelser og den interne debat, ledet og drevet af dygtige ledere. Og at man fra medarbejderside, fagforeninger, med flere kan give udtryk for, hvordan indretningen af dansk forsvar bør være.

Dette vil i langt højere grad sikre en 360-graders forankring i Forsvaret, som er så vigtig, fordi det i sidste ende er Forsvaret selv, der skal implementere de politisk trufne beslutninger.

Ovenstående kræver politisk mod og ledelse. Især i forhold til de kommende forligsforhandlinger. Denne gang ikke som en lukket boks, hvor kun inderkredsen har adgang til diskussionerne, men i et åbent forløb, hvor såvel politikere, befolkningen og forsvaret har bidraget.

Og når så det næste forlig så begynder at forme sig som resultat af åbne processer og gennemskuelighed forankret i en politisk, befolkningsmæssig og ikke mindst forsvarsmæssig debat fra bund til top, bør spørgsmålet rejses:

Er grundlaget for fremtidens forsvar nu skabt? Kan skuden holde tæt de næste ti år? Og kan Forsvaret løbende forandres til at være relevant i forhold til den altid skiftende forsvars- og sikkerhedspolitiske situation?