Nordic Dialogue: EU skal kunne forsvare sig selv, og Danmark skal være med

Af Preben Bonnén
Politisk faglig chef, Nordic Dialogue

Det japanske angreb på Pearl Harbor 7. december 1941 skulle blive en pludselig og brutal opvågning for USA, hvor protektionismen og isolationspolitikken var dominerende.

Amerikanerne havde hverken ønske eller ambition om at intervenere eller på anden måde blande sig i andre landes væbnede konflikter og slet ikke på andre kontinenter.

Som i dag med præsident Donald Trump i spidsen, handlede det også dengang om USA først og om at gøre landet stort igen. Ikke desto mindre var det Japans angreb, som skulle gøre USA til et af verdens vigtigste lande.

Hvor det japanske overraskelsesangreb umiddelbart var at betragte som en succes, skulle det blive en kortvarig af slagsen.

Europa må klare sig selv
Med den japanske admiral Chuichi Nagumos ord havde man blot lykkedes med at få vækket en slumrende tiger. Hvis formålet var at få marginaliseret et allerede selvisolerende USA yderligere, blev resultatet det modsatte af det tilstræbte.

Forskellen er, at vi i Europa har været længe om at vågne og konstatere realiteterne, og at vi modsat USA har modtaget flere varslinger og haft rigeligt med tid til at forberede os.

Preben Bonnén
Politisk faglig chef, Nordic dialogue

Snart kunne USA finde sig selv som krigsførende nation, hvilket efter Anden Verdenskrig gjorde landet til en supermagt. I dag er situationen en anden, og USA er på vej tilbage til mellemkrigstidens isolationistiske politik.

Det er en udvikling, som har fået den tyske forbundskansler Angela Merkel til at understrege, at den tid, hvor vi kunne foranledige os på andre, hører fortiden til, og at vi i Europa må tage vare på egen sikkerhed og forsvar samt interesser.

Det er dog ikke kun den tyske forbundskansler, som argumenterer for et mere selvbevidst og stærkere optrædende Europa. Står det til den franske præsident Emmanuel Macron, skal EU agere geostrategisk aktør på verdensscenen.

Revner i Nato-samarbejdet
Donald Trump og hans "Amerika først"-politik har vist, at USA med tiden er blevet en både upålidelig og utroværdig allieret.

Hans opsigelse af internationale aftaler og samarbejder, spørgsmålstegn ved Natos musketered samt tilbagetrækningen og omrokeringen af 12.500 udstationerede amerikanske soldater i Tyskland taler sit eget tydelige sprog.

Ifølge præsidentens tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, vil et genvalg af Donald Trump kunne betyde, at de i forvejen store revner i Nato-samarbejdet vil kunne blive så store, at alliancen vil kunne falde fra hinanden, som han udtrykte det i et interview 7. august 2020 til det tyske nyhedsbureau dpa.

Hvad man dog ikke skal ignorere er, at det ikke er første gang, at en siddende amerikansk præsident har rettet kritik af sine europæiske allierede for ikke at investere tilstrækkeligt i egne væbnede styrker eller truet med at reducere antallet af amerikanske soldater i Tyskland.

Uændret amerikansk holdning
Tidligere amerikanske præsidenter har gentagne gange påpeget det samme og ikke mindst europæernes manglende vilje til at engagere sig militært i verdens brændpunkter, herunder Irak-krigen.

Sidstnævnte kom offentligt til udtryk mellem den daværende tyske forsvarsminister Joschka Fischer og Donald Rumsfeld, som var forsvarsminister under George W. Bushs præsidentperiode.

Konflikten mellem Tyskland og USA fik dengang Donald Rumsfeld og Pentagon til at udarbejde planer om at lukke amerikanske baser i Tyskland med henblik på at straffe tyskerne.

Man vidste i den amerikanske administration, at det ville ramme de lokalsamfund i Tyskland, som var afhængige af den amerikanske tilstedeværelse, økonomisk hårdt.

Som det lader sig forstå, er der ikke ændret nævneværdigt i den amerikanske holdning i forhold til Nato og de europæiske allieredes manglende investering i eget forsvar, lige så lidt det er at forvente, at præsidentkandidaten Joe Biden vil ændre på USA's indstilling, såfremt han skulle lykkes med at blive valgt.

Eneste forskel vil være, at ordvalget og retorikken vil blive mere diplomatisk og dannet.

Europæisk papirtiger
Hvor det japanske angreb på Pearl Harbor blev en brat og dramatisk opvågning for amerikanerne, synes det at være den voksende amerikanske selvisolering, som får europæerne til at vågne op til dåd.

Forskellen er, at vi i Europa har været længe om at vågne og konstatere realiteterne, og at vi modsat USA har modtaget flere varslinger og haft rigeligt med tid til at forberede os på den nuværende situation uden at have handlet.

Det er derfor ikke overraskende, at man i mange år har omtalt EU som papirtigeren, som ganske vist udgør en økonomisk magtfaktor, men samtidig opfattes som en usynlig og ubetydelig aktør på det udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske område.

Af samme årsag har vi i Europa haft det ovenud vanskeligt med at vinde indflydelse på den internationale scene, og fremtiden tegner sig ikke lysere for Europa.

Gør Europa stærkt igen
Med Tysklands overtagelse af formandskabet for EU 1. juli i år har den tyske forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer gjort meget ud af at påpege de mange fælles udfordringer, som europæerne står overfor, og som vi i Europa kun kan imødegå og håndtere i fællesskab.

Spørger man Annegret Kramp-Karrenbauer, er verden præget af omvæltninger og uorden, geopolitiske rivaliseringer, voksende krav om magt fra Kina og et mere aggressivt optrædende Rusland, som hun udtrykte det i et debatindlæg 26. juni i Altinget.

Det betyder, at vi "skal være i stand til konstant at garantere sikkerheden i Europa, uanset hvilken krisetilstand vi befinder os i". Hun understregede, at "vi skal være mere modige og selvbevidst imødegå alle forsøg på at splitte os".

Den tyske regering vil, at Europa skal blive handlekraftig på europæisk plan og nå frem til en fælles strategisk indstilling, således at vi i Europa kan stå imod nye kriser og konflikter.

Det handler om at gøre Europa stærkt igen i fællesskab. "I fællesskab. Gør Europa stærkt igen," som Tysklands forsvarsminister pudsigt nok nævntr i debatindlægget som motto for det tyske formandskab.

Forbehold til folkeafstemning
Hvorvidt den tyske forsvarsministers indlæg og opfordring til et tættere samarbejde mellem Tyskland og Danmark skal betragtes som en tilskyndelse til regeringen og Folketinget om at involvere og engagere sig i den videre udvikling af den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, skal være usagt.

Ikke desto mindre synes det mere aktuelt end nogensinde tidligere at få debatteret det logiske og hensigtsmæssige i fortsat at opretholde det danske forsvarsforbehold for netop involveringen i det europæiske sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde.

At involvere sig i det europæiske projekt vil ikke på nogen måde svække Danmarks engagement i forhold til Nato. Tværtimod vil et styrket EU på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område kunne understøtte den transatlantiske alliance, hvis fundament synes stadig mere skrøbeligt.

Regeringen og forsvarsminister Trine Bramsen (S) bør derfor turde tage dialogen med danskerne med henblik på en folkeafstemning om afskaffelse eller bibeholdelse af forsvarsforbeholdet.

Det handler om et tilvalg af noget mere og ikke et fravalg af noget nuværende.