Nye ejere skal videreføre Grønbechs Hotel

Alrow Media har solgt virksomhedens hotel i Allinge, men en aftale med de nye ejere betyder, at Altinget fortsat driver hotellet under Folkemødet.

Foto: Toke Kristiansen/Altinget

Efter otte år er det slut med hoteldrift i Alrow Media, som udgiver Altinget og Mandag Morgen.

Alrow Media har solgt Grønbechs Hotel til Grønbechs Hotel I/S, der er ejet af en kreds af danske købere med stor forkærlighed for Bornholm. De vil videreføre hotellet i samme ånd og overvejer samtidig at etablere cykelhotel.

Som en del af aftalen vil Altinget og Mandag Morgen de kommende år fortsat drive hotellet under Folkemødet med debatter, møder og konferencer i samarbejde med de nye ejere. 

Læs også

"Vi sælger hotellet for at styrke vores fokus på det, vi er dygtige til – at drive et mediehus i Danmark, Sverige med en drøm om yderligere internationalisering ud over Norge, som åbnes senere på året," siger administrerende direktør i Alrow Media, Christoph Nørgaard.

"Vi er meget glade for, at de nye ejere har ønsket at samarbejde om at hylde den demokratiske samtale under Folkemødet. Det betyder, at Altinget og Mandag Morgen fortsat vil være meget markante aktører, når det politiske Danmark samles i Allinge," tilføjer han.

Aktiv og integreret del af lokalmiljøet

De nye ejere ser frem til at udvikle hotellet uden at ændre stedets ånd. Grønbechs Hotel skal fortsat være en aktiv og integreret del af lokalmiljøet i Allinge og Bornholm.

Alrow Media købte Grønbechs Hotel i 2014 og gennemførte en større renovering, inden hotellet i 2015 for første gang blev anvendt under Folkemødet.

Siden er både hotellet, gårdhaven og Restaurant Vilhelm blevet nogle af Folkemødets faste holdepunkter, ligesom Grønbechs Hotel i resten af sæsonen har fået et stadigt voksende og trofast publikum, der tiltrækkes af den familiære og afslappede stemning – og af den gode mad.

Overtagelsen sker 1. januar 2023, og parterne ønsker ikke at oplyse købsprisen.

Efter frasalget af Grønbechs Hotel udgør Alrow Media nu Altinget i Danmark, Sverige og Norge (fra oktober) samt Mandag Morgen, som består af mediet og Tænketanken.  

Omtalte personer

Christoph Nørgaard

Adm. direktør, Alrow Media
M.sc. i international business (Aarhus Uni.)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion