Professor: Erdogan har med sin veto-trussel meget at lære fra Danmarks politiske sejr i 1955

Europahæren der fejlede

Situationen var den, at vestmagternes forhandlinger om etableringen af en Europa-hær var kuldsejlet, hvilket betød, at de fleste var enige om, at det demokratiske Vesttysklands militære genoprustning derfor måtte foregå inden for rammerne af det relativt nyetablerede Nato. Det så Socialdemokratiet, Venstre og Konservative ingen problemer i. 

CDU-hardliners havde magten i Kiel og ville end ikke diskutere at ændre den slesvig-holstenske valglov, så det danske mindretal kunne blive repræsenteret.

Jørgen Elklit
Professor, Aarhus Universitet

Årene lige efter krigen så en eksplosiv vækst i tilslutningen til det danske mindretal i Sydslesvig, som derfor uden vanskelighed kom ind både i Forbundsdagen i Bonn og Landdagen i Kiel ved de første valg.

Men tilslutningen faldt igen til et mere naturligt leje, og ved de næste valg i henholdsvis 1953 og 1954 røg Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) ud både i Bonn og Kiel. Det skyldes, at der endnu ikke var en undtagelse for fem procent-spærregrænsen for nationale mindretal.

Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) kunne med 42.000 stemmer ikke komme ind i Landdagen i Kiel, mens Slesvigsk Parti i 1953 kom i Folketinget med 9.721 stemmer i Sønderjylland. 

Mindretallet fortjener også demokrati

CDU-hardliners havde magten i Kiel og ville end ikke diskutere at ændre den slesvig-holstenske valglov, så det danske mindretal kunne blive repræsenteret. Også på andre punkter var landsregeringen afvisende. 

Under Folketingets debat om udenrigspolitik og Vesttysklands optagelse i Nato blev der peget på muligheden af, at Danmarks tilslutning kunne gives under den forudsætning, at mindretallet syd for grænsen blev behandlet i overensstemmelse med demokratiske grundsætninger og fik en ny status. 

Det var præcis, hvad udenrigsminister H.C. Hansen sagde i sin tale på Nato-rådsmødet i Paris. Her var forbundskansler Adenauer til stede som observatør, og han opfangede straks signalet og gav udtryk for forbundsregeringens positive indstilling til at finde en løsning.

Dårlig idé at teste det danske veto

Der var dog klare forskelle mellem danske og tyske synspunkter på, hvordan forholdene skulle ordnes. Derfor skete der først for alvor noget lidt ind i 1955, hvor forskellige underhåndskontakter og forhandlinger på embedsmandsniveau bidrog til, at en løsning blev fundet.

Men ingen brugte nogensinde ordet veto. Måske var det ved denne lejlighed, at det blev god stil i Nato ikke at bruge det ord. Men præsident Erdogan har tilsyneladende ikke fanget dén pointe.

Jørgen Elklit
Professor, Aarhus Universitet

Og mens der blev arbejdet på at finde en løsning, blev Folketingets behandling af ratifikationsdokumentet udsat flere gange. Det vil sige, der blev signaleret til Tyskland, at der var sammenhæng mellem spørgsmålet om en brugbar løsning på mindretalsforholdene og ratifikationen af Forbundsrepublikkens optagelse i Nato.

Men ingen sagde nogensinde noget om et veto – og H.C. Hansen mente i øvrigt også, at det ikke ville være en god idé at teste, om et dansk veto ville blive accepteret af de store medlemslande.

Et værdifuldt udenrigspolitisk resultat

Til sidst accepterede Tyskland det danske forslag om to formelt uafhængige erklæringer om de respektive mindretals forhold, den slesvig-holstenske valglov blev ændret, skoleforholdene for mindretallene reguleret og så videre.

Så kunne erklæringerne udformes i detaljer, underskrives i Bonn og godkendes i Folketinget og Forbundsdagen. Denne færdiggørelsesproces tog et par måneder og var først helt på plads, efter at Vesttyskland blev medlem af Nato 6. maj 1955. Det vil sige godt seks måneder efter det rådsmøde, hvor modtagelsen af landets ansøgning blev formelt godkendt. 

Ved ikke at overspille sine kort fik Danmark et værdifuldt udenrigspolitisk resultat ud af at se, at der pludseligt åbnede sig et mulighedsvindue. Men ingen brugte nogensinde ordet veto. Måske var det ved denne lejlighed, at det blev god stil i Nato ikke at bruge det ord. 

Men præsident Erdogan har tilsyneladende ikke fanget dén pointe. Derfor bliver det uhyre interessant at se, hvorledes Sveriges og Finlands ansøgningsproces kommer til at forløbe, og hvor længe den kommer til at vare.