Professor: Erdogan har med sin veto-trussel meget at lære fra Danmarks politiske sejr i 1955

Erdogans trussel om at nedlægge veto mod Sverige og Finlands medlemskab af Nato minder til forveksling om en tilsvarende situation i 1955, hvor Danmark - ved at spille sine kort rigtigt - vandt en væsentlig politisk sejr. Men der er én pointe fra dengang, som Erdogan ikke har fanget.  

Placeholder image
Tyrkiets præsident Erdogan har et fast greb om det politiske system derhjemme, men nu ser det ud til, at han skal være stærk mand i Nato med sin trussel om veto, skriver Jørgen Elklit. Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den svenske regerings ansøgning til Nato om fuldt medlemskab, som blev afleveret i Bruxelles onsdag 18. maj – samtidig med Finlands ansøgning – repræsenterer et markant brud på den neutralitetshævdende og alliancefri linje, som – i hvert fald officielt – har præget svensk forsvars- og sikkerhedspolitik i et par hundrede år.

Bruddet er dog ikke overraskende. Og uanset om man ser på Første eller Anden Verdenskrig, engagementet i Afghanistan, det aktuelle øvelses- og tilpasningssamarbejde med Nato og også med individuelle Nato-lande, så har den neutralitetshævdende og alliancefrie linje vel ikke været helt så klar, som den svenske selvforståelse tilsiger?

Men nu står verden over for en ny virkelighed, og det er den, vi må forholde os til, som statsminister Magdalena Andersson og forsvarsminister Peter Hultqvist har fået sagt mange gange de seneste dage.

Tyrkiet truer med veto

I den situation har Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, luftet ideen om et tyrkisk veto over for forslaget om Sveriges (og vel også Finlands) optagelse i Nato.

De fleste kommentatorer tror dog ikke, at Erdogan i længden kommer til at fastholde sit veto, men spørgsmålet er, hvad hans pris er.

Jørgen Elklit, professor, Aarhus Universitet

Og allerede på Rådets første møde om sagen om eftermiddagen 18. maj blev det alvor, idet Tyrkiets repræsentant satte hælene i og opponerede mod forslaget til fremgangsmåde.

Mange lande har allerede givet udtryk for deres meget positive syn på de to landes medlemskab af forsvarsalliancen. Det samme har generalsekretær Jens Stoltenberg, og derfor har de fleste vel troet, at den del bare var noget formelt. 

Men her har man altså gjort regning uden vært! Præsident Erdogan har med det samme vist, at han mener truslen om veto alvorligt. Han vil spille stærk mand og bruge sin vetomagt til at sikre sig en god betaling for at acceptere Sverige og Finland i Nato. Med hans sikre greb om det politiske system i Tyrkiet er det en trussel, der må tages alvorligt.

Det diplomatiske spil i det skjulte

De fleste kommentatorer tror dog ikke, at Erdogan i længden kommer til at fastholde sit veto, men spørgsmålet er, hvad hans pris er.

Og så går et diplomatisk spil i gang, hvor den endelige pris på Tyrkiets godkendelse bliver klar, og hvor den velsagtens også vil blive betalt.

Jørgen Elklit, professor, Aarhus Universitet

Er det noget med udlevering af kurdiske aktivister i Sverige og Finland, er det ophævelse af den svenske våbenembargo over for Tyrkiet eller opgivelse af støtten til kurderne i det nordlige Syrien? Eller er det mere militær bistand fra USA, som jo gerne vil have både Sverige og Finland med i Nato, og det jo før jo bedre. 

Det vil de kommende uger og måneder afsløre. Lige nu er meldingerne fra Tyrkiet uklare, men det ændrer sig sikkert inden længe. Og så går et diplomatisk spil i gang, hvor den endelige pris på Tyrkiets godkendelse bliver klar, og hvor den velsagtens også vil blive betalt. Sådan er det, og det ved alle involverede. Men det kommer nok til at foregå i det skjulte.

Danmarks politiske sejr

For at forstå, hvad der er kikset, kan det være lærerigt at gå tilbage til dengang i 1954-55, hvor det daværende Vesttyskland stod over for optagelse i Nato, og hvor Danmark - ved at spille sine kort rigtig flot - faktisk vandt en væsentlig politisk sejr. 

Dermed bidrog Danmark til udviklingen af det, der er blevet kaldt Nato-metoden. Det vil sige at undgå, at der nedlægges veto. Det gøres ved at forhandle i det skjulte, indtil der er (den nødvendige) enighed mellem de lande, der har noget i klemme i det pågældende spørgsmål. 

Danmarks gevinst – som vi stadig kan glæde os over – var den afklaring af forholdene for de to nationale mindretal nord og syd for den dansk-tyske grænse, som efter afslutningen på Anden Verdenskrig havde været både vanskelig og bekymrende.

Nu fandt problemet sin løsning med København-Bonn-erklæringerne, som blev underskrevet 29. marts 1955 i Bonn og efterfølgende ratificeret af Forbundsdagen og Folketinget.

Læs også

Europahæren der fejlede

Situationen var den, at vestmagternes forhandlinger om etableringen af en Europa-hær var kuldsejlet, hvilket betød, at de fleste var enige om, at det demokratiske Vesttysklands militære genoprustning derfor måtte foregå inden for rammerne af det relativt nyetablerede Nato. Det så Socialdemokratiet, Venstre og Konservative ingen problemer i. 

CDU-hardliners havde magten i Kiel og ville end ikke diskutere at ændre den slesvig-holstenske valglov, så det danske mindretal kunne blive repræsenteret.

Jørgen Elklit, professor, Aarhus Universitet

Årene lige efter krigen så en eksplosiv vækst i tilslutningen til det danske mindretal i Sydslesvig, som derfor uden vanskelighed kom ind både i Forbundsdagen i Bonn og Landdagen i Kiel ved de første valg.

Men tilslutningen faldt igen til et mere naturligt leje, og ved de næste valg i henholdsvis 1953 og 1954 røg Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) ud både i Bonn og Kiel. Det skyldes, at der endnu ikke var en undtagelse for fem procent-spærregrænsen for nationale mindretal.

Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) kunne med 42.000 stemmer ikke komme ind i Landdagen i Kiel, mens Slesvigsk Parti i 1953 kom i Folketinget med 9.721 stemmer i Sønderjylland. 

Mindretallet fortjener også demokrati

CDU-hardliners havde magten i Kiel og ville end ikke diskutere at ændre den slesvig-holstenske valglov, så det danske mindretal kunne blive repræsenteret. Også på andre punkter var landsregeringen afvisende. 

Under Folketingets debat om udenrigspolitik og Vesttysklands optagelse i Nato blev der peget på muligheden af, at Danmarks tilslutning kunne gives under den forudsætning, at mindretallet syd for grænsen blev behandlet i overensstemmelse med demokratiske grundsætninger og fik en ny status. 

Det var præcis, hvad udenrigsminister H.C. Hansen sagde i sin tale på Nato-rådsmødet i Paris. Her var forbundskansler Adenauer til stede som observatør, og han opfangede straks signalet og gav udtryk for forbundsregeringens positive indstilling til at finde en løsning.

Dårlig idé at teste det danske veto

Der var dog klare forskelle mellem danske og tyske synspunkter på, hvordan forholdene skulle ordnes. Derfor skete der først for alvor noget lidt ind i 1955, hvor forskellige underhåndskontakter og forhandlinger på embedsmandsniveau bidrog til, at en løsning blev fundet.

Men ingen brugte nogensinde ordet veto. Måske var det ved denne lejlighed, at det blev god stil i Nato ikke at bruge det ord. Men præsident Erdogan har tilsyneladende ikke fanget dén pointe.

Jørgen Elklit, professor, Aarhus Universitet

Og mens der blev arbejdet på at finde en løsning, blev Folketingets behandling af ratifikationsdokumentet udsat flere gange. Det vil sige, der blev signaleret til Tyskland, at der var sammenhæng mellem spørgsmålet om en brugbar løsning på mindretalsforholdene og ratifikationen af Forbundsrepublikkens optagelse i Nato.

Men ingen sagde nogensinde noget om et veto – og H.C. Hansen mente i øvrigt også, at det ikke ville være en god idé at teste, om et dansk veto ville blive accepteret af de store medlemslande.

Et værdifuldt udenrigspolitisk resultat

Til sidst accepterede Tyskland det danske forslag om to formelt uafhængige erklæringer om de respektive mindretals forhold, den slesvig-holstenske valglov blev ændret, skoleforholdene for mindretallene reguleret og så videre.

Så kunne erklæringerne udformes i detaljer, underskrives i Bonn og godkendes i Folketinget og Forbundsdagen. Denne færdiggørelsesproces tog et par måneder og var først helt på plads, efter at Vesttyskland blev medlem af Nato 6. maj 1955. Det vil sige godt seks måneder efter det rådsmøde, hvor modtagelsen af landets ansøgning blev formelt godkendt. 

Ved ikke at overspille sine kort fik Danmark et værdifuldt udenrigspolitisk resultat ud af at se, at der pludseligt åbnede sig et mulighedsvindue. Men ingen brugte nogensinde ordet veto. Måske var det ved denne lejlighed, at det blev god stil i Nato ikke at bruge det ord. 

Men præsident Erdogan har tilsyneladende ikke fanget dén pointe. Derfor bliver det uhyre interessant at se, hvorledes Sveriges og Finlands ansøgningsproces kommer til at forløbe, og hvor længe den kommer til at vare.

Omtalte personer

Jørgen Elklit

Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
cand.phil. i historie (Aarhus Uni. 1970), dr.scient.pol. (1988)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser