Regeringen vil udsende krigsskibe uden Folketingets accept

PARADIGMESKIFTE: Udsendelse af danske krigsskibe på internationale træningsopgaver og defensive missioner skal ikke længere vedtages i folketingssalen, foreslår regeringen, der ifølge Enhedslisten udsteder sig selv "en blankocheck".

Foto: Forsvarsgalleriet
Andreas Krog

Regeringen vil med et aktuelt beslutningsforslag bane vejen for, at det ikke længere er nødvendigt at fremsætte og få vedtaget et beslutningsforslag i folketingssalen, inden danske krigsskibe sendes ud på træningsopgaver og defensive patruljemissioner med andre landes skibe.

Enhedslisten og Alternativet mener, at der er tale om et problematisk principielt paradigmeskifte.

”Det er at udstede en blankocheck, at man fremover ikke vil spørge Folketinget,” siger Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm.

Lægge beslag på Folketingets tid
Hvis beslutningsforslag B56 vedtages, så vil regeringen fremover som udgangspunkt kun rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn, inden et flådebidrag sendes på international træningsmission eller får mandat til at medvirke til defensive patruljeopgaver.

Fakta
Indenfor Grundlovens rammer
I Grundlovens paragraf 19, stk. 2 står der, at ”Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat.”

Ifølge udenrigsminister Anders Samuelsen, så vil behovet for og omfanget af Folketingets inddragelse efter grundlovens paragraf 19 i forbindelse med udsendelse af danske militære bidrag altid bero på en konkret vurdering. Det er desuden regeringens vurdering, at det aktuelle beslutningsforslag fuldt ud ligger inden for rammerne af grundlovens paragraf 19, stk. 2.

”Beslutningsforslaget indeholder en klar og snæver afgrænsning af de opgavetyper, som danske bidrag bemyndiges til at løse. Det drejer sig alene om at løse maritime sikkerhedsopgaver, indgå i forsvaret af flådestyrkerne og eskorterede skibe samt bidrage til luftrumskoordination og kontrol,” skriver Anders Samuelsen i et svar til Eva Flyvholm og Rasmus Nordqvist.

”Regeringen har valgt at foreslå denne nye fremgangsmåde blandt andet ud fra en betragtning om, at man ikke ønsker unødigt at skulle lægge beslag på Folketingets tid ved at fremsætte folketingsbeslutninger ved enhver fremtidig udsendelse af sådanne danske bidrag til deltagelse i almindelig sejlads og samtræning,” skriver udenrigsminister Anders Samuelsen i et svar til Eva Flyvholm (EL) og Rasmus Nordqvist (ALT).

Sejlads med fransk hangarskibsgruppe
De udsendte skibe vil kunne forsvare sig selv, hvis de bliver angrebet. Men for Dansk Folkeparti er det centralt, at der kun gives grønt lys til, at skibene kan sendes ud på defensive missioner uden et beslutningsforslag.

”Man skal huske, at med det her mandat kan man bidrage til defensive opgaver. Det gør, at vi ikke føler, at det er så problematisk. For der er på alle ledder og kanter hovedsageligt tale om træning,” pointerer forsvarsordfører for Dansk Folkeparti, Jeppe Jakobsen.

Beslutningsforslaget handler også om en konkret udsendelse af et krigsskib til at sejle sammen med en fransk hangarskibsgruppe i foråret 2019. Forsvaret er i gang med at forberede sejlads med en amerikansk hangarskibsgruppe i 2020, og på længere sigt vil det ifølge Forsvaret være relevant at undersøge mulighederne for at træne med en britisk hangarskibsgruppe.

Læs hele artiklen på Altinget: forsvar, hvor du får mere baggrund og flere kommentarer.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

Eva Flyvholm

Fhv. MF (EL) og medlem, Dataetisk Råd
cand.scient.adm. i offentlig administration og internationale udviklingsstudier (Roskilde Uni. 2009)

Rasmus Nordqvist

Kandidat til Europa-Parlamentet (SF), bestyrelsesmedlem, Det Europæiske Grønne Parti (EGP)
designer (Danmarks Designskole 1999)

0:000:00