Riko: Konflikten mellem Vesten og Rusland vil kun blive værre, hvis dæmoniseringen fra begge sider fortsætter

Hvis man ser på konflikten mellem USA, Nato og Ukraine på den ene side og Rusland på den anden med konfliktløsningsøjne, så starter man et andet sted end de fleste danske politikere og journalister gør.

For politikerne og journalisterne starter ofte med at se på, hvem de vil støtte, hvem de vil stille sig bag, og hvem de vil være imod i en konfliktsituation.

Men hvis man kigger på situationen med konfliktløsningsøjnene, så ved man, at i enhver konflikt er der underliggende og vægtige grunde til, at parterne står, hvor de står. Og dæmonisering af én part vil skubbe en løsning langt ud i fremtiden.

Den konkrete analyse af den eksisterende konflikt mellem Vesten og Rusland må udgå fra, at det drejer sig om meget mere end en eventuel invasion af Ukraine. Der er underliggende grunde til konflikten for begge parter.

Som jeg læser konflikten, er det for USA og Nato vigtigt, at de østeuropæiske lande er suveræne nationer med ret til egne beslutninger. For eksempel også med ret til at blive en del af eller ikke blive en del af Nato. At de er ikke bundet af historiske strukturer.

Ruslands position er, at de blev behandlet forkert efter Den Kolde Krigs afslutning. Deres alliance, Warszawa-pagten, blev opløst, mens den vestlige alliance i Den Kolde Krig, Nato, fortsatte og begyndte at komme nærmere og nærmere Rusland. I 1990’erne var Rusland svagt og blev kørt over af Vesten.

At presse et svækket land
Efter Den Kolde Krig besluttede alle europæiske lande (inklusiv Rusland) og USA ved flere europæiske konferencer i 1990, (Londonerklæringen juli 1990 og Paris Chartret i november 1990) at der skulle opbygges en ny europæisk sikkerhedsstruktur i et helet Europa.

Man talte om et sikkerhedsfællesskab, der skulle strække sig fra ”Vancouver til Vladivostok”. Desværre glemte USA og Vesteuropa deres løfter og genoprettede et endnu større Nato.

Det glemte Rusland ikke, og den fortid dukker nu op, nu hvor Rusland står militært stærkt og er i et samarbejde på mange ledder med et opstigende Kina som økonomisk stormagt.

Den historiske læring må være, at det ikke er klogt at ”køre et stort land over”, når det er svagt eller at presse det op i et hjørne. For der kan på et senere tidspunkt komme andre magtkonstellationer.

For vestens socialdemokratier i 1980’erne spillede konceptet Fælles Sikkerhed en stor rolle. Begrebet udvikledes af Palmekommissionen for Nedrustning og Sikkerhed fra 1980 til 1982.

I enhver konflikt er der underliggende og vægtige grunde til, at parterne står, hvor de står

Jørn Boye Nielsen
Næstformand, RIKO Rådet

Begrebet tilskrives den tyske socialdemokrat Egon Bahr. Det indeholder den ide, at sikkerhed ikke kun udvikles ved ensidige nationale forsvarsbestræbelser eller i konfrontation med modparten, men i samarbejde med denne.

For oprustning og alliancer skaber dynamikker, der kan ende i krig. Konflikterne er i dag så dybe, at ét eller to møder mellem Rusland og USA ikke løser konflikten. Det gør nye sendinger af våben heller ikke. Der skal en længere proces til, og en villighed til kompromisser.

Oprustning løser ikke konflikter 
Slutresultatet må være sådan, at alle sider kan leve med det. Det bedste ville være at parterne enedes om en ny permanent Helsinkiproces. Lig den proces der fra 1975 og de næste cirka 15 år bidrog til at Den Kolde Krig sluttede.

Et reorganiseret og opvurderet OSCE kunne her anvendes. OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) er den største europæiske/centralasiatiske/atlantiske samarbejdsorganisation for sikkerhed og samarbejde i Europa med 57 deltagende lande (herunder Rusland, Ukraine og USA) med hovedkvarter i Wien.

Det vigtige er, at de militære elementer tages ud af ligningen i konfrontationen/konflikten, og at diplomati, kontakter, konfliktløsning, afspænding og tillidsskabende foranstaltninger kommer ind. Og at man desuden accepterer, at processen tager tid og ikke er noget, der løses i en håndevending.