Kommentar af 
Jacob Kaarsbo

SF-formanden slipper skidt fra Afghanistan-interview fyldt med faktuelle fejl

I et interview med Altinget udtaler Pia Olsen-Dyhr sig faktuelt forkert om de seneste 20 års krig i Afghanistan. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at lære af de fejl, vi har begået, er det nødvendigt at have de historiske kendsgerninger på plads, skriver Jacob Kaarsbo.

Pia Olsen-Dyhr (SF) er på gyngende grund i sine analyser af Afghanistan, skriver fhv. chef i FE Jacob Kaarsbo. (Arkivfoto).
Pia Olsen-Dyhr (SF) er på gyngende grund i sine analyser af Afghanistan, skriver fhv. chef i FE Jacob Kaarsbo. (Arkivfoto).Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Jacob Kaarsbo
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

SF-formand Pia Olsen-Dyhr kom i et interview op til SF’s landsmøde denne weekend med sit indspark til, hvad vi kan lære af de sidste 20 år i Afghanistan. Respekt for viljen til at lære, men en forudsætning for at lære er, at fakta er på plads. Det slipper Olsen-Dyhr desværre skidt fra.

SF-formanden er på rette spor, når hun udtaler, at demokrati skal bygges op fra neden, og at udviklingspolitik og diplomati er vigtige virkemidler. Ingen objektiv læring fra udviklingslande og lande i krise og konflikt viser noget andet.

Herefter skorter interviewet desværre på korrekte observationer. SF-formanden mener, vi har forsøgt at presse "vores opfattelser ned om ørerne" på afghanerne ved hjælp af militæret. I sin fortælling understreger Olsen-Dyhr, at hun "ikke har problemer med militære midler", og at vi for 20 år siden burde have forsøgt med droneangreb eller "hurtig intervention og så ud igen."

Det lyder besnærende, men fakta afslører, at SF-formanden er på gyngende grund:

For det første var der i 2001 ikke dronekapacitet til at gøre en meningsfuld militær forskel i Afghanistan. Den portion bagklogskab kunne SF-formanden have sparet sig.

For det andet var det militære indgreb i Afghanistan et eksempel på "hurtig intervention og så ud igen" – nøjagtig som Olsen-Dyhr efterlyser. Taliban-regimet blev fjernet ved hjælp af CIA-operatører og specialstyrker, der støttede militser fra den Nordlige Alliance fra november 2001 til januar 2002.

Allerede 20. december 2001 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 1386, der blandt andet slog fast, at der skulle indsættes en lille sikringsstyrke, Isaf. Styrken havde et defensivt mandat og måtte ikke operere uden for Kabul. Isaf-mandatet og den snævert afgrænsede amerikanske militære indsats skyldtes, at Bush-regeringen var bange for at blive set som besættelsesmagt på samme måde, som det var sket for Sovjetunionen.

I forhold til at "presse idealer ned over ørerne" har SF-formanden tilsyneladende glemt, at Hamid Karzai blev indsat som førstemand for overgangsregeringen af en traditionel "Loya Jirga" i juni 2002, hvor 1550 repræsentanter fra alle Afghanistans 364 distrikter deltog. Afghanistans forfatning blev vedtaget af Nationalforsamlingen i januar 2004. I oktober 2004 blev Karzai valgt som præsident i et fredeligt valg, hvor 80 procent af de stemmeberettigede deltog.

Hvis SF-formanden havde sat sig ind i historien, ville hun se, vi i store træk gjorde det, hun efterlyser. Det gik bare ikke så godt!

Jacob Kaarsbo

Det var først i 2005 og 2006, at Talibans oprørskamp begyndte at tage fart. Udbygningen af Isag-styrken og det udvidede mandat til hele Afghanistan blev til gradvis på opfordring fra Afghanistans regering og på mandater fra FN’s Sikkerhedsråd. Olsen-Dyhr kan med fordel orientere sig i resolutionerne. Det er 1413, 1444, 1510, 1563, 1623, 1659 og 1707. De blev vedtaget enstemmigt, så det var et enigt internationalt samfund, der stod bag. Diplomatiet kunne næppe stå stærkere. Den glidende udvidelse af missionen (mission creep) var ganske rigtigt problematisk, men vi skal huske, der var international enighed om det.

SF-formandens udtalelser om, at vi har forsøgt at lave 'nation-building' ved hjælp af militæret, holder ikke vand. Olsen-Dyhr overser, at Afghanistan har været én af de største modtagere af dansk og vestlig udviklingsbistand overhovedet over de sidste 20 år. Det er civil udviklingsbistand godkendt af OECD.

Ovennævnte er som sagt de historiske fakta. Det ville være interessant at høre, om Olsen-Dyhr i lyset af fakta kan være lidt mere specifik om, hvad hun ville have gjort anderledes? Hvis SF-formanden havde sat sig ind i historien, ville hun se, vi i store træk gjorde det, hun efterlyser. Det gik bare ikke så godt!

Olsen-Dyhr anfører, at indsatsen i Mali giver god mening, da vi er "indbudt af Malis regering". For det første har vi også gennem alle årene været indbudt af Afghanistans regering og FN’s Sikkerhedsråd i enstemmighed. For det andet vil jeg minde Olsen-Dyhr om, at der de seneste år har været to militærkup i Mali.

Hvis vi skulle tage SF-formandens argument for pålydende, skulle det give mere mening at være inviteret af en militærjunta end af en folkevalgt regering i Afghanistan. Det er næppe meningen.

Formanden fortsætter, at styrkerne i Mali "virker som buffer" og deltager i terrorbekæmpelse. Det er korrekt, men det var det samme i Afghanistan. Sluttelig anfører hun, at Mali ikke er "nation-building". 'Nation-building' er det samme, som vi i årtier har brugt milliarder på i udviklingslande. Det særlige ved fejlslagne stater er blot, at det skal suppleres af en militær indsats, for at der overhovedet kan ske en udvikling. Hvad vil Olsen-Dyhr ellers kalde det omfattende danske bistandsprogram, der administreres fra ambassaden i Bamako?

Operationen i Mali er i dybe, dybe problemer. Militant islamisme har spredt sig i regionen, og hovedstæderne er truet ikke blot i Mali, men også i Burkina Faso og Niger. Samtidig er trusselsbilledet i blandt andet Nigeria, Cameroun og Tchad kraftigt forværret. Når den militante islamisme spreder sig, skyldes det blandt andet, at den vestlige militære indsats bliver set som en beskyttelse af illegitime magthavere i hovedstæderne.

Al empiri over de sidste 20 år viser, at den eneste vej til at bekæmpe militant islamisme er at opbygge nationer. Det er ikke nationer ud fra et vestligt forbillede, men en legitim politisk orden, der er lokalt funderet, og som kan håndtere sikkerhedsudfordringen fra militante islamister.

Hvis det sker, kan der blive "bygget op fra neden", som Olsen-Dyhr korrekt anfører. Hvis SF-formanden ikke vil være med til at opbygge nationer i for eksempel Sahel, skal hun gøre sig klart, at vi skal fortsætte med at sende danske styrker til området i en uendelighed for at håndtere en stadig større trussel. Jeg tænker næppe, det er det, partiformanden vil stå på mål for.

Jeg vil også opfordre til, at Olsen-Dyhr forholder sig til, hvad der skete med en indsats i Libyen, som hendes eget parti støttede. Her blev Benghazis befolkning reddet for et folkemord, men vi skabte efterfølgende et katastrofalt magtvakuum. Det har haft væsentlig indflydelse på spredningen af militant islamisme i Sahel.

Hvis vi har politiske ledere, der ikke har det lange lys på, stirrer sig blind på Bush-Fogh-æraen og udlægger fakta forkert, kommer vi til at stå i endnu større problemer fremover.

Jacob Kaarsbo

Hvis vi har politiske ledere, der ikke har det lange lys på, stirrer sig blind på Bush-Fogh-æraen og udlægger fakta forkert, kommer vi til at stå i endnu større problemer fremover, end de der har hobet sig op i de forgangne 20 år. Alle amerikanske administrationer og danske regeringer har i de forløbne 20 år begået fejl, uanset deres politiske ståsted.

USA’s rigsrevisor for den afghanske genopbygning har kaldt indsatsen i 20 år for "20 et års-krige". Det vil sige, der har fundamentalt manglet en strategi. Det er fuldstændig korrekt, og det er lige præcis den erkendelse, der er behov for nu.

Blandt de fejl, der blev begået de første år under Bush og Fogh, var en af de mest alvorlige, at de ikke straks sikrede Afghanistan og opbyggede lokalt forankrede sikkerhedsstyrker i navnlig den sydlige og østlige del af landet. Det ved vi nu, men det var ikke så klart dengang. Det er også klart, at det "mission creep", som efter 2006 førte til et statsopbygningsprojekt i et vestligt billede, var en fejl. Obama, Trump og nu Biden har også lavet masser af fejl.

Det er interessant, Olsen-Dyhr mener, tilbagetrækningen var rigtig. Mener hun så også, det var rigtigt at lave en såkaldt fredsaftale med Taliban udenom den folkevalgte afghanske regering? Var det også korrekt at trække sig, når Taliban overtrådte aftalen? De indtog Afghanistan med magt og huser beviseligt al-Qaeda. Det har været evident lige siden april måned. Alligevel valgte Biden-administrationen og den danske regering at fornægte realiteterne.

Trumps store PR-nummer med aftalen var, at han ville få Taliban til at bekæmpe terrorisme. Vi har nu en regering i Kabul, hvor over halvdelen af regeringstoppen er på FN’s terrorliste. Én af de få, som ikke er, Mullah Yaqoub, var i sidste uge ude på Talibans egen medieplatform og sige, at 9/11 var USA’s egen skyld og hylde Talibans selvmordsbombere. Det kommer SF-formanden til at skulle forholde sig til de kommende år.

Hvis vi skal komme bedre ud af de kommende 20 år, end vi er kommet igennem de sidste 20, er det nødvendigt, at de historiske kendsgerninger bliver udlagt korrekt, og at vi ser realiteterne i øjnene. Forhåbentlig er alle partiledere, inklusive Olsen-Dyhr, med på at stramme op.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Kaarsbo

Senioranalytiker, Tænketanken Europa, fhv. chefanalytiker, Forsvarets Efterretningstjeneste
cand.scient.pol. (Aarhus Uni.)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00