Soldater gøres klar til hurtig udrykning

Op til 800 danske soldater skal fremover kunne indsættes med ned til én dags varsel. Samtidig gør Forsvaret klar til at kunne operere kampfly fra Bornholm. Initiativerne skal være med til at vise Nato-alliancens styrke overfor Rusland.

Forsvarschef Flemming Lentfer.
Forsvarschef Flemming Lentfer.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Andreas Krog

Krisen mellem Rusland og Nato over Ukraine får nu den danske regering til at styrke Forsvarets evne til at støtte Nato’s afskrækkelse.

Det sker ved at gøre klar til at kunne operere F-16 kampfly fra Bornholm og gøre en kampbataljon klar til indsættelse med få dages varsel.

”Fra Forsvarets side ønsker vi at klargøre en række kapaciteter, så regeringen og Folketinget har nogle yderligere værktøjer i værktøjskassen, hvis vi skulle komme i den situation, at det skulle blive nødvendigt,” siger forsvarschef Flemming Lentfer.

Der er opbygget en meget omfattende russisk militær kapacitet på grænsen til Ukraine. Hvis det fulde potentiale dernede skulle gå i gang, så kigger vi ind i den største landkrig med fly og flådestyrker siden Anden Verdenskrig.

Flemming Lentfer
Forsvarschef
Han lægger ikke skjul på at situationen er alvorlig.

”Der er opbygget en meget omfattende russisk militær kapacitet på grænsen til Ukraine. Hvis det fulde potentiale dernede skulle gå i gang, så kigger vi ind i den største landkrig med fly og flådestyrker siden Anden Verdenskrig,” påpeger den danske forsvarschef.

En mand står bag 

Optrapningen af Forsvarets beredskab kommer kun fire dage efter at forsvarsminister Morten Bødskov (S) indtog ministerstolen, og nyheden blev meldt offentligt ud 20 minutter før en ceremoni tirsdag formiddag, hvor Trine Bramsen (S) gav ministerstafetten videre til Morten Bødskov.

Den nye minister er ikke i tvivl om hvem, der alene har ansvaret for den anspændte sikkerhedspolitiske situation, som Europa står i lige nu.

”Det er en alvorlig situation vi står i. Der er ikke nogen grund til at være naiv. Truslen mod Europa er meget alvorlig. Og der er én mand, der står bag det. Det er Putin. Det er ham, der har valgt, at vi skal stå i denne her situation. Nu tager vi forholdsreglerne,” siger Morten Bødskov.

En dags varsel 

Konkret skal den danske kampbataljon, som er tilmeldt Nato’s beredskab, frem til slutningen af marts kunne rykke rykke ud og indsættes i Nato-regi med 1-5 dages varsel. I dag er bataljonen på 30 dages varsel.

Bataljonen vil blive optrappet til 700-800 soldater med blandt andet op til 25 CV9035 infanterikampkøretøjer og pansrede Piranha III og Piranha V mandskabsvogne samlet på Antvorskov Kaserne ved Slagelse klar til indsættelse.

”De vil kunne rykke ud af Slagelse til nogle transportskibe med henblik på at kunne blive sejlet for eksempel til et af de baltiske lande, hvis Nato efterspørger det. Så vil de kunne indgå i det forsvar af Nato's østlige flanke, som Danmark allerede bidrager til. Men som alle Nato-lande i øjeblikket overvejer om man har behov for at styrke,” siger forsvarschef Flemming Lentfer.

15 minutters varsel 

Samtidig styrker Forsvaret det nationale afvisningsberedskab ved at forberede sig på, at man i dagtimerne kan placere to F-16 kampfly på Bornholm, hvis det vurderes operativt nødvendigt. Det er tidligere sket, når der har været øget russisk flyaktivitet nær dansk luftrum.

Udstationeringen vil betyde, at flyene hurtigere kan komme ud i internationalt luftrum øst for Bornholm og afvise russiske fly. Der vil fortsat være to F-16 fly på beredskab døgnet rundt på Flyvestation Skrydstrup. De er klar til at gå på vingerne med 15 minutters varsel.

Eskorteret af fregat 

I marts skal op til 200 danske soldater fra Hæren sendes på en rutinemæssig øvelse i Baltikum, som har været planlagt længe før tingene begyndt at spidse til mellem Rusland og Vesten. Den tilspidsede situation betyder dog, at de skibe, som skal sejle soldaterne og deres udstyr til Baltikum, vil blive eskorteret af en dansk fregat.

Det øgede beredskab vil betyde, at Forsvarets opgaveløsning ved grænsen og bevogtning ved civile lokaliteter som blandt andet den jødiske synagoge i Krystalgade i København afvikles. Det er endnu uvist om politiet eller Hjemmeværnet skal overtage opgaverne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Bødskov

Erhvervsminister, MF (S)
BA i samfundsfag (Aalborg Uni. 1994)

Flemming Lentfer

Fhv. forsvarschef, general, forsvarsministerens militærfaglige rådgiver
Flyvevåbnets Officersskole (1985)

0:000:00