Tænketank: Frederiksen og Bramsens koncert-svipser slår streg under nedprioriteret udenrigspolitik

Udenrigs- og sikkerhedspolitik er ikke emner, der sælger billetter ved folketingsvalg. Den ene undersøgelse efter den anden viser, at det er nogen af de emner, som vælgerne – og derfor også politikerne – prioriteter lavest. Det er yderst sjældent, at vi i Danmark har valg, der handler om udenrigspolitik. 

Derfor fokuserer de fleste partier og statsministerkandidater på andre emner, og reelt set forbereder de sig ikke særligt meget på udenrigspolitikken. Men det er nok en fejl, som man bør indse på Christiansborg, kan koste dyrt, for udenrigspolitik bruges blandt andet til at måles ens statsmandsevner. 

I Danmark har vi fire faste punkter i vores udenrigspolitik: NATO, EU, FN og det nordiske – det går de store partier ind for, og det har formet dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik – og også økonomisk politisk siden 1950’erne. Derfor er de ikke de store udfordringer i emnet overfladisk set. Til gengæld kan området rumme kriser, som man på ingen måde selv kan styre i modsætning til en lang række indenrigspolitiske emner og kriser. Området er kæmpestort, og kræver særlig viden om alt fra terrorgrupper over alliancer i Asien til klimatiske forhold.

Regeringsmagten røg

Der er flere fælder i udenrigs- og sikkerhedspolitikken: Den er ikke vigtig politisk set ved valg, men kan udløse kriser eller vise manglende viden om i virkeligheden perifere ting, som kun specialister ved nok om. 

For de fleste politikere burde udenrigs- og sikkerhedspolitik tænde alle alarmlamper, og man burde investere langt mere i forståelse af områderne, da de tidligere har rummet store problemer for regeringer og politikere

Lars Bangert Struwe
Generalsekretær, Atlantsammenslutningen

Derved har man meget svært ved at inddæmme udenrigspolitiske kriser, da disse blandet andet foregår langt væk, og involverer mange forskellige aktører. Prøv blot selv at sammenligne en regerings muligheder i to så forskellige, men samtidige kriser, som krisen i Afghanistan og sygeplejerskekonflikten. 

Udenrigs-og sikkerhedspolitik fylder virkelig meget for småstaten Danmark, der skal manøvrer imellem stormagterne. For de fleste politikere burde udenrigs- og sikkerhedspolitik tænde alle alarmlamper, og man burde investere langt mere i forståelse af områderne, da de tidligere har rummet store problemer for regeringer og politikere. Området rummer så forskellige kriser som Muhammedkrisen, terror, Arktis, adskillige mindre kriser udløst af manglende konkret viden eller dårlige sprogkundskaber og senest Afghanistan evakueringen.  

Poul Schlüters regeringer måtte kæmpe med et sikkerhedspolitisk flertal, der kunne have kostet regeringsmagten, men Schlüter og hans udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen accepterede de næser de fik, når de gik imod flertallet i fodnotepolitikken. Imidlertid kostede datidens sikkerhedspolitik reelt set den socialdemokratiske leder Svend Auken muligheden for at forme en regering.

Da det alternative sikkerhedspolitiske flertal i april 1988 afkrævede at fremmede flådefartøjer skulle redegøre for, om de havde atomvåben ombord, så blev det for meget for regeringen Schlüter, og der blev udskrevet valg. Resultatet blev en ny regering, at det alternative sikkerhedspolitiske forsvandt, og at Svend Auken blev den store taber, der aldrig blev statsminister.

Muhammedkrisen i 2006 skyldtes noget, som mange danskere ikke forstod, satiretegninger, der udstillede profeten Mohamed. I Danmark gav det ikke meget røre, men det satte verden i brand og bragte terror til Danmark. Det kostede ikke regeringen Fogh livet, men det kostede massivt i tabte erhvervsindtægter og mange års problemer inden- og udenrigspolitisk. 

Mens musikken spiller, eskalerer krisen

Udenrigsminister og daværende formand for det konservative folkeparti Lene Espersen tillod sig at melde afbud til et møde i Arctic-Five i april 2010. Tidligere havde vi i Danmark ikke prioriteret Arktis nær så højt, som det skete i 2010’erne. I 2010 var Arktis ved at vokse i betydning, men udenrigsministre havde tidligere meldt afbud og overladt møderne til embedsmænd. Imidlertid udløste Espersens afbud en intern krise, og det kostede hende hendes politiske karriere. Udenrigspolitik blev her brugt til et internt opgør i Det Konservative Folkeparti, hvor nogen så chancen til at komme af med den populære partileder.

Villy Søvndal oplevede at blive gjort til grin med et udenrigspolitisk emne, og at hans engelsk blev brugt imod ham. Søvndal talte ved en demonstration i forbindelse med COP15 om, at ”The ice is melting on the poles”. Basalt set havde han ret, men denne og spørgsmålet om den amerikanske base Fort Bragg, som han havde fejllæst en artikel om, så han troede, at den var en hemmelig baser under den grønlandske indlandsis viser, at udenrigspolitiske spørgsmål hurtigt kan sende en ud i tovene – selv i bittesmå sager.

Problemet er nok, at vi som vælgere ikke prioriterer udenrigs- og sikkerhedspolitik særligt højt ved valgurnen

Lars Bangert Struwe
Generalsekretær, Atlantsammenslutningen

Der er rigeligt med kriser, der er koblet til udenrigspolitik og international ageren. Læseren kan selv fortsætte og tænke på Lars Løkke under COP-15 eller snakken om Nordsøoliefelterne, Oliekrisen i 1973, Covid-19, og nu senest Afghanistan, hvor det simpelt hen virker forkert, at man ikke sad ved krisebordet, men var ude og høre musik.

Problemet er nok, at vi som vælgere ikke prioriterer udenrigs- og sikkerhedspolitik særligt højt ved valgurnen, men vi ser vores politikere som statsmænd eller ej i forhold til, hvordan de agerer internationalt. Med andre ord bør enhver statsminister eller person med statsministerambitioner vægte udenrigspolitik langt højere, end man gør normalt.

Det bør man gøre i en kombination i at opbygge viden på området og sikre sig et bedre sprog. Det er ikke en magisk løsning, men et skridt på vejen. Ligeledes burde nutidens statsministre skabe sig et sikkerhedspolitisk råd, hvor de få uvildige råd, men det er en helt anden historie.