Tidligere chef i FE: Intet nyt fra forhandlingerne om Irans atomprogram er dårligt nyt

I mange forhold gælder det gamle mundheld, at intet nyt er godt nyt.

Sådan forholder det sig ikke i forhandlingerne om Irans atomprogram, der aktuelt foregår i Wien i Østrig. Her er det eneste positive, der kan siges om fraværet af nyheder, at forhandlingerne i det mindste ikke er brudt sammen. Risikoen for sammenbrud vokser dog, for hver dag der går, så intet nyt er reelt dårligt nyt.

I forbindelse med G7-mødet i Liverpool den 11. og 12. december udtalte de nyudnævnte udenrigsministre fra Storbritannien og Tyskland, Elizabeth Truss og Annalena Baerbock, at tiden var ved at rinde ud for Iran for at finde en løsning på atomforhandlingerne.

Tidligere har USA's udenrigsminister, Antony Blinken, blandt andet udtalt, at "landingsbanen for at finde en løsning bliver kortere, og at USA overvejer en Plan B".

De vestlige lande forsøger at lægge pres på Iran for at skabe kompromisvilje. Problemet er bare, at Vesten står betydeligt svagere i forhold til Iran end i 2015, da den oprindelige atomaftale blev indgået.

På bundlinjen er der nu mere pres på Vesten for at nå en aftale, end der er på Iran. Medmindre de vestlige udenrigsministre indser det faktum, kan det få katastrofale følger.

Ifølge Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) levede Iran op til atomaftalen fra 2015 til 2018. Alligevel trak USA's daværende præsident, Donald Trump, USA ud af aftalen i 2018 til fordel for den såkaldte maximum pressure-politik. 

Donald Trump fandt, at han ved at trække USA ud af aftalen, pålægge sanktioner og skærpe det militære pres (blandt andet med likvideringen af general Qasem Soleimani i Bagdad i januar 2020) ville have mulighed for at begrænse Irans stigende rolle i Mellemøsten. Trump ønskede blandt andet at presse Iran til at begrænse støtten til shiitiske militser i Irak, Syrien, Libanon og Yemen.

Desværre valgte Biden at fortsætte en forholdsvis kompromisløs linje med blandt andet sanktioner. Han greb ikke Trumps vildfarne boomerang, men lod den i stedet fortsætte på usikker kurs

Jacob Kaarsbo
Kommentarskribent

Sideløbende med Trumps politik har der fundet en skyggekrig sted, som efter alt at dømme bliver ført af Israel. Skyggekrigen har blandt andet omfattet likvideringer af ledere af atomprogrammet (blandt andet Mohsen Fakhrizadeh i december 2020) og atomfysikere samt talrige sabotageaktioner af de iranske atomanlæg. 

Maximum pressure har imidlertid virket modsat hensigten. Iran har mødt pres med pres, og deres allierede står nu stærkere i Irak, Syrien, Libanon og Yemen end i 2018.

Desuden har Iran flekset de militære muskler med missilangreb på USA's baser i Irak, droneangreb på olieindustrien i Saudi-Arabien og indgreb mod skibstrafikken i Golfen.

Iran brugte USA's udtræden af atomaftalen til at skrue op for centrifugerne.

I april i år besluttede Iran at berige helt op til 60 procent. Det er under de 90 procents berigning, der kræves til atomvåben, men alligevel et meget betydningsfuldt skridt.

Irans beholdning af beriget uran og nuklear know-how er vokset markant. Sabotageaktionerne har ganske vist taget nøglepersoner ud og ødelagt talrige installationer, men sabotage kan ikke udslette know-how. Aktionerne har derimod forstærket Irans vilje til at accelerere programmet.

Derfor står vi nu i en situation, hvor Irans såkaldte break out-tid (det vil sige den tid, som Iran har brug for, fra det måtte besluttes at udvikle atomvåben, til det står med våben) er væsentligt reduceret. 

Derudover har maximum pressure givet Iran påskud til at begrænse samarbejdet med IAEA. Den 14. december udtalte generaldirektør Rafael Grossi, at IAEA nu kun har "et uklart billede af Irans nukleare kapacitet".

I en analyse af den truende hårdknude omkring Irans atomprogram skrev jeg den 19. februar i Altinget, at det hastede for den nytilkomne Joe Biden-administration at finde en løsning.

Jeg tilføjede, at det ville blive sværere med tiden. Desværre valgte Biden at fortsætte en forholdsvis kompromisløs linje med blandt andet sanktioner. Han greb ikke Trumps vildfarne boomerang, men lod den i stedet fortsætte på usikker kurs. 

Nu står Vesten i en endnu sværere forhandlingssituation. Den iranske ledere ved godt, at de står stærkere i Mellemøsten, er tæt på at kunne lave atomvåben, og at IAEA ikke kan følge deres aktiviteter. Grundlæggende ønsker de fortsat en atomaftale for at få lettet de økonomiske sanktioner, men deres pris er højere nu.

Foruden egen styrke ser Teheran et alvorligt svækket USA. USA har haft over 100.000 soldater i to af Irans nabolande, Irak og Afghanistan.

I Irak er der nu blot 2.500 træningssoldater tilbage, mens USA's tumultariske exit fra Afghanistan har styrket Irans fornemmelse af triumf. Når Blinken taler om "Plan B", hvis forhandlingerne fejler, lyder det i Teheran som teatertorden.

Derfor er Teheran mødt op til forhandlingerne i Wien med nye krav. Det gælder ikke mindst, at USA skal sikre, at en ny præsident om tre år ikke blot genindfører sanktioner som Trump.

Det kan Biden-administrationen ikke garantere. Derfor er et af de iranske modkrav yderligere økonomiske incitamenter, end der var i den oprindelige aftale, og omkostninger til USA, hvis de hopper ud af aftalen. I modsat fald vil Iran hellere undvære en aftale.

Biden er også under pres på hjemmefronten. Det vil være forbundet med store politiske omkostninger at indgå aftale med Iran, som ikke bliver set som en forstærkning af 2015-aftalen. 

Det er derfor meget svært at se, hvordan forhandlerne i Wien kan nå et resultat, der kan sælges i både Teheran og Washington.

En aftale om atomprogrammet er den eneste holdbare måde at undgå et atombevæbnet Iran på

Jacob Kaarsbo
Kommentarskribent

For Iran vil det betyde, at de vil fortsætte med at opbygge deres atomkapacitet og styrke deres allierede i Mellemøsten. I den forstand er der intet nyt under solen for Iran.

Udfordringen for USA og Europa er at finde ud af, hvad vi så gør? Der tegner sig ikke attraktive løsninger. Det ligger fast, at uden en aftale vil Iran komme snublende tæt på at kunne bevæbne sig med atomvåben, hvis det beslutter det.

CIA-direktør Bill Burns slog ganske vist fast så sent som den 6. december, at CIA ikke vurderer, at Iran har besluttet sig for at gå efter atomvåben.

Alligevel ved vi, at Israels tærskel for, hvornår det føler sig presset til at indsætte et mere omfattende angreb på Irans atominstallationer, nærmer sig. Israel kan ikke vente, til landet har vished for, at Iran har besluttet sig. Så er det for sent at gribe ind. 

Vi ved ikke, hvordan Biden-administrationen stiller sig til de israelske angrebsplaner. Uanset hvad ligger det fast, at et omfattende angreb på Irans atomanlæg vil føre til en voldsom og givetvis katastrofal eskalation i det meste af Mellemøsten. Det vil endegyldigt nedskyde Bidens planer om at nedprioritere Mellemøsten.

Derfor vil et sammenbrud i forhandlingerne i Wien være Trumps uberegnelige boomerang, der med katastrofal kraft rammer både USA og Europa i nakken. Det er i givet fald svært at se, hvordan konflikt kan undgås.

Det bedste, som de amerikanske og europæiske beslutningstagere kan gøre, er at erkende, at de sidder med dårlige kort på hånden, og at en aftale om atomprogrammet er den eneste holdbare måde at undgå et atombevæbnet Iran på.