Uden USA er Vesten ingenting

Uanset, hvor meget danske politikere hopper og danser og vrider sig, så er her en uomtvistelig sandhed:

Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik er altid identisk med den politik, som den givne amerikanske præsident har:

I 1980’erne bakkede Schlüter-regeringen 100 procent op om Reagans kurs. Ingen svinkeærinder – trods Folketingets fodnoter. I 1990’erne støttede Nyrup-regeringen alt, hvad Clinton ønskede. I 2000’erne kalkerede Fogh-regeringen Bush. I 2010’erne var der ikke en millimeter mellem Løkke- og Thorning-regeringerne og Obama. Selv da Trump med alle sine vilde ideer kom til, bakkede først Løkke, siden Frederiksen, op om det hele.

Sådan er det!

Hvorfor? Det er der både en historisk, en idealistisk og en pragmatisk årsag til:

Historisk, fordi det var USA (og Storbritannien), der først befriede os fra nazismen og dernæst skabte NATO. Idealistisk, fordi de demokratiske værdier, som USA kæmpede for under Den Kolde Krig, var identiske med vores. Pragmatisk, fordi… ja, fordi de eneste, der kan hjælpe os, når lokummet brænder, er USA.

Alle, der ved noget om forsvars- og sikkerhedspolitik, anerkender de faktiske vilkår på de to områder. Uden USA er Vesten ingenting. Vi har ganske enkelt ikke – og her tænker jeg ikke kun på Danmark, men på hele Europa – det militær, der skal til for at klare os selv.

Europa blev impotent afsløret under Balkan-krigene i 1990’erne. Den serbiske leder Slobodan Milosevics folkemord i Kosovo krævede handling, men Europas ledere opdagede, at de intet – som i absolut intet – kunne gøre uden USA's ledelse. Det var et pinligt øjeblik.

Ham, der betaler for musikken, bestemmer, hvad der spilles.

David Trads
Kommentarskribent

Lærte Europa så af det?

Ja, men læren var ikke, at vi så måtte opbygge slagkraftige alternativer til Nato, men i stedet, at de europæiske lande accepterede tingenes tilstand. Vi ville simpelthen ikke gennemføre de investeringer, der skulle til for at kunne klare os selv – formentlig i størrelsesordenen to- til tredoblinger af vores militære udgifter.

Derfor blev Europas afhængighed af Amerika også udstillet i 2010’erne – først da oberst Gadaffi ville begå folkemord mod sin egen befolkning i Libyen, senere da Bashar al-Assad ville gasse sit folk i Syrien. I Libyen fik EU overbevist en meget nølende Obama til at tage teten. I Syrien afviste den amerikanske præsident. Vores afhængighed var udstillet.

I disse uger står det endnu engang mejslet i granit, at vi reelt ingen selvstændig forsvars- og sikkerhedspolitik besidder. Det er USA’s Biden, der ene og alene beslutter, hvordan Vesten trækker sig fra Afghanistan. Ham, der betaler for musikken, bestemmer, hvad der spilles.

I kølvandet på, hvad der roligt kan betegnes som en fiaskoplaget Afghanistan-exit, råber mange europæiske og danske politikere op om, at nu må tiden være inde til, at vi i Europa tager et hidtil uset ansvar. Pompøst tales der om en Europa-hær – uden USA's styring.

Vi kan ikke længere være sikre på USA’s engagement i hverken Europas konkrete forsvar eller i den globale kamp mod terror og for menneskerettigheder, lyder det. Det er naturligvis bragesnak, for ingen er villig til at bruge den slags midler på militæret, der er påkrævet, hvis Europa virkelig skal have styrken til – uden om USA – at gå i krig.

Det er entydigt i Europas og i den grad i Danmarks interesse at sikre en så stærk alliance med USA som overhovedet muligt. Det er umuligt at se nogen bedre alliance. Ingen siger, at USA er perfekte. Slet ikke. Men… hvem tror på, at vi vil stå stærkere i alliance med noget andet land? Hvem tror, at verden vil blive bedre med et svækket og splittet Vesten? Vi skal spille sammen med USA, og vi skal - som altid - forsøge at trække dem i vores retning.

Mens Danmark reelt ikke har nogen selvstændig forsvars- og sikkerhedspolitik, har vi nemlig reelt manøvrerum på den bredere udenrigs- og udviklingspolitiske bane. Her kan vi især udnytte vores i global sammenhæng endog meget stærke position som en sympatisk ’soft power’ til at kæmpe for menneskerettigheder.

Men, som Teddy Roosevelt, USA's præsident fra 1901 til 1909, berømt sagde, så er forudsætningen for kunne ’speak softly’, at man ’carry a big stick.’ Danmarks styrke som blød magt er defineret af den hårde magt, som USA giver os. Sådan er det også.