USA har skånet islamisternes sponsorer

Mens USA har kæmpet mod Taliban i Afghanistan, har amerikanerne set gennem fingre med islamisternes helle i Pakistan. Samme mønster ses i Mellemøsten, hvor USA svigtede Vestens eneste loyale allierede.

Placeholder image
Tilbage til det syvende århundrede: Mullaherne fra Taliban er igen dem, der bestemmer, hvordan afghanske unge og kvinder skal leve deres liv.  Foto: Javed Tanveer/AFP/Ritzau Scanpix

Download foto i høj opløsning

Født 1958, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole 1990.

Journalist og politisk kommentator på Altinget : christiansborg.

Journalist på B.T.s Christiansborg-redaktion 1993-2002.

Udgav i 2002 bogen "Det frontale kultursammenstød".

Udgav i 2003 "Fyrsten - et portræt af Mogens Lykketoft," og i 2005 en politisk biografi om Marianne Jelved.

Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I den kendte HBO-serie Homeland er der en ikonisk scene, hvor efterretningsofficeren Quinn bliver spurgt, om den amerikanske strategi mod Islamisk Stat nu også virker: 

”What strategy?”, spørger Quinn, “We don’t have a strategy. They have a strategy.”

Efter kollapset I Afghanistan er netop det spørgsmål nærliggende at stille.

For de seneste års amerikansk tilbagetrækning fra først det nordlige Syrien og nu Afghanistan tyder ikke på en overordnet strategi i kampen mod den militante islamisme, der angreb USA 11. september. Snarere på nogle kortsigtede indenrigspolitiske hensyn, der lader hånt om USA’s troværdighed som partner.

Al-Qaida aldrig knust
Efter terrorangrebet mod tvillingetårnene proklamerede præsident Georg W. Bush, at man nu ”enten er med os eller imod os.” Men det var en sandhed med modifikationer.

De fleste flykaprere havde saudiarabisk baggrund, men det blev aldrig undersøgt til bunds, om elementer i det saudiarabiske regime var involveret i angrebet. Og selvom USA – med loyal støtte fra NATO-allierede som Danmark – hurtigt fik indtaget Afghanistan, blev hverken Taliban eller deres allierede fra terrororganisationen al-Qaida knust.

Taliban fandt et fristed i Pakistan, hvor landets efterretningstjeneste allerede i 90’erne havde sponsoreret de ekstreme islamister – og hvorfra de efterfølgende kunne genoptage deres krig mod USA. Det samme gjorde al-Qaida-lederen Osama Bin Laden, der først i 2011 blev opsporeret og dræbt af amerikanerne i hans pakistanske skjulested.

På trods af det har USA fortsat med at give flere milliarder i sikkerhedsbistand til Pakistan gennem størstedelen af tiden siden 2001.

America first
Afghanistan er omkranset af lande, der generelt er Taliban fjendtlig stemt: Iran, Turkmenistan, Usbekistan, Tadsjikistan og Kina. Den store undtagelse er Pakistan. Derfor er det den almindelige vurdering, at Taliban aldrig havde haft en chance for et comeback uden et helle i Pakistan. Men fordi Pakistan ses som en vigtig strategisk brik, har USA ikke sat tommelskruerne på. 

Resultatet har været en langvarig krig, som USA ensidigt besluttede sig for at trække sig fra uden først at konsultere sine allierede. En beslutning, der først blev truffet af Trump, men siden effektueret af præsident Biden, der her forsætter forgængerens ”America first”-politik.  

Svigtede kurderne
Heller ikke i Mellemøsten har den amerikanske politik været præget af en konsekvent strategi for at kappe islamisternes fødekæder over.

I Syrien blev Islamisk Stat ganske vist nedkæmpet effektivt med en kombination af amerikanske luftbombardementer og kurdiske tropper på jorden. De kurdiske militser er nogle af de eneste i Mellemøsten, der er effektive, har en sekulær tilgang og en vis grad af ligeberettigelse mellem kvinder og mænd. Kurderne var så ubetinget Vestens bedste allierede i kampen mod det kalifat, der gjorde halshugninger til underholdning på nettet.

Alligevel blev kurderne overladt til deres ærkefjende, Tyrkiets præsident Erdogan, der i 2019 invaderede de kurdiske områder i Nord-Syrien. Det skete umiddelbart efter, amerikanerne havde bøjet sig for Tyrkiet og trukket deres tropper ud af  området.

Erdogan har drejet Tyrkiet i islamistisk retning, og Tyrkiet er blevet beskyldt for at have tilladt Islamisk Stat at føre forsyninger ind den vej. Golfstaten Qatar mistænkes også for at have støttet Islamisk Stat. Men hverken Qatar eller Tyrkiet er blevet mødt af amerikanske sanktioner.

Upålidelig allieret
Sammenholder man de to vigtigste krigsskuepladser mod den islamistiske terror, tegner der sig et mønster:

USA går meget sjældent til stålet over for dem, der giver islamisterne logistisk og materiel støtte. Til gengæld er USA er blevet en upålidelig allieret for de lokale progressive kræfter, der involverer sig på Vestens side.

Taberne er i første omgang kurderne i Syrien og Afghanistans kvinder. Men det enorme tab af troværdighed kan også blive dyrt for amerikanerne, der med flugten fra Afghanistan har leveret opskriften på at vinde over USA: Man skal bare blive ved.   

Afrika næste brændpunkt   
De europæiske NATO-allierede må nu overveje i hvilket omfang, de stadig har interesser til fælles med USA. For der er sket en forskydning af amerikanernes prioriteter.

Amerikanerne vil efter alt at dømme fokusere på Kina som altoverskyggende modstander, men sådan ser det ikke ud fra europæisk side.

Her er ukontrollable flygtninge- og migrantstrømme blandt de største trusler, og det er trusler, der til en vis grad hænger sammen med kampen mod islamisterne.

Således er den danske regering meget bekymret over udviklingen på det afrikanske kontinent, hvor der i lande som Mali, Nigeria og Somalia er islamistiske oprør. De kan få et boost af islamisternes sejr i Afghanistan. Meget tyder på, at Europa kan imødese migrantstrømme og en øget terrortrussel. 

Det bliver Europa nødt til at reagere på. Men meget tyder på, at Europa kommer til at føre den kamp uden synderlig hjælp fra USA. 


    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser