USA var aldrig i stand til at skabe ro og orden i Afghanistan

"Jeg går ud fra, at det, De siger, er en beslutning?," spurgte forsvarschef, general Mark Milley, præsident Joe Biden.

Præsidenten havde netop fortalt general Milley og forsvarsminister Llyod Austin, at USA skulle trække sine sidste styrker ud af Afghanistan inden 11. september 2021.

Præsident Biden kunne bekræfte, at det var en beslutning. General Milley havde ikke andet valg end at gøre honnør og udføre ordren om at trække de amerikanske soldater hjem fra en krig, som har stået på i 20 år. Krigen er slut.

Som vicepræsident havde Biden deltaget i Barack Obama-administrationens analyse af, om USA skulle trække sig ud af Afghanistan. Præsident Obama tilrettelagde den analyse, som om han stadig var juraprofessor med workshops, rapporter og lange diskussioner, der gjorde et spørgsmål, der dybest kunne besvares med et ja eller et nej, til et problem, der var så komplekst, at svaret kun kunne blive det "ja, men", som Obama endte med at offentliggøre i en tale på West Point 1. december 2009.

Det amerikanske militær er ikke anderledes end alle andre organisationer

Mikkel Vedby Rasmussen
Kommentarskribent

Præsident Obama forklarede, at tropperne skulle trækkes ud, men først efter at der blev sendt flere styrker til Afghanistan for at vride en sejr ud af det nederlag, som ellers stod skrevet i den stenede afghanske jord.

Generel David Petraeus, som i høj grad var arkitekten bag denne "surge", sagde dengang, at generalernes rolle var at give præsidenten råd og derefter gøre stramt honnør, når præsidenten havde taget beslutningen.

Det var vist mest i teorien. I praksis brugte Petraeus og hans kollegaer de endeløse diskussioner med præsident Obama til at stille de strategiske valg om Afghanistan op på en måde, hvor Obama ikke kunne træffe anden beslutning end at blive og se tiden an.

Efter at have oplevet den beslutningsproces på frustrerende nært hold som vicepræsident foretrak Biden denne gang at gå direkte til honnøren.

Som Biden sagde, da han 14. april talte til den amerikanske befolkning for at bekendtgøre sin beslutning om tilbagetrækning, så var alle enige om, at amerikanske soldater skulle hjem fra Afghanistan en dag, men ingen ville tage ansvaret for at sige, at de skulle hjem nu.

Det ansvar tog Biden på sig. Faktisk forlængede Biden de amerikanske styrkers tilstedeværelse i Afghanistan med tre til fires måneder længere end den 1. maj-deadline, som forhenværende præsident Donald Trump havde sat.

Men som alle andre Trump-beslutninger var hans tilbagetrækning fra Afghanistan til forhandling, og det amerikanske forsvar havde tydeligvis tænkt sig at overtale Trump eller hans efterfølger til at beholde en beskeden styrke i Afghanistan.

Det var det tovtrækkeri, som Biden satte en stopper for med en deadline, som var realistisk nok til at få soldaterne og deres grej ud, men kort nok til, at han ikke skulle genforhandle beslutningen engang i fremtiden.

Når de amerikanske styrker forlader Afghanistan i september, vil det være Taleban, som dikterer fredsbetingelserne for regeringen i Kabul

Mikkel Vedby Rasmussen
Kommentarskribent

Det amerikanske militær er ikke anderledes end alle andre organisationer – det kan godt lide at fortsætte med, hvad det plejer at gøre. Jo, længere USA og dets allierede var i Afghanistan, jo sværere blev det at trække sig tilbage. At krigen har kostet 3.596 amerikanske og Nato-soldater livet, herunder 43 danskere, og at i alt er 100.000 afghanere døde som følge af krigen siden 2009, blev væk i det regnestykke.

For skulle regningen på Afghanistan gøres op, så måtte militæret sande, at efter den spektakulært succesrige invasion af Afghanistan i efteråret 2001 og den efterfølgende sejr over al-Qaeda og Taleban i 2002, så var felttoget i Afghanistan gået i stå.

USA og dets allierede var aldrig i stand til at skabe ro og orden i landet. Og jo mere de prøvede, jo mere skabte de grobund for Talebans genopståen.

Når de amerikanske styrker forlader Afghanistan i september, vil det være Taleban, som dikterer fredsbetingelserne for regeringen i Kabul. Om det ender med en forhandlet løsning eller en opblussen af borgerkrigen, må tiden vise, men USA vil have meget lidt at skulle have sagt i den proces, når alle ved, at de er ved at pakke kufferterne.

Det er sådan, et militært nederlag ser ud, når en supermagt er stærk nok til selv at beslutte, hvornår den vil give op, men ikke villig til at betale prisen for at vinde.