Debat

V og K: Øget forsvarsbudget skal give vækst og arbejdspladser

DEBAT: Øgede investeringer i forsvaret kan både give sikkerhedspolitisk gevinst og understøtte den danske forsvarsindustri. Det kræver bare politisk vilje, skriver forsvarsordførerne fra Venstre og Konservative. 

Danmark skal snart investere i nye skibe til Forsvaret. Det er oplagt, at der købes dansk skibsdesign, skriver Lars Christian Lilleholt (V) og Niels Flemming Hansen (K). 
Danmark skal snart investere i nye skibe til Forsvaret. Det er oplagt, at der købes dansk skibsdesign, skriver Lars Christian Lilleholt (V) og Niels Flemming Hansen (K). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Christian Lilleholt (V) og Niels Flemming Hansen (K)
Forsvarsordførere

Danmarks sikkerhed har ikke været mere udfordret siden Berlinmurens fald.

Trods Vestens forsøg på fredelig sameksistens med Rusland demonstrerer præsident Vladimir Putin med umisforståelig kynisme, at det ikke bliver, så længe han og cirklen omkring ham sidder i Kreml.

Samtidig søger et stadig mere selvsikkert Kina vedholdende at fremme en verdensorden, som er i grundlæggende uoverensstemmelse med Danmarks interesser og vores demokratiske værdier. Sydfra oplever vi et vedvarende migrationspres på Europa. Udfordringerne er til at få øje på. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Derfor var det rigtigt, da vi i VLAK-regeringen prioriterede at investere massivt i vores alles sikkerhed. Vi løftede forsvarsbudgettet med 13 milliarder kroner i perioden frem til 2023. Og vi kan allerede nu se, at vi kommer til at tilføre Forsvaret yderligere midler i næste forsvarsforlig.

Verdensmestre i at designe skibe
Når vi investerer så mange penge i Forsvaret, siger det sig selv, at en stor del går til indkøb af nyt militært isenkram.

Vi vender ikke det blinde øje til de sikkerhedspolitiske udfordringer. Vi vil øge forsvarsinvesteringerne, og vi insisterer på, at det sker på en måde, så det styrker væksten i den danske forsvarsindustri, når der er danske erhvervsmæssige styrkepositioner at forsvare

Lars Christian Lilleholt (V) og Niels Flemming Hansen (K)
Forsvarsordførere

Ofte hos udenlandske leverandører, hvilket indirekte kommer danske virksomheder til gode; Danmarks nye kampfly bliver ikke bygget i Danmark, men danske virksomheder leverer delkomponenter til produktionen, og de danske infanterikampkøretøjer blev delvist samlet i Danmark, hvor danske virksomheder får gavn af anskaffelsen via den såkaldte "modkøbs-ordning". 

På et punkt kan vi til gengæld noget helt særligt i Danmark: Vi er verdensmestre i at designe skibe. Og Forsvaret skal i de kommende år anskaffe en række nye skibe.

På den korte bane skal der designes nye skibe til afløsning af de aldrende miljøskibe. Her skal vi tænke smart og investere i et fleksibelt skibsdesign, der som en schweizerkniv kan løse både havmiljøopgaven og fungere som militært patruljeskib.

Også når vi på lidt længere sigt skal købe nye arktiske skibe til erstatning for de nuværende arktiske patruljeskibe af Thetis-klassen, er det grundlæggende i Danmarks nationale sikkerhedsinteresse, at vi kan forlade os på en velfungerende forsvarsindustri til at levere på de særlige nationale krav, som det giver for Danmark både at skulle kunne foretage sømilitære operationer i Østersøen, i de indre danske farvande og ved Grønland og Færøerne.

Kræver politisk vilje
Det forudsætter, at vi fra politisk side er parate til både at træffe det valg, at vi ønsker at anskaffe dansk designede og udrustede skibe, og at vi er parate til at finde den økonomi, som det kræver.

Hvis vi gør det, kan vi med de øgede investeringer i dansk forsvar være med til at understøtte en innovativ forsvarsindustri med et kæmpe eksportpotentiale. 

Vi vender ikke det blinde øje til de sikkerhedspolitiske udfordringer. Vi vil øge forsvarsinvesteringerne, og vi insisterer på, at det sker på en måde, så det styrker væksten i den danske forsvarsindustri, når der er danske erhvervsmæssige styrkepositioner at forsvare.

Til gavn for både Danmarks sikkerhed og for danske arbejdspladser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Christian Lilleholt

MF (V), fhv. energi-, forsynings- og klimaminister
journalist (DJH 1993)

Niels Flemming Hansen

MF (K)
hh (Kolding Købmandsskole 1996)

0:000:00