Vedby: Kan internationalt samarbejde stadig skabe fred?

KLUMME: 100 år efter afslutningen på Første Verdenskrig er spørgsmålet, om internationalt samarbejde blot er en besværgelse, eller om det stadig har kraften til skabe fred i stedet for konflikt, skriver Mikkel Vedby Rasmussen. 

Af Mikkel Vedby Rasmussen
Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

På den ellevte time på den ellevte dag i den ellevte måned.

Sig det med rytme, og det lyder som en magisk besværgelse. Det var det på sin vis også for generalerne og admiralerne, som i en jernbanevogn i Compiègne underskrev aftalen om at afslutte krigshandlingerne i Første Verdenskrig på det tidspunkt i 1918. Hundrede år senere er spørgsmålet, om internationalt samarbejde blot er en besværgelse, eller om det stadig har kraften til skabe fred i stedet for konflikt.

De allieredes artilleri fortsatte med at beskyde de tyske stillinger frem til klokken 11. Faktisk affyrede de amerikanske batterier den sidste granat præcist 10:57:30, således at den ville lande på tyske stillinger omkring Verdun sekunderne før klokken slog 11. 2.738 mænd blev dræbt op til klokken 11 11. november 1918. De var de sidste tab i en krig, som kostede ti millioner soldater livet ved fronten og omkring otte millioner civile bag fronten. De vestlige statsledere gik til fredsslutningen på samme måde, som deres artillerister – det gjaldt om at sikre sig en fordelagtig position, hvis kampen skulle startes forfra.

Efter våbenstilstanden forhandlede sejrherrerne en fredstraktat i Paris, som en tysk delegation blev hentet til Versailles for at underskrive i juni 1919. På vejen gennem det sønderbombede Nordfrankrig sagtnede delegationens tog farten, så tyskerne tydeligt kunne se de ødelæggelser, som de forventedes at betale for, blandt andet med krigsskadeserstatning på 132 milliarder mark.

Versaillestraktaten slog fast, at grænser skulle trækkes efter nationalt tilhørsforhold, og opløste dermed det østrig-ungarske imperium i en række nationalstater, genskabte Polen og gav folkene i Alsace-Lorraine og Sønderjylland mulighed for at komme hjem. I troen på, at det ville skabe stabile grænser, var det planen, at disse nye nationer skulle samarbejde i Folkeforbundet.

Fredsslutningen efter Første Verdenskrig var således på den ene side formet af ønsket om at holde tyskerne nede og på den anden side af en idealisering af nationalisme som en fredelig kraft i international politik. Det tog ikke lang tid, før tyskerne formåede at kombinere de to ideer til deres egen fordel med kravet om, at tyskere i Østrig eller i Tjekkoslovakiet skulle gøres til en del af et samlet, nationalt Tyskland.

Folkeforbundet var ude af stand til at stille noget op overfor denne strategiske udnyttelse af idéerne om national selvbestemmelse, fordi forbundet var så opslugt af abstrakte diskussioner om fred og samhørighed, at det ikke evnede at adressere de konkrete udfordringer. Resultatet var Anden Verdenskrig.

Fredsslutningen efter Anden Verdenskrig blev formuleret på baggrund af, hvad man mente var læren af Versailles: Man skulle integrere, ikke ekskludere, Tyskland, Italien og Japan, og FN afløste Folkebundet for at skabe et mere konkret internationalt fællesskab.

I dag er begge præmisser udfordret. Vi taler mest om, hvordan USA under Donald Trump har udfordret de internationale institutioner – både handelsinstitutionerne, Nato og FN, men måske er den største udfordring, at Trumps tilgang til internationale institutioner er den, som længe har dikteret politikken i Beijing, Moskva, Teheran og andre hovedstæder, hvor internationale aftaler bliver set som et figenblad for egne interesser, og internationale institutioner et sted, hvor man kan handle sig til en fordel.

Mens stormagterne forhandler sig frem til en ny verdensorden, bliver FN’s ambitioner større og større. Det er senest kommet til udtryk i en række verdensmål, som oplister det ene prisværdige mål  efter det andet uden rigtigt at forholde sig til, at FN – med enkelte undtagelser – ikke kan gøre meget andet end at krydse af på en liste, om målet er nået eller ej. Det kunne måske tjene et formål i sig selv sådan at føre optegnelser over indsatsen for at gøre verden til et bedre sted, hvis ikke FN i sit menneskerettighedsråd har lande som Saudi-Arabien til at skulle holde øje med, hvordan medlemslandene lever op til menneskerettighederne.

Verdensmålene står således i vejen for at se, at verdens nationer har færre og færre fælles mål. De gør fred og udvikling til et teknokratisk problem i stedet for at erkende den politiske uenighed, der reelt er om, hvordan fremtidens verden skal se ud. For den nationalisme, som Første Verdenskrig slap løs, er tilbage. Når afstanden mellem verden, som den er, og verden, som man taler om den i FN og andre globale organisationer, bliver for stor, holder organisationerne op med at have relevans for de faktiske problemer, vi står overfor, og så mister de deres autoritet. Det er ikke kun FN, som har det problem. Nato og EU oplever det samme.

Den 11. november klokken 11 holder man 2 minutters stilhed i mange hovedstæder til minde om krigen og dens faldne; det er værd at bruge de 2 minutter på også at tænke på, hvordan vi kan se fremtidens udfordringer i øjnene med den realisme, som kommer af at lære af fortiden.

Forrige artikel Vedby: Vi får ikke det bedste forsvar ved at fokusere på en bestemt procentsats Vedby: Vi får ikke det bedste forsvar ved at fokusere på en bestemt procentsats
  • Anmeld

    Krister Meyersahm

    Fratag politikerne angrebsretten.

    Det er aldrig folket, folkene, der starter krige, det er politikere. Jeg er derfor af den opfattelse, at vi her i Danmark skal vise vejen og ændre Grundlovens § 19. Lad os fratage folketinget retten til at sende danske styrker på krigstogter på fremmed territorium, med mindre, vi eller vore allierede er angrebet først, vel at mærke, af regulære styrker – ikke af kriminelle terrorister. Med en sådan begrænsning af politikernes uindskrænkede ret i spørgsmålet viser vi vejen og sætter en folkelig bevægelse i gang - over hele kloden.

    Den eller de politikere der tager et sådant initiativ vil vinde vælgernes gunst og være kandidater til alverdens fredspriser.

  • Anmeld

    Bent Hansen · specialarbejder emeritus

    ikke befolkningen?

    ”Fratag politikerne angrebsretten”
    Hvem skal så have den? ’Folket’?
    Hvor skal jeg gemme mig??? – mage til tåbesnak har jeg ikke hørt længe.
    Hvor er det snakken om hævn og revanche holder sig længst? - Hos det dét ’folk’ som det ekstreme højre og venstre fint kan enes om, skulle være det sande, det rigtige. Og hvis ’folket’ får lov til at bestemme, vil al krig og ufordragelighed forsvinde som morgendug i juli.
    Tag til Storbritannien og se hvorledes våbenstilstanden 1918 mindes: Én ting er, at soldater og politikere samles og mindes dé, der døde.
    Men næste generation står klar:
    https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10215932590459836&set=a.10202255621664164&type=3&theater
    ’Bare rolig min pige – der også plads på tavlen til dit navn’

  • Anmeld

    Krister Meyersahm

    Bent Hansen

    Hvem skal så have den, angrebsretten, spørger du. Ingen skal have lov til at angribe andre lande. Alle har naturligvis ret til at forsvare sig.

  • Anmeld

    Christian X

    Kontrasten mellem idealernes illusioner

    og konkrete ubalancer, konflikter og fremtidige tsunamier af alvorlige problemer med klima, tab af biodiversitet, resurse knapheder og migration skyldes, at FN og EU er hæmmet af det ideologiske vraggods, de blev skabt i:


    https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE10996510/vi-lever-i-en-verden-uden-bremseklodser/

  • Anmeld

    Ole Damsgård Gisselmann · Cand.scient.pol

    Rigtig god analyse

    Jeg synes, det er en rigtig god analyse professoren kommer med. Det skyldes jo nok, at jeg er helt enig i hans betragtninger.

  • Anmeld

    J.Larsen

    når man...

    Når man ikke husker sin historie er man dømt til at gentage den, siges der og der er noget om snakken. Man fik en advarsel da Folkeforbundet gik hen og blev betydningsløst, det er nu lykkedes at reducere FN til det samme, en tandløst tiger. Man kan ikke sige man ikke er levet advaret, den evige konflikt i Mellemøsten burde have fået det store lande til at blive enige og at sætte en fælles kurs, det har de ikke og i det tomrum som der derved kom har man nu fået en "spiller" som spiller med en helt anden dagsorden, nemlig OIC. Da denne organisation blev stoppet af NGOér ved Durban i & II, gjorde man det stjerneklart at man fra da af, ville søge at overtage FN, ved at sætte sig på alle betydende udvalg og dét har man gjort. Som skribenten bemærker, så virker det søgt, at Saudi - Arabien skal være formandsland for beskyttelsen af menneskerettigheder, rettigheder de end ikke selv har skrevet under på. Ved at agere på denne måde fjerner man grundlaget for sin egen troværdighed. Det som er det afgørende er at man skal have fokene med sig og man kan ikke fra et fjernt kontor, med et pennestrøg, fjerne nationer fra landkortet pga af en sjov ide. At se på nationalisme som noget negativt er en fejl af de helt store, man får INTET ud af at tro at hele verden er een stor smeltedigel og vi alle er eet folk, det sker ikke, som i aldrig. Indser man ikke dette vil raget der kommer, blive så meget desto større.. så enkelt er det. Ellers en rigtig god artikel.

  • Anmeld

    Allan Gorm Larsen · Pensionist

    Fred?.

    Der bliver spurgt hvordan vi i fremtiden sikrer verdensfreden.
    Jeg har ingen patent recept, men jeg tror absolut ikke at den kan sikres med, f.eks. et "grænseløst Europa" som i øjeblikket er EUs hedeste drøm. Tværtimod.
    EU har tydeligt vist hvad manglende grænsebevogtning indebærer. Det så vi tydeligt i 2015, da tusinder og atter tusinder af migranter invaderede Europa. Med de fatale følger vi ser i dag.
    EU er bestemt ingen fredsfaktor. Jeg tror godt nok , trods alt, at vi skal sætte vores lid til atlantpagten.