Kommentar af 
Mikkel Vedby Rasmussen

Vedby: Vi får ikke det bedste forsvar ved at fokusere på en bestemt procentsats

ANALYSE: Når generaler og statsledere bliver revisorer i stedet for strateger, drukner diskussionen om Rusland, Storbritanniens rolle efter Brexit og de nye teknologiske udfordringer, skriver Mikkel Vedby Rasmussen. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mikkel Vedby Rasmussen
Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

Fakta
Hver måned giver Mikkel Vedby Rasmussen Altingets læsere indblik i en verdensorden i opbrud.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

I Bruxelles holder man ferie i august, og derfor har danske Europa-diplomater det utaknemlige job i juli at finde nogen i København, som vil tage sig af, hvad der sker i Nato og i EU. En måned senere – i august – er opgaven den omvendte: at finde nogen i Nato og i EU, som vil tage sig af, hvad der sker i København.

Men i år vil de danske diplomater i Nato få hjælp af selveste USA’s præsident med at få budskabet til at trænge igennem grillrøgen over de nordsjællandske haver – for der er Nato-topmøde i Bruxelles 11.-12. juli.

Det topmøde burde være en triumf for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans udenrigs- og forsvarsminister. Danmark har endelig sat forsvarsbudgettet op – det skete ganske vist, efter at stort set alle andre i Nato havde gjort det, men til gengæld fulgte regeringen Natos råd om, hvad vi burde investere i, til punkt og prikke, hvilket kun burde bekræfte indtrykket i Washington af, at Danmark tager det nye trusselsbillede alvorligt.

USA bruger selve størrelsen på forsvarsbudgettet til at afskrække potentielle modstandere, men for Danmark eller Tyskland kan størrelsen på budgettet aldrig være et mål i sig selv.

Mikkel Vedby Rasmussen
Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

Men regeringen går til sommerferien som en studerende, der skal til reeksamen efter ferien. For amerikanerne er fokuseret på forsvarsbudgettets størrelse i procent af BNP, og Danmark vil ikke med det nuværende budget nå op på de magiske to procent – og da slet ikke på de fire procent, som Trump luftede som det måltal, som det virkelig ville give guldstjerner at nå.

Hvordan forklarer regeringen, at man bruger milliarder på forsvaret og så ikke engang får ros af Nato? Hvorfor så ikke bare bruge pengene på skoler og til at grave elkabler ned i Jylland?

Ens indsats virker ligegyldig, ja, måske endda lidt stakkels, når den bliver vejet og fundet for let. Måske kunne udenrigs- og forsvarsministeren prøve at dele denne oplevelse af at være en del af et testregime med undervisningsministeren. Det kan være, at hun så bedre kan sætte sig ind i, hvor håbløse test er som styringsredskab i folkeskolen.

Men det må vente til efter ferien, for udenrigs- og forsvarsministeren har travlt med at tale deres nationale tests op, blandt andet ved begge at besøge deres amerikanske kollegaer 25. maj. Hvilket i sig selv er et krisetegn; hvis de to ministerier kan dele rampelyset ved et ministerbesøg i Washington, så ved man, at det virkelig brænder på.

Natos nationale tests har det samme problem som tests i folkeskolen: De fjerner fokus fra, hvad man vil opnå, til hvad man kan måle. Trumps fokus på budgetterne har på den måde gjort mere skade end gavn. Uanset hvad præsidenten tweeter, så var budgetterne på vej op, før han kom til, for truslen fra Rusland var til syvende og sidst langt mere motiverende end kritik fra Washington.

Samtidig afsætter EU milliarder til forskning i nye sikkerheds- og militærteknologier, således at Europa kan følge med i den militærteknologiske revolution med blandt andet robotter og kunstig intelligens, som foregår i disse år.

Men selv med Europas største økonomi, kommer det tyske budget ifølge det nye tyske finanslovsforslag ikke op på mere end 1,19 procent af BNP i 2022. Dermed vil tyskerne have en lavere testscore end Danmark, men tyskerne vil immervæk stadig købe forsvar for 45 milliarder euro. Det afgørende er, hvordan de penge bedst anvendes til at skabe sikkerhed.

Det er langt mere interessant, hvordan Danmark kan bidrage til for eksempel Natos cyberstrategi med de 1,3 milliarder kroner, der er afsat til cyber i forsvarsforliget, end hvorvidt der burde have været afsat 6 milliarder for at nå den rigtige procentsats.

USA bruger selve størrelsen på forsvarsbudgettet til at afskrække potentielle modstandere, men for Danmark eller Tyskland kan størrelsen på budgettet aldrig være et mål i sig selv. Ved at diskutere procenter bliver diskussionen om Rusland, Storbritanniens rolle i europæisk forsvarssamarbejde efter Brexit og nye teknologiske udfordringer væk i en debat, hvor generaler og statsledere bliver revisorer i stedet for strateger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mikkel Vedby Rasmussen

Professor og dekan, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1997), MSc International Relations (London School of Economics 1995), ph.d. (Københavns Uni. 2000)

0:000:00