Brian Mikkelsen om cirkulær økonomi: Det er en win-win

ANBEFALINGER: De 27 nye anbefalinger til regeringen om cirkulær økonomi blev fremlagt onsdag. Erhvervsministeren ser stort potentiale og kalder konceptet en win-win for dansk økonomi.  

Placeholder image
Formanden for Advisory Board, Flemming Besenbacher, overrækker her de 27 anbefalinger til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V). Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

"Her har vi jo et dobbelt win. Vi har et win i forhold til vores forpligtelser for vores miljø, klima og hele vores planet. Men med min kasket som erhvervsminister må jeg også sige, at vi kan få nogle nye konkurrencefordele."

Sådan sagde erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), da han i dag modtog de 27 nye anbefalinger til cirkulær økonomi

Det foregik på Carlsberg Museet i København, hvor Flemming Besenbacher, der er formand i regeringens 'advisory board' og bestyrelsesformand i Carlsberg Group, overrakte anbefalingerne til både erhvervsministeren og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Ambitiøse mål
Formanden fremlagde her resultaterne af det sidste halve års arbejde i regeringens såkaldte 'advisory board'.

Og han ville ikke lægge skjul på, at det er ambitiøse mål, advisory boardet fremlægger:

“Lad os sætte nogle ambitiøse mål, og lad os se, om vi kan komme derhen. Danmark har tidligere sat ambitiøse mål i den grønne omstilling, og dem er vi lykkedes med. I dag har vi et kæmpe eksportpotentiale. Jeg tror, at vi her har en ny vækstmulighed for dansk økonomi," sagde Flemming Besenbacher. 

Med anbefalingerne lægger 'advisory boardet' blandt andet op til, at der skal være 80 procents materialegenanvendelse i 2030. Regeringens officielle mål er 60 procent. 

Regeringens 'advisory board' blev grundlagt i november 2016 og består foruden formand Flemming Besenbacher af elleve andre erhvervsledere med viden om cirkulær økonomi. 

Danmark er idéelt
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) var også glad for de nye anbefalinger. Han ser Danmark som det ideelle sted at udvikle de nye produktions- og forbrugsmønstre:

“Ikke alene er det good sense at få mere cirkulær økonomi. Det er også en moralsk forpligtelse. Vi er et land med ressourcer og intelligens. Vi har tætte forbindelser mellem erhvervsliv og det offentlige, og vi kan vise verden, hvordan man laver bedre ressourceanvendelse,” sagde Esben Lunde Larsen. 

Den betragtning var Brian Mikkelsen enig i. Han mente, at der var visse ligheder mellem den danske eksportsucces på vedvarende energi og den kommende omstilling til cirkulær økonomi:

"Vi har et godt udgangspunkt. Vi er front-runnere på det grønne område. Det globale fokus på grøn energi har betydet, at Danmark hvert år eksporterer grønne energiløsninger for 40 milliarder kroner. På samme måde skal vi gribe den cirkulære dagsorden," sagde han. 

Omtalte personer

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Esben Lunde Larsen

Direktør for tro og bæredygtighed, World Ressources Institute i Washington D.C.
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser