DANVA: National afgift skal finansiere rent drikkevand

Af Carl-Emil Larsen
Direktør i DANVA

Omkring 500 millioner kroner koster det ifølge en vurdering fra NIRAS beregnet for Miljøstyrelsen vandkunderne at indføre obligatoriske boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), som skærmer det mest sårbare drikkevand mod nutidens sprøjtemidler. Oveni skal så lægges omkostningerne til, at Miljøstyrelsen sætter ind med effektive og opdaterede analyseprogrammer, så vandværkerne kan gardere sig mod fortidens stoffer, der allerede er på vej ned i grundvandet. En ekstraudgift, som også vandkunderne skal betale.

Reaktive indsatser som analyser er ikke tilstrækkelige til at sikre rent og pesticidfrit drikkevand nu og i generationer fremover. Det er grunden til, at DANVA foreslår en robust, tostrenget løsning, hvor den ene er fyldestgørende analyseprogrammer målrettet de stoffer, som allerede er spredt ud på jorden og på vej ned i grundvandet, mens den anden med BNBO’er skal sikre, at vi kommer på forkant med at værne mod de stoffer, der anvendes i dag.

Obligatoriske beskyttelsesområder er omdrejningspunktet i forsvarsværket, og det bør finansieres via en national afgift over vandtaksten, hvor pengene går til at kompensere erhverv for de jordområder, der skal friholdes for sprøjtemidler.

Dårlig forretning ikke at investere i forebyggelse
Det er en samfundsøkonomisk dårlig forretning ikke at investere i forebyggende indsatser mod pesticider i grundvandet. Det er nemlig dyrt at betale for afværgeboringer, at tage boringer ud af drift eller at etablere nye i stedet. Lokale vandværker bruger hvert år mange millioner kroner af deres forbrugeres penge på at håndtere forureninger af grundvandet med blandt andet tilladte stoffer som bentazon og glyphosat, så de kan sikre rent vand i hanen. Omkostningerne kan ses direkte på deres vandkunders regninger.

Hvis vi som samfund en gang for alle betaler jordbesiddere for ikke at sprøjte i den nødvendige afstand til en boring, så vil vi få en effektiv beskyttelse mod de stoffer, der anvendes. Samtidig vil sammenfald af hensyn til enten grundvandsbeskyttelse eller erhvervsinteresser være løst, de erhvervsdrivende, der anvender pesticider, vil få friere rammer, og Danmark vil lettere kunne leve op til EU’s restriktioner.

Lokale vandværker bruger hvert år mange millioner kroner af deres forbrugeres penge på at håndtere forureninger af grundvandet med blandt andet tilladte stoffer som bentazon og glyphosat, så de kan sikre rent vand i hanen. Omkostningerne kan ses direkte på deres vandkunders regninger.

Carl-Emil Larsen
Direktør i DANVA

Det nationale fællesskab skal betale
Det er praksis i Danmark, at det er vandkunderne, der betaler for indsatsen mod pesticider i grundvandet og i sidste ende vandhanerne. I dag finansieres den indsats via det lokale vandværk. Men det vil være mere retfærdigt, hvis etableringen af de boringsnære beskyttelsesområder betales af det nationale fællesskab. Man vælger jo ikke bopæl ud fra, om det lokale vandværk ligger i et følsomt indvindingsområde eller ej.    

Vandkunderne har tidligere over vandtaksten givet 67 øre per kubikmeter vand til et nationalt, mangeårigt arbejde med en kortlægning af de følsomme indvindingsområder. Det ville være oplagt at forhøje afgiften igen og opkræve pengene som en beskyttelsesafgift til finansiering af sprøjtefrie sikkerhedsområder omkring drikkevandsboringer.

Det er som nævnt beregnet, at den samlede omkostning til rent, fremtidssikret drikkevand i sårbare områder vil ligge i omegnen af 500 millioner kroner. Om det er dyrt eller ej, ja, det er op til politikerne at bedømme, men samfundsøkonomisk og af hensyn til kommende generationer er der ingen tvivl.

Danskerne vil have pesticidfrit vand i hanen nu og i fremtiden. Det kan betale sig på alle måder at forebygge mod forurening af drikkevandet.