Debat

"Man skal kunne stole på drikkevandet"

DEBAT: Danske forbrugere skal fortsat kunne stole på, at de uden risiko kan drikke det vand, der kommer ud af deres haner. Det kræver enkle procedurer og obligatorisk mærkning af armatur, mener repræsentanter fra Tekniq, Arbejdsgiverne og Danske Vandværker.

Foto: Colourbox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Birger Tannebæk Christensen (teknisk konsulent i TEKNIQ Installatørernes Organisation), Carsten Essler Helmer (branchekonsulent for Arbejdsgiverne) og Robert Jensen (juridisk rådgiver i Danske Vandværker)

Danske forbrugere skal fortsat kunne stole på, at de uden risiko kan drikke det vand, der kommer ud af deres haner. 

I øjeblikket ruller debatten om den såkaldte ”GDV-ordning” (godkendt til drikkevand). Debatten handler om, hvordan vandhaner og andet udstyr, der er i berøring med vores drikkevand, skal godkendes, inden de kan sælges i Danmark. 

Og én ting er tydelig: Der er brug for at justere ordningen, så den bliver mere enkel og forståelig for både dem, der forhandler og installerer udstyret, og ikke mindst for forbrugerne.

Fakta
Bland dig i debatten!
Skriv til [email protected]

Det kræver blandt andet, at man genindfører en obligatorisk mærkning af produkterne. Uden mærkning kan forbrugerne ikke se, om det armatur, de køber, er godkendt og sikkert. 

Mærkning skal være obligatorisk
Desværre er det, med de nuværende regler, frivilligt, om producenterne udstyrer deres produkter med denne mærkning, og det skaber usikkerhed.

Der er brug for at justere ordningen, så den bliver mere enkel og forståelig for både dem, der forhandler og installerer udstyret, og ikke mindst for forbrugerne.

Den obligatoriske mærkning bør tage hensyn til producenternes produktudvikling og indrettes smidigt. Samtidig skal mærkningen være tydelig og genkendelig for forbrugere og installatører, og den skal følge de enkelte produkter.

Drikkevand er den altdominerende fødevare i Danmark, og godkendelse af byggevarer i kontakt med netop drikkevand er en forudsætning for at forhindre markedsføring af potentielt sundhedsskadelige produkter. 

Lande behandler drikkevand forskelligt
Ét af målene med den nye GDV-ordning var at forenkle sagsbehandlingen ved at sidestille godkendelsesordningerne i Danmark med tyske, svenske og hollandske ordninger. En grundlæggende fornuftig tanke, som dog halter på ét meget centralt punkt: Der er stor forskel i den måde, de enkelte lande behandler deres drikkevand på, og derfor findes der heller ikke fælles EU-regler på området. 

I Danmark benytter vi, i modsætning til de nævnte nabolande, udelukkende grundvand som drikkevand. Vand er derfor ikke bare vand, og derfor er det vigtigt, at man i Danmark fastholder det obligatoriske godkendelseskrav til alle byggevarer i kontakt med drikkevand.

Brug for en enkel godkendelsesprocedure
Et andet problem er, at godkendelsesproceduren har været langsommelig og indviklet. Der er brug for en enkel og gennemskuelig procedure, som ikke går på kompromis med de høje danske sundhedskrav til produkter og stoffer. 

Den særlige danske drikkevandssituation stiller krav om danske regler. Regler som skal give producenterne enkel adgang til det danske marked for byggevarer uden at gå på kompromis med drikkevandskvaliteten.

Vi mener, at målene kan nås ved at justere de nuværende regler på disse tre områder:

1. Én dansk ordning.

2. Obligatorisk mærkning af alle produkter.

3. Fastholdelse af høje danske sundhedskrav, klare grænseværdier og enkel procedure for godkendelse af byggevarer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00