Debat

Debra: Derfor tror energibranchen ikke på stigende olie- og gaspriser

DEBAT: Olie- og gaspriserne vil snart falde igen og blive på et lavt niveau. Det mener Kim Beyer-Eskildsen fra Debra og skriver, at flere af oliekartellet OPEC's medlemslande mangler disciplin og er økonomisk pressede.

Foto: Maersk
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Beyer-Eskildsen 
Sekretariatschef i energibrancheforeningen Debra og medlem af Gasforeningens Bestyrelse

Der har siden efteråret været en moderat prisstigning på olie og gas. Det skyldes ikke mindst, at oliekartellet OPEC i efteråret besluttede at begrænse medlemslandenes daglige produktion, hvilket jo umiddelbart betyder, at priserne stiger, fordi der alt andet lige vil være mindre mængder og olie og gas til salg på de internationale børser.

Min vurdering er dog, at olie- og gaspriserne højst sandsynligt vil falde igen og forblive på et relativt lavt niveau på lang sigt, hvilket jeg vil begrunde nedenfor.

Vedvarende energikilder bliver konkurrencedygtige
Der foregår i øjeblikket en imponerende, ja nærmest revolutionerende omstilling fra fossile brændsler til vedvarende energikilder over hele kloden. Den grønne omstilling betyder helt konkret, at mange lande, herunder et udviklingsland som Kina, investerer massivt i vind- og solteknologi.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Der vil således, så langt øjet rækker, være en stadig stigende efterspørgsel på grønne energikilder, hvilket vil betyde mindsket efterspørgsel på olie og gas og kul for den sags skyld.

Samtidig sker det yderst interessante, at prisen for at producere en kwh vind- eller solenergi falder drastisk i disse år, hvorfor mange eksperter mener, at de vedvarende energikilder er lige så rentable at investere i som de fossile.

Det ville slet ikke undre undertegnede, hvis de internationale markeder relativt snart viser sig at være oversvømmet med billig olie og gas.

Kim Beyer-Eskildsen, sekretariatschef i energibrancheforeningen Debra

Det er pt. nok mest tilfældet på grund af massive støtteordninger, men der er næppe tvivl om, at de teknologiske landvindinger om føje år vil gøre dem fuldt konkurrencedygtige med de fossile brændsler.

Trump og skifergasrevolutionen presser priserne ned
OPEC er ikke den magtfaktor, kartellet engang var. Adskillige vigtige energiproducenter står uden for kartellet, herunder ikke mindst Rusland og USA. Og netop USA's nyvundne selvforsyningsevne og skifergas- og olierevolution vil underminere OPEC's bestræbelser for at hæve priserne.

Olie- og skifergasfelterne har oplevet kraftige produktivitetsstigninger, hvorfor de bliver stadig mere rentable at drive. Endvidere er der den automatisme indbygget i forhold til skiferfelterne, at de genåbner og øger produktionen, når priserne på olie og gas stiger, hvorfor OPEC risikerer at gøre det mere rentabelt for USA at blive selvforsynende, når de mindsker udbuddet af olie og gas.

Samtidig skal man erindre sig, at USA's nye præsident Donald Trump synes determineret på at gå den fossile vej, hvorfor det må forventes, at amerikanerne vil øge mængden af olie-, gas- og kulproduktionen snarligt, hvilket vil presse priserne nedad – også globalt.

De olie- og gasproducerende lande i OPEC og omegn mangler disciplin
OPEC’s medlemslande har over en bred kam lidt voldsomt under de faldende olie- og gaspriser. Således har Saudi Arabien måttet lære at udstede statsobligationer for at finansiere statens pludselige underskud. Iran har i årevis lidt under internationale sanktioner og har et stort ønske om at genoprette sin nødlidende økonomi ved at øge sit oliesalg.

Venezuela er på randen af en statsbankerot, hvorfor det er tvivlsomt, hvor disciplineret et land kan være i en sådan trist situation.

Rusland, som ikke er medlem af OPEC, men som har nikket ja til at begrænse sin olie- og gasproduktion, lider også under en kombination af sanktioner og lave energipriser, og da Putin ikke er kendt som den mest troværdige alliancepartner, risikerer OPEC også overproduktion derfra.

Der er i det hele taget ikke nogen olie- og gasproducerende lande, der ikke har følt konsekvenserne af de faldende olie- og gaspriser.

Det virker således højt tvivlsomt, om medlemmerne af OPEC samt Rusland kan forventes at begrænse deres olie- og gasproduktion ret længe. Fristelsen for lande, der er på randen af ruin og folkeligt oprør til at snyde på vægten og producere mere end aftalt, må i al fald siges at være enorm.

Konklusionen herfra er således, at stigning i olie- og gaspriserne kan forventes at tage af. Det ville slet ikke undre undertegnede, hvis de internationale markeder relativt snart viser sig at være oversvømmet med billig olie og gas, hvorfor priserne igen kunne tage et dyk.

Står det til USA's nye præsident og hans erklærede energipolitik, så kunne det meget vel blive en realitet, og så er det spændende, hvor længe OPEC-landenes interne aftale om at holde igen på produktionen vil kunne klare en sådan stresstest.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00