Debat

DI: Regeringen må genoverveje de kommunale genbrugsbutikker

DEBAT: Genbrug er en del af miljøområdet og hører dermed staten til. Derfor skal kommunerne heller ikke drive genbrugsbutikker, som skaber unfair konkurrence, skriver Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i DI.

Foto: Colourbox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karin Klitgaard
Miljøpolitisk chef i DI

For to et halvt år siden stillede DI et spørgsmål til Ankestyrelsen: Må kommuner sælge genstande, som borgere afleverer på genbrugspladsen? 

28. juni kom svaret. Men det er desværre et svar, som ikke skaber den nødvendige klarhed.

Udtalelsen fra Ankestyrelsen giver ikke kommuner, borgere og virksomheder en klar forståelse af rollefordelingen og grænsen mellem lovlige og ulovlige aktiviteter. Det er virkelig ærgerligt. 

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Vi er helt uenige i den juridiske afvejning i udtalelsen. Ankestyrelsen henviser til en udtalelse fra Indenrigsministeriet fra 1986, hvor situationen var en helt anden end i dag. Dengang – altså for 30 år siden – handlede diskussionen om genanvendelse og deponi og ikke meget om genbrug. 

Genbrug hører til hos staten
Et andet problem er, at Ankestyrelsen bruger kilderne forkert. Ankestyrelsen citerer på mere end halvanden side fra en bog af professor Karsten Revsbech om kommunalfuldmagten.

Vi forstår ikke, at Ankestyrelsen kan placere genbrug (affaldsforebyggelse) hos kommunerne, når loven (miljøbeskyttelsesloven) placerer denne opgave hos staten – navnlig i Miljøstyrelsen.

Karin Klitgaard
Miljøpolitisk chef, DI

Men overraskende ignorer Ankestyrelsen Karsten Revsbechs konklusion, nemlig at kommuner inden for rammerne af de uskrevne kommunalfuldmagtsregler i forholdsvis vidt omfang kan varetage opgaver, der er begrundet i miljøhensyn, men også at rækkevidden af miljøhensyn ikke må overvurderes og ikke mindst, at kommunen på ulovbestemt grundlag kun kan anvende sine økonomiske midler til at varetage miljøopgaver, der knytter sig nært til og afrunder lovhjemlede opgaver og/eller løser kommunens egne problemer med bortskaffelse af affald med videre.

Vi forstår ikke, at Ankestyrelsen kan placere genbrug (affaldsforebyggelse) hos kommunerne, når loven (miljøbeskyttelsesloven) placerer denne opgave hos staten – navnlig i Miljøstyrelsen. Og lovgiverne har i affaldsbekendtgørelsen slået fast, at genbrug (affaldsforebyggelse) ikke er en kommunal miljøopgave. Det er der, kæden hopper af.

Genbrug er ikke en kommunal opgave, der knytter sig nært til og afrunder lovhjemlede kommunale opgaver, som Karsten Revsbech skriver i sin konklusion. 

Derfor hviler Ankestyrelsens konklusion på en forkert præmis. Svaret fra Ankestyrelsen skulle have været, at kommuner ikke kan sælge genstande, som borgere afleverer på genbrugspladsen. 

Kommunerne skal ikke drive genbrugsbutikker
Man skal huske på, at der er et stort, velfungerende marked for genbrug i Danmark, og derfor er der slet ikke brug for, at kommunerne supplerer med egne butikker. De kommunale butikker er ekstra problematiske, fordi de ikke bliver drevet på markedsvilkår og derfor fordrejer konkurrencen. 

Det er en god idé at genbruge elektroniske produkter og andre genstande fra husholdningerne. Det er med til at reducere den samlede mængde affald. Men vi mener, at kommunerne går alt, alt for langt, når de som lokale affaldsmyndigheder modtager affald og funktionsduelige og genbrugelige genstande på de kommunale genbrugsstationer og derefter rengør eller reparerer dem og sælger dem. 

Det bliver helt skævt, når kommuner giver tilskud til deres egne genbrugsbutikker, så borgerne betaler for at få genbrugt elektronik og andre genstande samtidig med, at frivillige organisationer og de virksomheder, som sælger genbrugt elektronik og genstande, får unfair konkurrence.

Vi mangler desværre stadig at få en vurdering af, om de kommunale genbrugsbutikker er lovlige. Ankestyrelsens udtalelse er ikke komplet i den forstand, at de ikke har kunnet tage stilling til lovligheden af butikkerne i medfør af købeloven og forbrugeraftaleloven.

Ankestyrelsen har heller ikke foretaget en konkret vurdering af, om kommunerne har gjort tilstrækkeligt for at bortforpagte deres genbrugsbutikker. Det er ellers også en forudsætning for, at butikkerne er lovlige. 

Genbrugsområdet skal kigges kritisk efter
Efter at vi har set udtalelsen fra Ankestyrelsen, mener vi, at der er behov for et kritisk eftersyn af reglerne på området og ikke mindst den måde, kommunerne forvalter reglerne på. Det skal sikre en fair konkurrence, og at uønskede kommunale aktiviteter bliver forbudt. 

Det er derfor DI’s opfordring, at regeringen i sit kommende udspil om offentligt opgavetyveri sætter klare begrænsninger for kommunernes muligheder for at drive erhvervsvirksomhed i konkurrence med private virksomheder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karin Klitgaard

Underdirektør, miljøpolitisk chef, Dansk Industri
mpa (Roskilde Uni. 1994)

0:000:00