Direktør i Vestforbrænding fik millioner i fratrædelsesgodtgørelser

FRATRÆDELSESBONUSsER: Forhenværende direktør i Vestforbrænding Ivar Green-Paulsen fik udbetalt fratrædelsesgodtgørelser for mindst tre millioner kroner, selvom han blev siddende i stillingen.

Ivar Green-Paulsen har fået udbetalt mindst tre millioner i fratrædelsesgodtgørelser, afslører DR Dokumentar. 
Ivar Green-Paulsen har fået udbetalt mindst tre millioner i fratrædelsesgodtgørelser, afslører DR Dokumentar. Foto: /ritzau/ Rune Aarestrup Pedersen

Ivar Green-Paulsen gik i 2015 på pension fra Danmarks største kommunalt ejede forsyningsselskab, Vestforbrænding.

Det skete med pomp og pragt i form af en afskedsreception for 350 gæster og limousinekørsel til det efterfølgende middagsselskab i København.

Alt i alt kostede det samlede arrangement omkring 100.000 kroner, som det kommunalt ejede selskab betalte.

Og det er blot toppen af isbjerget, for den forhenværende direktør har modtaget fratrædelsesgodtgørelser for tre millioner kroner, skriver DR.

DR Dokumentar fortæller mandag aften, hvordan en særlig ansættelseskonstruktion sikrede Ivar Green-Paulsen fratrædelsesgodtgørelser, selvom han aldrig forlod direktørstillingen i det kommunale selskab, hvor bestyrelsen består af folkevalgte politikere.

Tidsbegrænsede kontrakter muliggjorde udbetalinger
Green-Poulsen har mellem 2003 og 2015 fået udbetalt fratrædelsesgodtgørelser ad fire omgange, fordi han har været ansat på tidsbegrænsede kontrakter.

I 2003 fik han en fratrædelse på syv måneders løn udbetalt, mindst 542.000 kroner, i 2008 fik han fem måneders løn i fratrædelse, mindst 387.000 kroner. I 2011 fik han sin tredje fratrædelsesgodtgørelse, seks måneders løn svarende til 812.000 kroner.

Alt sammen mens direktøren blev siddende i stillingen.

I 2015 pensioneres Ivar Green-Paulsen og får 1.292.023 kroner med sig, svarende til 9,5 månedslønninger.

Men også denne gang fortsætter han. Nu er han ansat i en tidsbegrænset stilling som konsulent i forsyningsvirksomheden for tre måneder.

Sammenlagt har han kostet selskabet mindst tre millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelser.

Hverken Ivar Green-Paulsen eller formanden for Vestforbrænding, borgmester i Furesø Kommune, Ole Bondo Christensen (S), har ønsket at stille op til interview med DR.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ivar Green-Paulsen

Fhv. bestyrelsesformand, Nordvand Holding og Norrecco, fhv. adm. direktør, Vestforbrænding
civilingeniør (DTU. 1972)

0:000:00