Debat

FRI: Energispareindsatsen samler nedfaldsfrugter

DEBAT: Ulrik Ryssel Albertsen fra FRI træder ind i debatten om energispareindsatsen og opfordrer til en ændringen i ansvarsfordelingen på området. Generelt henvises til Deloittes seneste undersøgelse, hvis konklusioner FRI støtter bredt.

FRI støtter anbefalingen fra Deloitte om at se på organiseringen af indsatsen, skriver erhvervspolitisk chef Ulrik Ryssel
Albertsen.
FRI støtter anbefalingen fra Deloitte om at se på organiseringen af indsatsen, skriver erhvervspolitisk chef Ulrik Ryssel Albertsen.Foto: Pressefoto
Minna Møbjerg Stevnhoved
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulrik Ryssel Albertsen
Erhvervspolitisk chef i Foreningen af Rådgivende Ingeniører

Deloittes evaluering af energispareindsatsen retter på en række punkter alvorlig kritik af den eksisterende ordning -  en kritik, som både Dansk Erhverv og De Frie Energiselskaber efterfølgende har genfremsat og bakket op om her på Altinget.

Overordnet konkluderer Deloitte-evalueringen dog, at ordningen er velfungerende. Men er det tilstrækkeligt, at en ordning, der koster virksomheder og private el-kunder 1,5 milliarder kroner om året, ikke måles på mere, end om den er velfungerende? Bør den ikke tillige måles på, hvorvidt den gør en reel positiv forskel?

Ordningen ”fungerer”, men virker den?
Lad det være sagt. Energispareordningens tilskudskroner katalyserer ikke i øjeblikket en væsentlig omsætning for den rådgivende ingeniørbranche. Desværre. Gang på gang slås det fast, at netop rådgivning er det virkemiddel, som har den største additionalitet.

Fakta
Bland dig i debatten! 
Send dit indlæg til [email protected]

Alligevel sendes de fleste tilskudskroner dog i øjeblikket efter løsninger, som forbrugerne og virksomhederne ville have gennemført, tilskud eller ej. De opnåede besparelser er altså i mange tilfælde så åbenlyst fornuftige og lettilgængelige, at der nærmere er tale om nedfaldsfrugt end de lavthængende frugter, der ofte refereres til.

Det er ikke samfundsoptimal udnyttelse af de midler, som virksomheder og private el-forbrugere betaler via blandt andet nettariffen på el.

De opnåede besparelser er i mange tilfælde så åbenlyst fornuftige og lettilgængelige, at der nærmere er tale om nedfaldsfrugt end de lavthængende frugter, der ofte refereres til. 

Ulrik Ryssel Albertsen
Erhvervspolitisk chef i FRI

Der bør i stedet satses langt mere på eksempelvis rådgivning, for systemet giver kun mening, hvis besparelserne har en reel effekt. Og når også stikprøvekontrollen viser en del fejl i indberettede energibesparelser, kan man med rette stille spørgsmål til, hvorvidt ordningen opfylder sit formål. 

Lidt polemisk kan man sige, at den eksisterende ordning muligvis fungerer, men den virker ikke.

Lad os se på organiseringen
Deloitte konkluderer også, at ordningen fremstår uigennemskuelig, og at man bør overveje at flytte ansvaret. FRI bakker op om denne anbefaling. Den nuværende organisering af energispareindsatsen, hvor netselskaberne er pålagt forpligtigelsen, forringer nemlig ofte vilkårene for aktørerne i markedet.

Det skyldes både den ringe transparens om priser for besparelserne og den mudrede konkurrence fra koncernforbundne selskaber, hvor mange energisparemidler opkrævet af netselskaber anvendes til indkøb af ydelser og besparelser i koncernforbundne selskaber uden konkurrenceudsættelse.

Meget tyder således på, at den nuværende organisering ikke er omkostningseffektiv, når de netselskaber, der udfører hovedparten af indsatsen selv eller via eksterne leverandører, er billigere end de netselskaber, der får indsatsen udført hos koncernforbundne selskaber.

De eksisterende regler tilskynder simpelthen ikke til omkostningseffektivitet, og der mangler i høj grad transparens i den nuværende ordning, så aktører, virksomheder og private el-kunder kan få indsigt i, hvordan de naturlige monopoler omfordeler el-forbrugernes midler. 

Forskellige modeller for reorganisering
FRI støtter derfor anbefalingen fra Deloitte om at se på organiseringen af indsatsen. Konkret peger Deloitte på, at det bør overvejes at flytte energispareindsatsen fra de naturlige monopoler til handelsselskaberne, som har direkte kundekontakt og opererer i et mere konkurrencepræget miljø.

Hvorvidt dette er den rette medicin, om forpligtigelsen skal flyttes til en helt tredje part, eller man ønsker en model med et eller flere centrale organer i stil med oliebranchens fælles indkøbsforening, er noget, der bør belyses nærmere, inden man tager endelig stilling til en fremtidig placering.

Uanset valg af model, bør det være et klart mål at sikre en ordning, der udover at sikre fuld transparens og entydighed også tilvejebringer:

- Klarere regler for opgørelse af energibesparelser,
- En central sekundær markedsplads for realiserede energibesparelser samt
- Et centralt system til indberetning, så dobbelttælling undgås.

Disse punkter er klare anbefalinger fra Deloittes evaluering, som vi i Foreningen af Rådgivende Ingeniører kun kan støtte op omkring.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00