Fysiker: Atomkraft er vores bedste værktøj mod klimaforandringer

Af Rasmus Toft-Petersen 
Fysiker, ph.d.

Atomkraften har ikke fået mange chancer i Danmark, på trods af at landets hidtil største videnskabsmand stod fadder til den. Traumet fra Den Kolde Krig har indgydt en irrationel modstand mod det at få sin energi fra spaltningen af atomkerner, og det har affødt en perlerække af overdrevne modargumenter mod atomkraften.

Der er næppe plads til at afvise dem alle her, og heldigvis er det i dag ved at være alment accepteret, at atomkraften er både sikker og nærmest CO2-fri.

Men atomkraft kan stadig ikke komme på tale i Danmark. Det besluttede vi jo i firserne, og nu er argumenterne nogle andre end dengang. Flere har afvist atomkraften med den begrundelse, at den er både dyr og langsom, senest branchechefen for vedvarende energi i Dansk Energi, Kristine Grunnet, i sit indlæg i Altinget 3. maj.

Som begrundelse nævnes de to eksempler, Hinkley Point C og Olkiluoto 3, i henholdsvis England og Finland. De projekter har ganske rigtigt været både dyre og langsomme.

Ikke langsommere end Danmark
Det finske atomkraftværk stod færdigt i år, men blev besluttet i 2005 – for 14 år siden. Det virker langsomt for et 1.600 MW-kernekraftværk, når man sammenligner med Danmarks 6.000 MW-vindmøller. Man glemmer bare, at et atomkraftværk, modsat vindmøllerne, kan producere elektricitet 90 procent af tiden. Derfor producerer det finske atomkraftværk faktisk næsten lige så megen CO2-fri elektricitet som samtlige danske vindmøller.

Langt det største bidrag til den danske vedvarende energi kommer fra biomasse, og en stor satsning på biomasse er hverken billig, miljøvenlig eller implementerbar på global skala.

Rasmus Toft-Petersen 

Det er værd at bemærke, at vi begyndte at omstille vores elsektor for alvor i midten af 90’erne, væsentligt før konstruktionen af det finske værk startede. Så hvis man ser på, hvor meget elektricitet der rent faktisk bliver produceret, udgør det finske værk ikke en langsommere udbygning, end vi har set med vind i Danmark.

Kristine Grunnet fortæller om, hvordan man kan bygge 20 gange Kriegers Flak-havvindmølleparker for prisen på Hinkley Point, og sammenligner dermed verdens billigste havvindmøllepark med et af verdens dyreste atomkraftværker. Grunnet glemmer også at nævne, at havvindmølleparkerne ikke har kontrollérbar produktion, men får nævnt, at energilagring er nødvendig, hvis vi skal have al den vindkraft.

Her nævner hun kombinationsløsninger af sol og batterier samt elektrolyse af brint kombineret med biogas, der ifølge Grunnet vil være kommercielt rentabel i 2030. En løsning, der netop bærer præg af at gøre den grønne omstilling mere kompliceret, end den er.

Grunnet glemmer at nævne, at batterier i dag næsten ingen rolle spiller i nutidens energiinfrastruktur – da de er alt for dyre – og at tabet ved at lagre strøm ved elektrolyse er betragteligt.

Kristine Grunnet regner således ikke prisen for støtteteknologier med i sit scenarie med de hypotetiske 20 havvindmølleparker, selvom hun anerkender, at den ekstra infrastruktur er nødvendig. Et atomkraftværk kan i øvrigt holde i 60 år, modsat en havvindmøllepark.

Europa mangler ekspertise
De to atomkraftværker, som Grunnet bruger som eksempler, udgør også kun to anekdotiske eksempler blandt en samlet flåde på omkring 450 atomkraftværker – næppe et godt udgangspunkt for at vurdere hele industriens potentiale til at nedbringe CO2-udslippet.

En række forskere – deriblandt klimaforskeren James Hansen – har set på det potentiale i en kommentar i tidsskriftet Science. De undersøgte, hvor meget CO2-fri energi forskellige lande historisk havde formået at installere på ti år. Rekorden i mest installeret CO2-fri energi på et årti holdes af Sverige, som mellem 1976 og 1986 øgede produktionen fra atomkraft næsten seks gange hurtigere end Danmarks ditto for vind. Frankrig er en skarp nummer to, der kun formåede at være fire gange hurtigere end Danmark med atomkraften. Det er snart 30 år siden.

Med hensyn til prisen er det igen en god idé ikke at forlade sig på anekdotiske argumenter og i stedet se på industrien som helhed. Ifølge en nylig opgørelse (Jessica R. Lovering et al., Energy Policy 91, 371, 2016) kostede de franske reaktorer lidt over en tredjedel af det nyopførte finske værk (i 2015-priser). I Sydkorea har man så sent som i 2008 sat atomkraftværker i drift til en pris lidt over halvdelen af det finske værk, tilmed med en kortere byggetid.

Den vigtigste grund til fordyrelsen i Europa er, at man i høj grad har mistet ekspertisen i atomkraft. Da det finske værk blev vedtaget, havde man ikke bygget et atomkraftværk i Vesteuropa i 15 år. Det er derfor ikke så overraskende, at værket blev fordyret og forsinket.

Grunden til, at datidens franske og svenske værker var så billige, var, at man satsede på teknologien for alvor. Man blev bedre til atomkraft og kunne derfor bygge værker både hurtigt og billigt, da ekspertisen og forsyningskæden var på plads og optimal. Det er bemærkelsesværdigt, at prisen for atomkraft ses som statisk af Kristine Grunnet, da det netop var satsningen på vindkraft, der fik prisen og byggetiden ned fra det høje niveau i 90’erne.

Ophæv folketingsbeslutning
Kristine Grunnet kalder det tosset at satse på atomkraft som svar på klimakrisen. Men globalt set er atomkraft nødvendig. Vi installerer end ikke vedvarende energi nok i dag til at dække stigningen i energiforbruget (R.B. Jackson et al., Environmental Research Letters, 13, 12, 2018), og udledningerne vokser støt. Derfor anbefaler både IPCC og IEA mere atomkraft. De to organer kan næppe afskrives som værende tossede.

Danmark kan selvfølgelig ikke på egen hånd få prisen på atomkraft ned. Men det store fokus på vindmøller til trods, dækker møllerne kun 8-9 procent af det samlede energiforbrug her til lands. Langt det største bidrag til den danske vedvarende energi kommer fra biomasse, og en stor satsning på biomasse er hverken billig, miljøvenlig eller implementerbar på global skala.

Derfor ville det klæde os at have et åbent sind og undersøge, hvad atomkraften kan gøre for os. Derfor bør vi ophæve folketingsbeslutningen fra 1985 om, at atomkraft ikke må indgå i den danske energiplanlægning. Beslutningen er forældet, og i et land, der bryster sig af at have den grønne førertrøje, er det indskrænket på forhånd at afskrive det mest potente værktøj til at bringe udledningerne ned.