Debat

Grøn energifond om varmepumper: Lad os få lagt fordommene ned

DEBAT: Der gemmer sig et hav af opgaver til installatørerne i støtteordningen til varmepumper på abonnement. Vi opfordrer installatørerne til at samarbejde. Sammen kan vi skrotte langt flere oliefyr og bevæge Danmark i en grønnere retning, skriver teknisk chef hos SustainSolutions, Klaus Gadeberg.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Klaus Gadeberg
Teknisk chef i SustainSolutions, PKA’s grønne energifond

I 2017 udrullede Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i samarbejde med fem virksomheder en ny ordning for varmepumper. En ordning, som ved at tilbyde varmepumper på abonnement skal være med til at fjerne de sidste 140.000 oliefyr og sende Danmark i en grønnere retning.

SustainSolutions er én af de fem virksomheder, som har fået tilsagn om støtte. Vi har bidt mærke i, at der på det seneste er blevet sat spørgsmålstegn ved berettigelsen af ordningen, og om det er fair konkurrence, at fem virksomheder har fået støtte.

Der bliver helt konkret argumenteret for, at de fem virksomheder konkurrerer med installatørerne, hvor specielt de mindre virksomheder i landområderne rammes. Her er vi ikke enige. Vi mener tværtimod, at installatørerne bør se positivt på ordningen, som kan være med til at give dem nye forretningsmuligheder.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Kom på banen
Hver gang vi installerer en varmepumpe på abonnement, tikker der en ny opgave ind til en selvstændig installatør. Vi har ikke en teknisk udførende afdeling og er et hundrede procent afhængige af at samarbejde med selvstændige installatører. Det er vi, hver gang vi energirenoverer og skal installere et ventilationsanlæg, solceller, varmepumper eller noget helt fjerde.

Danmark rummer rigtig mange dygtige, selvstændige og specialiserede installatører. Store som små. Vi sætter stor pris på deres faglighed og kompetencer, som får en virksomhed som vores til at fungere.  

For os handler det ikke om at øge konkurrencen, men om at forløse et potentiale, der kan gøre det muligt for flere at få en grønnere varmeløsning.

Klaus Gadeberg
Teknisk chef i SustainSolutions, PKA’s grønne energifond

Vi har dog svært ved at finde installatører, som vil samarbejde omkring varmepumpeordningen. Dette på trods af, at vi har ledt med lys og lygte efter dem i halvandet år. Tilbagemeldingerne har været, at branchen har rygende travlt, og ordrebogen bugner. Det billede bekræfter TEKNIQ’s markedsanalyse af installationsbranchen fra marts 2018. Der må dog være blevet endnu mere travlt de seneste syv måneder, for det er kun lykkedes at finde én installatør, som har haft tid, kræfter og behov for at etablere et længerevarende samarbejde. Et samarbejde, som ellers kan give installatørerne de kunder, som der bliver argumenteret for, at ordningen stjæler fra dem.

Et nyt marked
Varme på abonnement er sat i verden for at give flere virksomheder og boligejere en mulighed for at skrotte oliefyret. Det er nemlig ikke alle, der har mulighed for at finansiere en varmepumpe og eje den selv. Ligesom det heller ikke er alle, der har mod på at tage sig af teknikken og stå for drift og vedligehold. Ordningen giver altså grobund for at etablere et nyt marked for varmepumper, som ikke har eksisteret før. Vi har derfor svært ved at se, hvordan modellen får succes på bekostning af andre forretningsmodeller, når ingen andre tilbyder noget lignende.   

Det er også vigtigt at understrege, at de fem virksomheder ikke er blevet forgyldt med statsstøttede millioner. Alle fem virksomheder har selv investeret mange ressourcer i at etablere en organisation, der kan håndtere en helt ny måde at levere varme på. Ressourcerne er taget af egen lomme vel at mærke. Støtten er bagudrettet og indfinder sig først i takt med, at varmepumperne bliver installeret.

Der vil ganske enkelt ikke være en forretning i sigte uden det mindre beløb, vi er berettigede til per varmepumpe.

Sammen mod et grønnere DK
Vi vil for det første opfordre installationsbranchen til at samarbejde. Vi kan skrotte langt flere oliefyr sammen end hver for sig. For det andet vil vi gerne opfordre til dialog, så vi kan få lagt fordommene ned.

For os handler det ikke om at øge konkurrencen, men om at forløse et potentiale, der kan gøre det muligt for flere at få en grønnere varmeløsning. Et valg, der simpelthen ikke har været muligt før.    

Dokumentation

Fakta om varmepumper på abonnement

Den nye ordning gør det muligt for boligejere og virksomheder at få leveret varme fra en varmepumpe, som de betaler til via et abonnement.

Med en varmepumpe på abonnement betaler kunden et månedligt abonnement og en fast pris for den varme, som der bliver brugt.

Det er et energiselskab, som tager ansvar for finansieringen, driften af varmepumpen og det løbende vedligehold.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00