Debat

IDA: Beregninger kan løse problemer med regnvand 

DEBAT: Cost-benefit-analyser kan være løsningen på problemer med blandt andet oversvømmelser fra regnskyl. Beregningerne kan nemlig være nøglen til, hvilke klimatilpasningstiltag det bedst kan betale sig at sætte i værk, skriver Ulrik Højbjerre.

Sommeren 2017 har været en af de vådeste længe. Cost-benefit beregninger kan skærpe fokus på, hvor man kan forvente,
at der er problemer med at lede vand væk, skriver Ulrik Højbjerre.
Sommeren 2017 har været en af de vådeste længe. Cost-benefit beregninger kan skærpe fokus på, hvor man kan forvente, at der er problemer med at lede vand væk, skriver Ulrik Højbjerre.Foto: /ritzau/Anita Graversen/
Katrine Skov Sørensen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulrik Højbjerre
Formand for Spildevandskomiteen i Ingeniørforeningen, IDA

Der er næppe stor uenighed om, at sommeren 2017 er en af de vådeste, vi har oplevet længe. 

Ordene skybrud og oversvømmelser har da også optrådt i rigtig mange overskrifter, og bag overskrifterne gemmer sig kedelige oplevelser, hvor borgere har oplevet skader på bygninger og indbo som følge af vandets indtrængen.

Oversvømmede kældre var forudsigelige  
Mange af de vandramte vidste måske allerede på forhånd, at de ville blive oversvømmet.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Enten på grund af erfaringer fra tidligere eller fordi vi bliver stadig dygtigere til at kortlægge og varsle vandets færden.

Men endnu bedre ville det være, hvis vi handler på den viden, vi får mere af, så vi bliver bedre til at minimere skaderne.

Regnemaskiner og økonomiske analyser kan selvfølgelig ikke i sig selv dæmme op for et skybrud, men det facit, man når frem til ved at gennemføre cost-benefit beregninger, kan være afgørende for, at noget bliver besluttet og sat i gang.

Ulrik Højbjerre
Formand, Spildevandskomiteen, IDA

Og her er større kloakker i sig selv ikke nok, hvis Danmark skal holde sit på det tørre i en fremtid med hyppigere skybrud og kraftig regn.

Få styr på regnvandet
Opgaven med at klimatilpasse Danmark kan ikke isoleres til kun at handle om afløbssystemer under jorden, når det gælder ekstreme regnskyl.

Vi bliver nødt til også at håndtere regnvand på jorden og bruge terrænet til at dirigere vandet derhen, hvor vi helst vil have det, og hvor det forvolder mindst skade.

Samtidig anbefaler vi i Spildevandskomiteens nyeste publikation, Skrift 31, at kommunerne i højere grad tager cost-benefit analyser i brug, når de skal finde ud af, hvilke klimatilpasningstiltag det bedst kan betale sig at sætte i værk.

Cost-benefit kan være løsningen
Her, som i mange andre tilfælde, er det jo ofte økonomi, som er afgørende for, om tiltag sættes i gang eller lægges på hylden.

Ved at gennemføre cost-benefit analyser styrker man grundlaget for at træffe fornuftige beslutninger.

Eksempelvis vil en cost-benefit beregning forhåbentlig skærpe fokus på, hvorvidt det er fornuftigt at udstykke byggegrunde på områder, hvor man ved eller kan forvente, at der er problemer med at lede vand væk.

Problemerne er kortlagt
Derfor hænger klimatilpasning rigtig meget sammen med både økonomi- og kommunaleplaner.

Kommunerne har jo lavet klimatilpasningsplaner, så de ved, hvor problemerne er, men ikke alle er kommet i gang med at løse dem.

Her håber jeg, at cost-benefit analyser kan hjælpe til at skabe overblik over, hvor det vil være mest hensigtsmæssigt at sætte ind, når det gælder om at beskytte borgere og værdier mod konsekvenserne af oversvømmelser fra storme og skybrud.

Beregninger kan være afgørende
Regnemaskiner og økonomiske analyser kan selvfølgelig ikke i sig selv dæmme op for et skybrud, men det facit, man når frem til ved at gennemføre cost-benefit beregninger, kan være afgørende for, at noget bliver besluttet og sat i gang.

Netop det her med at komme i gang med klimatilpasningstiltag er i min optik det centrale.

Og uden at have regnet på det vil jeg tippe, at det helt sikkert ikke bliver billigere af at vente.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00