Debat

Ingeniører: Flere vindmøller reducerer ikke den danske CO2-udledning

Vindmøller er ikke længere den bedste samfundsøkonomiske måde at nå CO2-målet i 2030, og derfor er det ikke meningsfuldt med støtteordninger til nye VE-anlæg, skriver tre civilingeniører.

Nye elproduktionsanlæg bør etableres uden tilskud på almindelige internationale markedsvilkår, skriver tre civilingeniører. 
Nye elproduktionsanlæg bør etableres uden tilskud på almindelige internationale markedsvilkår, skriver tre civilingeniører. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med de gode vindforhold, vi har i Danmark, er vindmøller blandt de billigste el-produktionsteknologier. Vi er derfor ikke i tvivl om, at Danmark skal udbygge med mere vindkraft, når der er behov for det.

Når vi kigger på Energistyrelsens basisfremskrivning BF20, og ser, at Danmark i 2030 eksportere over 15 procent af vores elproduktion, tillader vi os at stille det spørgsmål, om der behov for at give støtte til den store vindmølleudbygning, der er på vej.

Flere vindmøller erstatter ikke forbrug af fossile brændsler
Politikerne etablerer ikke flere vindmøller med tilskud, fordi elmarkedet efterspørger mere kapacitet, men fordi de tror, at det er nødvendigt for at nå CO2-målet i 2030. Men ifølge Energistyrelsens basisfremskrivning er der kun tre procent el- og fjernvarme på fossile brændsler i 2030.

Yderligere udbygning med vindmøller erstatter ikke det tilbageværende forbrug af fossile brændsler i elsektoren i 2030, men øger udsvingene i udvekslingen af el med udlandet.

Hverken den øgede eksport eller den reducerede import af el, som vindmøllerne og solcellerne giver anledning til, reducerer den danske CO2-udledning, fordi importen regnes som CO2-fri.

Flemming Nissen, Paul-Frederik Bach og Uffe Steiner Jensen
Civilingeniører

Hverken den øgede eksport eller den reducerede import af el, som vindmøllerne og solcellerne giver anledning til, reducerer den danske CO2-udledning, fordi importen regnes som CO2-fri. Det er derfor de andre sektorer, der udleder CO2, der skal fokuseres på.

Argumentet med at yderligere udbygning med vindmøller og solceller er en samfundsøkonomisk god måde at nå CO2-målet i 2030, holder derfor ikke.

Forandret energisystem
Danmark er en del af et stort europæisk elsystem, hvor vi solidarisk hjælper hinanden, når der sker uheld i systemet, og hvor vi handler strøm på markedsvilkår.

Den danske udbygning med vind- og solkraft gør os endnu mere afhængige af det europæiske elsystem – selv med en omfattende udbygning med Power-to-X anlæg. De store udsving i dansk produktion af el betyder, at vi i de fleste af årets timer vil komme til at producere for meget eller for lidt i forhold til det danske forbrug.

Det er derfor vigtigt, at Danmark arbejder for at fastholde et velfungerende internationalt elmarked, og at vi ikke ødelægger markedet ved at etablere politisk fastsatte udbygninger med nye VE-anlæg. Nye elproduktionsanlæg bør etableres uden tilskud på almindelige internationale markedsvilkår.

Engang holdt argumentet med, at danske vindmøller reducerede den danske CO2-udledningen ved at erstatte fossiltfyrede danske elproduktionsanlæg. Men den tid er ved at være forbi, og politikerne skal nu beslutte ud fra et nyt billede af energisystemet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00