Debat

Installationsbranchen: Varmepumper skal ikke konkurrere på offentlige støtteordninger

REPLIK: SustainSolutions undrer sig over, at abonnementsordningen for varmepumper møder modstand i installationsbranchen. Vi er ikke modstandere af varmepumper, men af at offentlige støttekroner bruges til at skævvride markedet, skriver Simon O. Rasmussen.

Støtten til varmepumper på abonnement overstiger markant det niveau, der kan opnås i støtte til varmepumper solgt på traditionelle vilkår, skriver Simon O. Rasmussen.
Støtten til varmepumper på abonnement overstiger markant det niveau, der kan opnås i støtte til varmepumper solgt på traditionelle vilkår, skriver Simon O. Rasmussen.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Simon O. Rasmussen
Underdirektør i TEKNIQ Installationsbranchen

Klaus Gadeberg, teknisk chef i SustainSolutions, efterlyser i Altinget samarbejde fra installatørerne om abonnementsordningen for varmepumper. I samme indlæg undrer Klaus Gadeberg sig over, hvorfor ordningen møder modstand fra installationsbranchen.

Varmepumper på abonnement adskiller sig fra traditionelle varmepumper ved, at kunderne ikke selv ejer og driver varmepumpen, men lejer eller leaser løsningen fra et firma. Og lad det være sagt med det samme: I TEKNIQ, der repræsenterer 2.700 installationsvirksomheder, er vi ikke modstandere af varmepumper på abonnement.

Vi arbejder selv for - og støtter varmt - udbredelsen af varmepumper. Og vi er bestemt tilhængere af, at man bruger støttemidler til at udbrede varmepumper. Det er en populær og effektiv teknologi, som spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling. Derfor vil vi naturligvis gerne samarbejde med alle, der støtter udbredelsen. 

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Offentlig støtte skævvrider markedet
Men vi er modstandere af, at man fra statslig side udvælger fem virksomheder - og giver et offentligt tilskud, der netop støtter deres forretningsmodel, som er at tilbyde varmepumper på abonnement. Nok er det en offentlig opgave at støtte udbredelsen af varmepumper, men det er ikke en offentlig opgave at støtte særlige forretningsmodeller med skattefinansierede midler.

Den form for offentlig støtte giver nogle få virksomheder bedre afsætningsvilkår, end de aktører, der har valgt en model, hvor de sælger varmepumperne - og det skævvrider markedet.

Varmepumper skal ikke konkurrere på offentlige støtteordninger, men på hvem der leverer de stærkeste løsninger for slutbrugerne.

Simon O. Rasmussen
Underdirektør i TEKNIQ Installationsbranchen

I dag udgør støtten til en boligvarmepumpe på abonnement cirka 12.500 kroner. Det ligger markant over det niveau, der kan opnås i støtte til en varmepumpe, som sælges på traditionelle vilkår, og det fremmer ikke konkurrencen om at skabe de bedste og billigste varmepumpeløsninger.    

Installatørerne er ikke bange for konkurrence. TEKNIQ går ind for lige og fair konkurrence - og varmepumper skal ikke konkurrere på offentlige støtteordninger, men på hvem der leverer de stærkeste løsninger for slutbrugerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00