Debat

Juraen spænder ben for fjernkøling

REPLIK: Mange udfordringer står i vejen for udnyttelsen af fjernkølingens potentiale i Danmark. Disse har dog primært juridisk karakter, for teknologien er til stede, fastslår Alexander Kousgaard Sejbjerg og Chris Agerfeld Svenning, specialestuderende i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

"<span>Det
er ikke afklaret i praksis, hvorvidt kommunale
fjernkølingsaktiviteter er underlagt kommunalfuldmagtens
lokalitetsprincip," påpeger 
 Alexander
Kousgaard Sejbjerg og Chris Agerfeld Svenning&nbsp;i dagens debat. 

</span>
"Det er ikke afklaret i praksis, hvorvidt kommunale fjernkølingsaktiviteter er underlagt kommunalfuldmagtens lokalitetsprincip," påpeger Alexander Kousgaard Sejbjerg og Chris Agerfeld Svenning i dagens debat. Foto: Colourbox.com
Minna Møbjerg Stevnhoved
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Alexander Kousgaard Sejbjerg og Chris Agerfeld Svenning
Specialestuderende i energiplanlægning ved Aalborg Universitet

I den nyligt offentliggjorte Køleplan Danmark kortlægges et betydeligt potentiale for fjernkøling i Danmark. Fordelene ved at indfri potentialet er mangeartede og begrænser sig langt fra kun til kølesektoren, men også mulighed for effektivisering af fjernvarmen og større integration af fluktuerende energikilder i elsystemet udgør potentielle fordele.

Store lovmæssige hindringer og uklarheder
I Køleplan Danmark samt i debatindlægget ”Fjernkøling kan give milliardbesparelse” påpeges en række lovgivningsmæssige forhold, som vurderes at udfordre indfrielsen af potentialet.

Hvor det i debatindlægget udlægges, som om kun få lovgivningsmæssige justeringer er nødvendige for at indfri potentialet for fjernkøling, er dette dog en væsentlig forenkling og underdrivelse.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Udbredelsen af fjernkøling er i Danmark udfordret af en lang række lovmæssige udfordringer og uklarheder, og en ændring af disse skal ske, før fjernkøling kan forventes udbredt i større omfang. Foruden de i Køleplan Danmark og i debatindlægget nævnte udfordringer, eksisterer også en række andre juridiske forhold, som er nødvendige at diskutere.

Afskaf forbud mod varmepumper
En væsentlig begrænsning i mulighederne for fjernkøling er forbuddet mod anvendelse af varmepumper i centrale kraftvarmeområder. Forbuddet begrænser ikke kun implementeringen af varmepumper i fjernvarmesektoren, men udelukker også anvendelsen af varmepumper til kombineret produktion af varme og køling i netop de byområder, hvor fjernkølingspotentialet må formodes at være størst i Danmark.

Udfordringerne er ikke teknologiske, men juridiske. Heldigvis kan sådanne udfordringer overkommes.

Alexander Kousgaard Sejbjerg og Chris Agerfeld Svenning
Specialestuderende i energiplanlægning ved Aalborg Universitet

Varmepumperne kan bidrage med synergieffekter mellem fjernvarme og -køling og være incitamentet for eksisterende fjernvarmeselskaber til at påbegynde fjernkølingsaktiviteter.

Forbuddet bør derfor afskaffes, inden forsyningsselskaber bliver nødsaget til at investere i andre løsninger.

Geografisk begrænsning af kommuner
Det er ikke afklaret i praksis, hvorvidt kommunale fjernkølingsaktiviteter er underlagt kommunalfuldmagtens lokalitetsprincip.

Fravigelse af princippet kræver specifik lovhjemmel, og eftersom en sådan ikke umiddelbart forekommer i gældende lovgivning, må princippet som udgangspunkt antages at være gældende. Kommuners muligheder for investering og drift af fjernkølingssystemer begrænses dermed til at foregå inden for egne kommunegrænser.

Hvis en fravigelse af lokalitetsprincippet imidlertid tillades, vil eksisterende kommunale forsyningsselskaber med erfaring og finansiel kapacitet få mulighed for at forsyne områder uden for deres traditionelle forsyningsområde.

Overskud eller hvile-i-sig-selv
En fravigelse af lokalitetsprincippet giver dog også kommunale fjernkølingsselskaber mulighed for at profitere på aktiviteter i andre kommuner, eftersom fjernkøling ikke er underlagt hvile-i-sig-selv-princippet, som det kendes fra fjernvarmesektoren i Danmark.

Det bør derfor besluttes om en sådan berigelse er ønskværdig, eller om kommunale fjernkølingsselskaber helt eller delvist skal underlægges hvile-i-sig-selv-princippet ved aktiviteter uden for egne kommunegrænser.

Kommunerne er en central aktør
I Køleplan Danmark og debatindlægget foreslås det, at kommunerne gives ansvaret for at planlægge for fjernkøling. Denne planlægning er dog udfordret af manglende data om bl.a. kølebehov, frikilder og omkostninger ved fjernkølingsteknologier med videre. Desuden begrænse erfaringsdelingen af konkurrencemæssige hensyn.

Det er dog yderst vigtigt, at det sikres, at der med dette ansvar også følger tilstrækkelig data og rådgivning, således at opgaven kan udføres på et anvendeligt niveau.

Til trods for at tilgængeligheden af sådanne data og rådgivning er bestemt i EU-direktiver, efterkommes det kun i begrænset omfang i Danmark. Ved at inkludere fjernkølingsteknologier i Energistyrelsens teknologikataloger, som bl.a. er til rådighed for fjernvarmeplanlægning, kan den nødvendige viden om teknik, økonomi og miljø stilles til rådighed for alle relevante og interesserede aktører.

Uanset hvad udgør kommunerne en central aktør i udviklingen af fjernkøling i Danmark.

Kommuner, der ikke helt eller delvist ejer fjernvarmevirksomhed, må dog, jævnfør gældende lovgivning, ikke etablere fjernkøling. I alt 54 kommuner må således ikke udøve fjernkølingsaktiviteter, hvorfor udbredelse i disse kommuner vil bero på private aktører.

Behov for flere lovgivningsmæssige justeringer
Potentialet for fjernkøling i Danmark er stort, men indfrielsen heraf er begrænset af en række udfordringer.

Udfordringerne er ikke teknologiske, men juridiske. Heldigvis kan sådanne udfordringer overkommes.

Teknologien er til stede, men uden støttende rammebetingelser er potentialet for grønnere køling i Danmark udfordret.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00