Debat

Morten Kabell: Vi skal fordoble genanvendelsen i København

DEBAT: København skal også være blandt verdens førende byer, når det kommer til genanvendelse. Derfor skal vi motivere københavnerne med nemme løsninger til genanvendelse, skriver Morten Kabell, Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.

Størstedelen af de københavnske skraldebiler bruger CO2-neutral biogas som drivmiddel.
Størstedelen af de københavnske skraldebiler bruger CO2-neutral biogas som drivmiddel.Foto: /ritzau/Daniel Hjorth
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Kabell (EL)
Teknik- og miljøborgmester, Københavns Kommune

I København lå genanvendelsen af husholdningsaffaldet på blot 35 procent i 2016. Dermed går alt for mange af vores ressourcer op i røg på forbrændingsanlæggene.

Vores nuværende mål siger, at vi frem mod 2018 skal øge genanvendelsen til 45 procent. For at nå målet er vi i gang med at give alle københavnere muligheden for at genanvende kartoffelskræller, kaffegrums og madrester.

Ved tidligere undersøgelser har 80 procent af københavnerne tilkendegivet, at de gerne ville genanvende det organiske affald, hvis de fik muligheden for det. Ordningen er da også overordnet set blevet rigtig godt modtaget.

Alligevel har vi været konservative i vores skøn af, hvor mange husstande der vil benytte sig af ordningen. På baggrund af erfaringer fra andre kommuner og Malmö har vi vurderet, at københavnerne i gennemsnit vil udsortere en tredjedel af det organiske affald.

Det skyldes, at vi ved, at nye vaner tager tid at lære, og at mange, når det kommer til stykket, anser sortering for at være besværligt. Det gælder formentlig ikke kun for københavnerne, men er nok en velkendt udfordring i mange kommuner. 

Vi skal have høje ambitioner for genanvendelse
Tidligere på året drøftede Teknik- og Miljøudvalget, hvor vi skal lægge ambitionsniveauet i vores Ressource- og Affaldsplan for 2024. Der er endnu ikke truffet nogen beslutning, men jeg mener, at vi bør gå efter en genanvendelse på 70 procent af husholdningsaffaldet i 2024.

Verdens ressourcer er begrænsede, og derfor er vi nødt til at ændre vores "brug og brænd af"-mentalitet. 

En ambitiøst ressource- og affaldsplan med en genanvendelse på 70 procent understøtter Københavns arbejde med at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025.

I forhold til klimaplanen er det helt centralt, at plastik ikke bliver brændt af, da plastik er lavet af olie. Og så skal bioaffaldet fremover være med til at sikre biogas til en stor del af bus- og lastbiltrafikken i byen.

Eksempelvis anvender størsteparten af byens skraldebiler CO2-neutral biogas som drivmiddel, og bidrager dermed til at gøre transportsektoren mindre afhængig af fossile brændsler.

Københavnerne skal motiveres til affaldssortering
Målet om øget genanvendelse skal vi primært nå ved en højere genanvendelse af de affaldstyper, som københavnerne allerede i dag sorterer. Men midlet er ikke løftede pegefingre over for dem, der ikke allerede er med på den grønne bølge. Derimod skal genanvendelse gøres nemmere, så det bliver det oplagte valg for københavnerne.

Blandt andet skal københavnerne have flere muligheder for at komme af med ting til genanvendelse, eksempelvis ved at lave nedgravede affaldsbeholdere i byrum, så man nemt kan aflevere det genanvendelige affald, selvom man forlader sin lejlighed via hoveddøren frem for bagtrappen og derfor sjældent kommer i baggården, hvor containerne til genanvendelse står i dag. 

Alle løsninger til at opnå så høj en genanvendelsesprocent eksisterer ikke på nuværende tidspunkt, og derfor vil København også skulle indgå innovative samarbejder med københavnerne, forskningsinstitutioner og private virksomheder. 

Ud over at gøre det nemmere at komme af med affaldet til genanvendelse skal vi også bruge kommunikation og nudging langt mere offensivt end i dag, hvis man skal nå den høje genanvendelsesprocent. 

EU er på vej med en samlet affaldspakke om cirkulær økonomi, hvor det forventes, at målsætningen vil lande på 60-70 procents genanvendelse i 2030. Og før sommer anbefalede regeringens advisory board for cirkulær økonomi, at genanvendelsen i Danmark 2030 skal udgøre 80 procent.

København bør sammen med landets øvrige kommuner støtte op om denne dagsorden med ambitiøse ressource- og affaldsplaner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Kabell

Public affairs-rådgiver, Rud Pedersen Group
Student (Nørre Gymnasium 1988)

0:000:00