KTC: Miljøindsatser går tabt i ny vandsektorlov

Af Søren Gais Kjeldsen, Michael Damm og Flemming Lehbert Sørensen
Hhv. formand for KTC, formand for KTC-faggruppen Miljø og grundvand og formand for KTC's spildevandsfaggruppe

Det nye forslag til vandsektorloven ser kun på besparelser ét sted, mens merværdi og synergi for borgerne og miljøet ved fælles tiltag næsten er forsvundet.

Det bør også fremadrettet være muligt, at opnå samfundsmæssige miljøgevinster ved samarbejde mellem forsyninger og kommuner.

Det er dog glædeligt, at det med forslaget til en ændring af vandsektorloven er helt entydigt, at vandselskaberne er forpligtiget til at gennemføre de miljømål, byrådet har fastlagt – i form af tillæg til målene.

Kravet om, at et særligt effektiviseringskrav, også på miljømål, betyder, at forslaget til en ny vandsektorlov skyder helt ved siden af det politiske forlig fra foråret. Dermed taber både vandsektoren og samfundet.

Forslaget vil uden tvivl give en dårligere samfundsøkonomi for indsatsen i forhold til klimatilpasning og i forhold til vandplanområdet, samt reducere den ønskede teknologiudvikling.

Forslaget til en ny vandsektorlov skyder helt ved siden af det politiske forlig fra foråret. Dermed taber både vandsektoren og samfundet.

Søren Gais Kjeldsen, Michael Damm og Flemming Lehbert Sørensen
Hhv. formand for KTC, formand for KTC-faggruppen Miljø og grundvand og formand for KTCs spildevandsfaggruppe

KTC vil derfor anbefale, at miljømål fortsat undtages fra effektiviseringskrav, eller at miljømål indgår som en del af de omkostninger vandselskabet ikke kan påvirke, og som derfor skal friholdes fra effektiviseringskrav.

Miljøtiltag under pres
Det fremgår af bemærkningerne til nr. 18 (ny formulering af vandsektorloven § 8), at de nuværende miljø- og servicemål erstattes af regler om tillæg til væsentlige omkostninger og tiltag, der gennemfører statsligt eller kommunalt fastsatte eller godkendte mål. Det fremgår, at det er hensigten, at tillæggene skal være omfattet af effektiviseringskrav. Det er her, problemet opstår.

Overordnet kan effektiviseringskravet betyde en forsinkelse eller en forringelse af miljøindsatsen, fordi selskaberne prioriterer anderledes. Det er ikke i overensstemmelse med forligsteksten, som siger, at formålet med vandsektorloven er en regulering, der understøtter, at krav til miljø, sundhed og forsyningssikkerhed kan fastholdes.

Hertil kommer, at der er en række miljømål, som det ganske enkelt ikke giver mening at underlægge effektiviseringskrav. Lovforslaget betyder således, at miljøtiltag bliver sat under pres. 

Effektivisering forudsætter, at der er et effektiviseringspotentiale, og det er ikke altid tilfældet. For eksempel er indsatsen for grundvandsbeskyttelse overvejende at indgå dyrkningsaftaler med landmænd. Det kan ikke effektiviseres, da der ikke er tale om almindelig forhandling på et frit marked, men derimod en præcis værdifastsættelse i overensstemmelse med erstatninger i henhold til miljøbeskyttelsesloven, vejloven og hvile-i-sig-selv-princippet.

Aftalerne skal således afspejle værditabet og må ikke være hverken højere eller lavere end dette.

Fra vandselskab til kommune
Hvis miljømål underlægges effektiviseringskrav, kommer det enkelte vandselskab i en situation, hvor de skal prioritere mellem for eksempel skovrejsning og renovering af et vandselskab. Der vil derfor ofte ske en nedprioritering af miljøet til fordel for driften.

Hvis kommunens miljømål ikke kan indfries, kan konsekvensen være, at der hældes opgaver og udgifter over på kommunerne. Det kan for eksempel ske, hvis kommunen bliver nødt til at gennemføre påbud i forhold til grundvandsbeskyttelse, fordi vandselskaberne ikke har opnået en frivillig aftale, da de mangler ressourcer som følge af effektiviseringskrav. Det betyder, at samfundet ikke får en besparelse, men at opgaverne kan blive overført fra vandselskaberne til kommunerne. 

Vi kan ikke se af Deloittes evaluering, at der skulle være et effektiviseringspotentiale i miljømål.

Deloitte fremførte i sin evaluering af vandsektoren, at prisloftregulering ikke giver incitamenter til at holde igen med investeringerne i anlæg, men sagde samtidig, at en relativt begrænset del af investeringerne er rettet mod miljøet. Det er en væsentlig detalje, da der tilsyneladende senere er sket en sammenkobling af konklusioner vedrørende service- og miljømål og de fysiske anlæg.

Adskil miljø og økonomi
Det er således ikke økonomiske argumenter, der fremføres, for at miljømålene skal indgå i den økonomiske ramme. Deloitte finder frem til, at et stort antal ansøgninger om dækninger af omkostninger til miljømål afvises på grund af administrative barrierer, blandt andet af ressourcemæssige årsager i Forsynings­sekretariatet (p (Deloitte p 169).

Konsekvensen er, at næsten halvdelen af vandselskaberne vurderer, at de vil blive tvunget til at reducere miljøindsatsen, efterhånden som de bliver presset af effektiviseringskravene (Deloitte p 170). Selvom udgangspunktet for disse undersøgelser er, at forsyningssekretariatet har svært ved at vurdere miljø- og servicemål fra vandselskaberne, så understreger resultaterne, at miljømål netop ikke bør være en del af den totaløkonomiske ramme, da det vil være med til reducere miljøindsatsen. 

I konflikt med forårets forlig
Ovenstående viser, at effektiviseringskrav til miljøtiltag i forslag til vandsektorlov ikke er i overensstemmelse med formålet med vandsektorloven og oplægget til forligsteksten, nemlig at kravene til miljø, sundhed og forsyningssikkerhed fastholdes og vandsektoren rummer et effektiviseringspotentiale, som skal udnyttes til gavn for forbrugerne og miljøet.

KTC foreslår derfor, at miljømålene fortsat undtages fra effektiviseringskrav. Alternativt foreslås, at miljømålene indgår som omkostninger vandselskabet ikke kan påvirke, og som derfor skal friholdes fra effektiviseringskrav.

Effektiviseringskravet er, som det er udformet i den nye vandsektorlov, en hæmsko for samarbejdet mellem kommuner og vandselskaber – og så er det til stor skade på miljøet. Det kan ikke være i samfundets interesse.