Læsø: Rigid lovgivning gør det svært at løse forsyningsopgaver

KRONIK: På Læsø har miljøet det godt. Men rigid lovgivning gør, at den lille ø-kommune, hvor antallet af turister langt overgår den fastboende befolkning, ikke er forsyningsmæssigt ligestillet med det øvrige Danmark. Det skriver Jens Morten Hansen (V).

Af Jens Morten Hansen (V)
Medlem af Læsø Kommunalbestyrelses Udvalg for Natur og Landskab og Læsø Forsyning A/S
Fhv. statsgeolog og styrelseschef

Hvordan fører vi miljøpolitik i landets mindste kommune, Læsø? Og hvilke opgaver og udfordringer afviger mest fra det øvrige Danmark?

Det er vigtigt først at få sagt, at miljøforholdene på Læsø generelt er i orden. Drikkevandet indvindes i naturfredede klitområder og er derfor landets reneste – ingen pesticider eller andre spor fra øens landbrug overhovedet.

Genbrugspladsen er åben 24 timer i døgnet, og meget af skraldet går direkte tilbage til genbrug hos øens mange 'jægere og samlere'. Vi har fjernvarme i en af byerne – baseret på øens store produktion af flis – og vi producerer fire gange så meget solenergi, som øen selv bruger af elektricitet.

Hvad er så problemet, når det nu går så godt med "grønhed" og miljø?

Det illustreres måske bedst af, at kapaciteten på øens to rensningsanlæg i havnebyerne ikke kan klare sommerens spidsbelastning. Men udbygning er nærmest umulig, fordi alle øens kyststrækninger i en afstand på op til fem kilometer fra stranden er udlagt som naturfredninger, fuglereservater, § 3-arealer og Natura 2000-arealer (se min tidligere kronik).

De arealer, der kunne være til rådighed i de to havnebyers helårs- og sommerhusområder, er jo ikke ligefrem steder, hvor vi har brug for lugt- og støjgener. Og renovationsudgifterne er væsentligt større end andre steder, blandt andet fordi affaldet skal med færgen til de store kraftvarmeværker i Jylland. Derfor har vi netop måttet investere to millioner kroner i et nedknusningsanlæg, der kan kompaktere affaldet – og derved spare lidt på færgeomkostninger, som andre kommuner ikke har.

Læsø er den kommune i landet, der har det største antal turister i forhold til antal fastboende. Modsat den almindelige opfattelse er det noget, der mærkes mere på de kommunale udgifter end på indtægterne.

Vi er kun 1.800 skattebetalere til at klare de forsynings- og miljøopgaver, som ikke dækkes af forbrugsafgifterne. De ekstra 2.000 til 18.000 personer, der faktisk er til stede på øen året rundt, slipper for disse kommunale udgifter. Det gælder især udgifter til veje, færgetilskud, havnene og afvanding af blandt andet helårs- og sommerhusområderne.

Vi er da bestemt glade for turismen, som især er baseret på øens omtrent 1.000 sommerhuse. Det sikrer blandt andet, at tre dagligvarebutikker, to fiskehandlere, enkelte restauranter og trælasthandelen er åbne året rundt, og at øen især i sommerhalvåret har en række andre indkøbsmuligheder, som ikke kunne eksistere uden turismen. Problemet for Læsø Kommune er, at en stor en del af de lønindtægter, som turismen skaber, beskattes i andre kommuner og derfor ikke modsvarer de kommunale udgifter.

Hovedparten af de nødvendige kommunale udgifter til veje, havne, færger og afvandingssystem, der gør øen beboelig for både fastboende og turister, skal afholdes over kommuneskatten. Det gælder for eksempel færgedriften, som hovedsagelig transporterer turister, men som kommunen skal understøtte med et årligt drifttilskud på 15-20 millioner kroner – også efter indførelsen af 'landevejsprincippet'. Det er en meget stor, men nødvendig post på et kommunalt budget på kun 210 millioner kroner. Med færgens nuværende priser ville det svare til, at folk skulle betale 250 kroner (lavsæson) eller 685 kroner (højsæson) for at køre fra Frederikshavn til Skagen.

På Læsø har vi længe forsøgt at drive en hensigtsmæssig energipolitik. Da de nationale elværker i 1960'erne opførte master med højspændingsledninger tværs over Læsø fra Sverige til Danmark og videre til kontinentet (Konti-Scan-projektet), håbede vi at få en stikledning til læsøboernes forbrug. Men det ville elværkerne ikke være med til. Til gengæld har vi nu udsigten til en række skæmmende højspændingsledninger og -master tværs over øen og dens mange naturbeskyttede arealer.

Konti-Scan-ledningerne er ellers noget, Danmarks store elselskab tjener virkelig meget på. Efter den seneste aftale med Sverige om alternativ energi er vores velmenende naboer forpligtet til at aftage al dansk overskudsstrøm fra alternative anlæg. Til gengæld har man måttet etablere et ekstra søkabel fra Jylland til Læsø, så Læsø ikke generer Sveriges og Danmarks el-eksport. Efter en serie kabelnedbrud for få år siden, hvor Læsø var uden strøm i adskillige dage, er der på øen nu etableret en nødforsyning, der kan klare eventuelle fremtidige kabelbrud.

Det mest bizarre er imidlertid, at et 'grønt' elselskab (European Energy) har set fidusen i at oprette et meget stort solfangeranlæg på Læsø, hvor landbrugsjord er billigere end i de andre danske kommuner. Men når en elproducent stiller med grøn energi, så har det kommunale el-selskab bare at tage imod strømmen. Sådan er loven, oplyser kommunaldirektøren. Også når der som her er tale om fire gange så meget strøm, som kommunen overhovedet kan bruge og allerede har adgang til.

Læsø Forsyning skal derfor grundet lovgivningen betale knap ti millioner kroner for en såkaldt 'reaktor', der skal sikre, at vores egen forsyning ikke springer i luften, når de mange watt fra solfangerne sendes til kontinentet. Dernæst skal Læsø Forsyning sørge for, at der er kabler fra solfangerne til elkablet til Jylland. I alt skal Læsøs elforbrugere betale en direkte udgift på 16,6 millioner kroner, uden vi får noget som helst ud af anlægget.

Det, Læsø får ud af det, er, at et stort areal nu er taget ud af landbrugsdriften og dermed ikke bare forgrimmer øen, men også fjerner de arbejdspladser, som det pågældende landbrugsareal hidtil har kastet af sig. Men vi kan selvfølgelig bryste os af nu at overgå Samsø som landets mest energigrønne kommune.

Det, der især mangler, for at Læsø får miljø- og forsyningsmæssig ligestilling med det øvrige Danmark, er først og fremmest af økonomisk og fredningspolitisk art:

1) Der burde kunne findes en rimelig ordning for den kommunale beskatning, så eksempelvis sommerarbejdere og sommerhusejere skal betale kommuneskat for den tid, de har opholdt sig i en sommerkommune eller haft indkomster på udlejning. Det burde indgå i de kommunale udligningsordninger, men har mødt hård modstand fra kommunerne omkring København, der frygter, at sommerhuskommunerne langs Sjællands kyster skal have noget for ulejligheden.

Grotesk er det også, at Læsø angives som landets næstrigeste kommune målt på ejendomsværdierne i forhold til indbyggertallet. Men det skyldes udelukkende, at langt de fleste sommerhuse ejes af folk, der betaler skat i andre og mere velstillede kommuner. Den gennemsnitlige indkomst på Læsø er med 226.000 kroner blandt landets absolut laveste. Med et aldersgennemsnit på 56 år vil øens beskatningsgrundlag falde yderligere i forhold til det øvrige land. Vi kan derfor ikke opretholde det lovpligtige kommunale serviceniveau uden at tvangsdeportere læsøboerne til fastlandet. Men det er vist noget, man kun de gør i lande, vi ikke ønsker at sammenligne os med.

2) Dernæst er der akut behov for, at Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet etablerer en ordning, så eksempelvis en lille ø-kommune ikke rammes hårdt af lovgivningens krav om, at selv små elforsyningsselskaber skal kunne modtage langt mere el, end de har kapacitet til.

3) Endelig er der behov for, at naturbeskyttelsen lempes, så også øer, hvor hele kystzonen er beskyttet, kan etablere hensigtsmæssige rensningsanlæg med tilstrækkelig kapacitet til de mange sommergæster.

Forrige artikel Fjernvarmen: Elforbrugerne skal betale en fair andel af kraftvarmeproduktionen Fjernvarmen: Elforbrugerne skal betale en fair andel af kraftvarmeproduktionen Næste artikel Polens ambassadør i Danmark: Baltic Pipe gør Europa grønnere Polens ambassadør i Danmark: Baltic Pipe gør Europa grønnere
Ny debat: Hvem skal eje Danmarks kritiske infrastruktur?

Ny debat: Hvem skal eje Danmarks kritiske infrastruktur?

DEBAT: Dong-salget fik debatten om den kritiske infrastruktur til at rase i Danmark. Nu blusser den op igen, da Ørsted pønser på at sælge elnettet Radius. Altinget: forsyning sætter i en ny debat fokus på ejerskab af kritisk infrastruktur.