Lidegaard ser tilbage: Det gik godt og skidt i 2012
TILBAGEBLIK: Energiaftalen blev historisk bred og ambitiøs, men der var også flere mangler. Forud for de nye forhandlinger ser daværende energi- og klimaminister Martin Lidegaard (R) tilbage på det bedste og værste ved energiaftalen fra 2012.
Morten Øyen
RedaktørDet var umuligt at forudse teknologiudviklingen fem-seks år frem. Det bliver det også denne gang.
Martin Lidegaard (R)
Tidligere klima- og energiminister, nuværende finansordfører
Det var en meget glad klima- og energiminister Martin Lidegaard (R), som en torsdag i marts 2012 kunne meddele, at Danmark havde fået sin hidtil bredeste, grønneste og længst varende energiaftale.
”Som mange ved, så har det været en meget lang fødsel, men der er kommet et meget smukt barn til sidst,” lød det fra Martin Lidegaard, da han kom ud fra de afsluttende forhandlinger i 2012.
Fødslen blev langstrakt på grund af tovtrækkeri med Venstre om prisen på aftalen. Og fordi Folketingets partier fra Enhedslisten til Venstre alle skulle kunne se sig i den. Siden opstod på ny kamp om udgifterne, analyser blev forsinket i flere år, og prisen på solceller endte med at give en ”næse” til ministeren.
Energi og Forsyning
