Debat

Messerschmidt: Hvis vi skal bruge mere el, må vi tale om forsyningssikkerhed

DEBAT: Tiden må være inde til at sætte fokus på forsyningssikkerhed og særligt elinfrastrukturen, hvis vi skal have tryghed for, at den grønne omstilling skal lykkes i takt med, at vi omstiller vores energiforbrug, mener Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. 

Der bliver talt alt for lidt om forsyningssikkerhed i en fremtid, hvor elforbruget skal være markant højere, mener Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt.
Der bliver talt alt for lidt om forsyningssikkerhed i en fremtid, hvor elforbruget skal være markant højere, mener Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Peter Bjørnbak Hansen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Messerschmidt (DF)
Klima-, energi- og forsyningsordfører, Dansk Folkeparti

Der er næsten et år siden, at jeg igen blev mit partis energi- og klimaordfører, og derfor har jeg fulgt og deltaget intenst i klimadebatten herhjemme. Ikke overraskende må jeg sande, at vi taler meget lidt om de sande udfordringer, der står i vejen for den grønne omstilling.

Hvis vi opfører solceller på nogle tage, påfører lidt ekstra rockwool oven på det, der ligger på loftet i forvejen, og gør en flyafgift til et ultimativt krav i klimaforhandlingerne, så har vi løst klimakrisen, må jeg forstå på debatten. Det er forslag, der stritter i øst og vest, og som nærmest ikke ville kunne registreres i det nationale klimaregnskab.

Tiden må være inde til at sætte fokus på de reelle udfordringer og de løsninger, det kræver at gennemføre den grønne omstilling. Jeg ved, det ikke lyder lige så sexet som de førnævnte klimaparoler, men vi bør tale om elinfrastruktur og forsyningssikkerhed. Det er hamrende vigtigt, og energiinfrastrukturen burde om noget sætte grønne hjerter i brand.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den grønne omstilling kommer kun, hvis strømmen fra vindmøllen kan nå frem, så vi kan lade vores (dele)bil op, få strøm i varmepumpen, køre i elbusser og krydse landet på en elektrificeret jernbane.

Her er et veludbygget elnet afgørende, hvis ikke de grønne planer skal bryde sammen, inden de er kommet i gang. Det kræver anlægsinvesteringer i elnettet, der endda vil kunne styrke beskæftigelsen bredt over hele landet. Derfor bør vi diskutere, hvordan vi sikrer, at elnettet bliver godt rustet til fremtiden.

Den grønne omstilling kommer kun, hvis strømmen fra vindmøllen kan nå frem, så vi kan lade vores (dele)bil op, få strøm i varmepumpen, køre i elbusser og krydse landet på en elektrificeret jernbane.

Morten Messerschmidt (DF)
Klima-, energi- og forsyningsordfører, Dansk Folkeparti

Tragikomisk analyse
I Dansk Folkeparti har vi altid værnet om en høj forsyningssikkerhed, hvad enten det er forsyning af olie, gas eller el. Danskerne skal kunne regne med, at det er til rådighed, når de har brug for det. Derfor skal vi producere energien selv, og derfor skal vi have en infrastruktur, der evner at transportere det.

Klimaministerens manglende interesse for danskernes forsyningssikkerhed – ja, måske endda for grøn omstilling – blev afsløret, da han tidligere på året satte tilsynet i gang med en effektiviseringsanalyse af elnettet og fjernvarmesektoren. Nu skulle det net, der binder den grønne omstilling sammen, igen kunne yde mere for mindre, lød opdraget til analysen.

Mindre tragikomisk blev det desværre ikke, da analysen blev offentliggjort, og det stod klart, at tilsynet har taget udgangspunkt i danskernes historiske elforbrug for at kortlægge fremtidens effektiviseringspotentiale. Man må være naiv og modstander af grøn omstilling, hvis man mener, at elforbruget ikke ændrer sig. 

Fra Dansk Folkepartis side ser vi hellere, at man bruger kræfterne på at sikre, at elnettet bliver klar til at løfte den opgave, der er nødvendig i fremtiden med et større elforbrug til biler og varme.

Jeg kan høre på mine ordførerkolleger, at de også mener, at et forsimplet fokus på effektiviseringer med dertilhørende bureaukrati og udskydning af investeringer ikke er den rette medicin i en fremtid, hvor der skal strømme meget mere strøm gennem vores fælles elnet.

Alle skal have tryghed for, at vi ikke sætter forsyningssikkerheden over styr i takt med, at vi omstiller vores energiforbrug. Skulle vi ikke tale om det?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00