Miljøforening: Kystnære havområder trues af mangelfuld lovgivning

DEBAT: Der mangler politisk vilje til at få ryddet op i uklog lovgivning fra 2012, som tillader placering af havvindmøller tæt på kysten, mener foreningen Beskyt Jammerland Bugt. Det kan få store natur- og miljømæssige konsekvenser. 

Af Ole Nyvold
Formand, Beskyt Jammerland Bugt

Titusindvis af borgere, brugere af de rekreative områder, marsvin og trækfugle i og omkring Danmarks kystnære havområder står nu i en alvorlig situation affødt af konsekvenserne fra en i klimapanik gennemført lov fra 2012.

I direkte forlængelse af klimatopmødet i København i 2009 og i forlængelse af en rekorddyr havvindmøllepark ved Anholt ønskede den daværende energiminister at tage endog meget radikale værktøjer i brug. I Danmark skulle havarealerne udnyttes til at høste vindenergien.

Ikke alene arealerne langt til havs, men også de kystnære arealer skulle udnyttes for på den måde at nedbringe de offentlige tilskud. De vises sten lå i, at den kystnære placering ville reducere selskabernes etableringsomkostninger og efterfølgende løbende serviceringsomkostninger. Det burde være selvindlysende, at investeringerne ved etablering af vindmølleparker på lavere vanddybder - kortere kabeltrækning, kortere sejltid - ville begrænse investeringskravene og dermed reducere behovet for offentlige tilskud.

Slaraffenland
I ly af det offentlige udbud af kystnære havvindmølleparker, der er endt med Vesterhav Nord og Vesterhav Syd, sneg energiministeren den såkaldt åben-dør-ordning ind i lovgivningen. Den politiske tilgang til det offentlige udbud af kystnære havvindmølleparker var præget af forsigtighed. Politikerne havde allerede dengang fornemmelse for en mulig konflikt og indså betydningen af, at der blev fokuseret på maksimal størrelse af de enkelte parker, maksimalt antal møller, maksimal møllehøjde, mindsteafstand til kysten, visuelle forhold samt støjforhold.

Mens politikerne i Energiudvalget var optaget af disse helt relevante forhold, som kom til udtryk i Energiaftalen af 2012, så blev det skrevet ind i lovgivningen, at der i åben-dør-ordningen kun var én begrænsning, nemlig at den nærmeste vindmølle kunne stå helt ind til fire kilometer fra kysten. Ikke nogen begrænsninger på antallet af møller, deres højde, kraftværkets kapacitet målt på megawatt, de visuelle gener.

En etablering af en havvindmøllepark med 30-60 møller, hver især med en højde som pylonerne på Storebælt (254 meter) inde i en lille lukket bugt, var således mulig med åben-dør-ordningen. Et rent slaraffenland for energiselskaberne og vindmøllebranchen.

Umiddelbart efter VE-lovens vedtagelse i 2012 indløb de første ansøgninger om forundersøgelsestilladelser efter åben-dør-ordningen. 

Bagklogskabens ulideligt klare lys
Energiministerens naive håb om, at de kystnære havvindmølleparker ville være drivkraften bag en markant reduktion i behovet for tilskud til havvind, er siden blevet gjort grundigt til skamme.

Ingen af vores nabolande har valgt denne fremgangsmåde. Samtidig er etableringsomkostningerne for havvind faldet med 70 procent siden 2012. Drivkraften bag dette er slet ikke de kystnære placeringer, men den samtidige etablering af egentlige havvindmølleparker med placeringer langt fra kysten. Alle lande omkring os har gjort det og det i en skala, der piller ved den danske selvforståelse af, at vi er verdensmestre i udnyttelsen af energien fra havvindmølleparker. I virkelighedens verden er vi nok Skandinavienmester (alene i kraft af, at Sverige og Norge jo har vandkraften).

Siden 2012 har alle efterfølgende energiaftaler og forlig understøttet forsøg på at imødegå de uheldige potentielle konflikter med borgere, der måtte blive berørt af kystnære placeringer. Der er således ad flere omgange indført lokal medindflydelse i lovgivningen. I dag har kommunerne således indsigelsesret, hvis den påtænkte havvindmøllepark tænkes placeret tættere end 15 kilometer fra kysten.

Politisk er der imidlertid intet gjort for at få ryddet op i lovgivningens historiske negative konsekvenser.

Lad oprydningen begynde
Borgere i de berørte områder har sat sig meget grundigt ind i de omfattende projekter og de miljømæssige konsekvenser, som projekterne uundgåeligt vil afstedkomme, men politikerne har over en bred kam dukket hovedet, når borgere har henvendt sig med bekymringer.

Standardforsvaret har været, at man ikke ønsker at lave lovgivning med tilbagevirkende kraft. Det er isoleret set ganske forståeligt, men faktisk heller ikke nødvendigt. De politiske partier skal blot træde i karakter, vise mod til at rydde op og demonstrere vilje og evne til at gøre det gennem konkrete handlinger.

Én af de foreliggende muligheder er at imødekomme EU’s ønske om, at vi i Danmark udpeger flere internationale fuglebeskyttelsesområder.

Jamen, er alle de kystnære havvindmølleprojekter ikke en forudsætning for en effektiv grøn omstilling?

Nej. Vi kan opnå den samme CO2-reduktion ved at etablere havvindmølleparker langt ude på havet, hvor vi ikke sælger ud af naturværdierne. Forklaringen er den simple, at det blæser langt mere ude på havet end inde under land. Den økonomiske mergevinst opvejer de meromkostninger, der er forbundet med etablering på større havdybder og transmission over længere afstande. Så simpelt er det.

Lad os nu få ryddet op i en pinlig kortsigtet og ubalanceret lovgivning, som uundgåeligt vil fremkalde folkelig modstand mod den grønne omstilling. Vi må konstatere, at åben-dør-ordningen fungerer som en hund i et spil kegler i forhold til at planlægge en fossilfri fremtid for det danske samfund.

Opfordringen skal derfor være, at gennemføre en lovændring, der fjerner muligheden for at foretage langvarige arealreservationer gennem åben-dør-ordningen.

Forrige artikel Drivkraft Danmark: Power-to-X skal batte på det danske CO2-regnskab Drivkraft Danmark: Power-to-X skal batte på det danske CO2-regnskab Næste artikel Partner om finanslovsudspil: Mere grøn forskning fører ikke automatisk til grøn omstilling Partner om finanslovsudspil: Mere grøn forskning fører ikke automatisk til grøn omstilling