Minister: Privatiseringsspøgelset i vandsektoren

Af Lars Christian Lilleholt (V)
Energi-, forsynings- og klimaminister

Allan Weirup fra Danske Vandværker fortalte den 8. november en skræmmehistorie på Altinget om, at regeringen vil lukke private investorer ind ad bagdøren og gøre den danske vandsektor til spekulationsobjekt. 

Det passer ikke, og Weirups indlæg bærer præg af en række misforståelser, som jeg gerne vil rette op på. 

For det første lægger regeringen med forsyningsstrategien ikke op til at ændre den økonomiske regulering i vandsektoren. Med forsyningsstrategien vil vi igangsætte analyser af reglerne i vandsektoren, så der kan blive skabt et stærkt fagligt grundlag for den videre dialog om den fremtidige regulering af sektoren. 

Allan Weirup ser derfor spøgelser, når han siger, at regeringen vil snige privatiseringer ind ad bagdøren, og her vil jeg gerne invitere Weirup til at spille konstruktivt med. 

For det andet kommer Weirup med nogle fejlagtige påstande om forrentning af egenkapitalen og adgangen til at låne på markedsvilkår. 

Målet er, at forbrugerne skal betale så lave priser som muligt.

Lars Christian Lilleholt
Klima-, forsynings- og energiminister

Det er nogle vigtige principper i forsyningsstrategien, så lad mig tilbagevise dem én for én.

Prislofter og gulerødder til effektiviseringer
To grundelementer i regeringens forsyningsstrategi er prislofter og gulerødder til effektiviseringer. 

Prislofterne betyder, at der lægges et loft over prisen for, hvad en kubikmeter vand må koste, og loftet skal være faldende år for år. Dette princip findes allerede for vandselskaberne.

Målet er, at forbrugerne skal betale så lave priser som muligt.

Nu kommer vi til guleroden: Hvis et vandselskab effektiviserer mere end de effektiviseringskrav, som vi pålægger dem, vil vi se på, om det er hensigtsmæssigt for forbrugerne, hvis ejerne kan beholde den økonomiske gevinst i en begrænset periode. 

Dette vil i givet fald betyde, at prisloftet efter en periode på for eksempel 4-5 år sænkes yderligere, så den svarer til de faktiske omkostninger i selskaberne, hvorefter effektiviseringen kommer forbrugerne til gavn.  

Og hvorfor denne gulerod? Jo, fordi sund fornuft, som Weirup flere gange henviser til i sit indlæg, tilsiger, at selskaber er mere tilbøjelige til at lægge sig i selen for at effektivisere, hvis man faktisk kan få noget ud af det. 

Problemet med den nuværende regulering
Det dummeste et vandselskab kan gøre i den nuværende regulering er at effektivisere mere end effektiviseringskravet, fordi vandselskaberne efterfølgende bliver ”straffet” for det i form af lavere prislofter.

Muligheden for overskud ved ekstraordinære effektiviseringer i en begrænset periode er derfor et sundt princip, som på sigt vil føre til lavere priser til gavn for de danske forbrugere. Muligheden for at beholde et overskud i en kortere periode er også et princip, som kan give flere frihedsgrader til vandselskaberne, hvilket Weirup også efterlyser. 

Nemme penge giver dårlige investeringer
I dag kan vandselskaberne låne penge i Kommunekredit, som er kommunernes egen andelskasse. Eller også kan de opkræve – det vil sige låne dem rentefrit hos forbrugerne. I begge tilfælde er det favorable vilkår med lave renter og en mere lempelig risikovurdering af investeringerne, end hvis man skulle låne på det private marked. 

I begge tilfælde indebærer det, at kommunerne og forbrugerne agerer bank for forsyningssektoren, og vandselskaberne agerer kapitalforvalter på vegne af forbrugerne. Det er opgaver, som ligger langt fra vandselskabernes, kommunernes og forbrugernes kerneopgave. 

Jeg vil derfor gerne starte med at fastslå, at lavere renter ikke nødvendigvis giver billigere vand.

Når der er mulighed for at optage billige lån, overvurderer man nogle gange nødvendigheden af at investere i nye anlæg fremfor at udnytte de eksisterende. 

I banken er man typisk mere nøjeregnende med, om det er en god investering, man ønsker at foretage, fordi der altid er en risiko forbundet med en ny investering.  

Et godt eksempel på konsekvenserne af billige og nemme lån er den danske forbrændingssektor, hvor der er i dag er en overkapacitet på cirka 500.000 tons årligt. 

På Sjælland døjer man for eksempel med at finde tilstrækkelig affald til at putte i ovnene og importerer i tusindvis af tons udenlandsk affald for at udnytte kapacitet. 

Vi har i dag en situation, hvor prisen for at forbrænde et ton affald svinger fra 250 kr. til 900 kr. fra kommune til kommune, blandt andet fordi der er foretaget nogle uhensigtsmæssige investeringer nogle steder.

Når vandsektoren investerer i et nyt rør eller affaldssektoren investerer i nye anlæg bindes frie midler, som kunne være anvendt til andre formål med positivt samfundsmæssigt afkast. Derfor er det vigtigt, at indregne en meromkostning ved investeringer, som afspejler den reelle samfundsmæssige risiko, som er forbundet med investeringen. 

Billige og nemme lån og fravær af forrentning kan altså lede til uhensigtsmæssige investeringer og overkapacitet, som i sidste ende øger regningen for forbrugerne. 

Privat markedsfinansiering medfører ikke øgede udgifter
Dernæst er det vigtigt for mig at pointere, at offentlige myndigheder, herunder kommuner, ifølge EU’s regler om statsstøtte skal opkræve en såkaldt garantiprovision ved udstedelse af garantier for lån til virksomheder.

Garantiprovisionen skal svare til, hvad en privat markedsinvestor ville kræve i samme situation på samme tidspunkt. Derfor kan en privat markedsfinansiering ikke medføre øgede finansieringsudgifter for vandselskaberne i henhold til EU’s statsstøtteregler. 

Regeringen vil sikre sig, at vi overholder EU’s statsstøtteregler, og bl.a. derfor igangsætter vi med Forsyningsstrategien en analyse af rammerne for kommunekredit og kommunegaranterede lån. Det ser jeg som min pligt som minister. 

Med forsyningsstrategien ønsker vi ikke en privatisering af vandsektoren, men til gengæld at indføre nogle sunde principper, der belønner selskaberne for at effektivisere driften og fremmer holdbare investeringer. 

Det er en solstrålehistorie, ikke et skræmmeeksempel, som jeg håber, at vandsektoren vil være med til at skrive videre på.