Når politik bliver til videnskab i miljøpolitikken

Af Villum Christensen
Miljøordfører for Liberal Alliance

Vi må forvente, at der i de kommende uger vil blive rig lejlighed til at blive forskrækket.

Hele det internationale rædselskabinet i form af FN’s klimapanel med tilhørende 600 forskere og 195 regeringsrepræsentanter har netop gjort sit indtog i København og forhandlet sig til de forudsigelser, som er blevet præsenteret for verdens politikere.

Samtidig hermed har Miljøministeriet udsendt en alarmerende rapport, som miljøministeren finder skræmmende, fordi ”den tegner et dystert billede af nogle af de scenarier, vi vil komme til at opleve”, som hun udtrykker det - blandt andet med henvisning til, at vandstanden i Esbjerg kan forventes at stige med fire meter over normalen hvert femte år.

At dette isoleret set er skræmmende, er naturligvis hævet over enhver tvivl. I forordet til rapporten er ministerens første sætning da også følgende syv ord: ”Ødelagt indbo, oversvømmede biler og væltede skove”. Ja – man må sige, at scenen er sat, hvilket også til fulde godtgøres af det valgte billedmateriale.

Klimaændringerne gavner Nordeuropa
Hvis man så går lidt dybere ned i denne rapport og kigger på baggrunden for disse forudsigelser, bliver man måske en anelse mindre rædselsslagen.

Meteorologer er ikke klimaforskere, og det, der foregår i København omkring den femte klimarapport, har intet med forskning at gøre. Her ”forhandler” man sig i et lukket rum til det, man vil fortælle politikerne, ord for ord, sætning for sætning.

Villum Christensen (LA)
Miljøordfører

Formålet med rapporten er at sige noget om klimakatastrofens konkrete følger for Danmark og vores region. Her kan man notere sig, at hvis man vælger at tro på klimapanelets fremtidsmodeller, så gælder det for Danmark og Norden, at vi må kunne forvente en højere landbrugsproduktion på grund af en længere vækstsæson, ligesom fiskebestanden tydeligvis bevæger sig nordpå.

Går vi til turisterhvervet, er konklusionen, at klimaændringerne vil komme Nordeuropa til gode, mens det vil blive værre i Sydeuropa.

Går vi til ændringer i havniveauet, fremgår det længere nede i rapporten (og langt væk fra pressemeddelelserne), at konsekvenserne for befolkningen og infrastrukturen ”sandsynligvis vil være på et niveau, som Europas kystnære områder vil være i stand til at tilpasse sig”.

Omkring storme står direkte, at man ikke aner, om disse har noget at gøre med udledning af drivhusgasser, og at forekomsten er forbundet med store naturlige variationer.

Klimarapport er ikke forskning
Denne sidste observation fik mig til at søge på ordet ”usikkerhed”, som viser sig at optræde hele 32 gange i rapporten. Når vi som politikere lægger ører til disse mange rædselsrapporter på klima- og miljøområdet, tror jeg, at man gør sig og sine omgivelser en tjeneste ved at minde hinanden om følgende:

Meteorologer er ikke klimaforskere, og det, der foregår i København omkring den femte klimarapport, har intet med forskning at gøre. Her ”forhandler” man sig i et lukket rum til det, man vil fortælle politikerne, ord for ord, sætning for sætning. Det er politik og ikke forskning. Man stemmer som bekendt heller ikke om, hvad der er sandhed.

For at noget kan få præg af forskning, så skal det være transparent, kritikere skal kunne komme til orde, og hypoteserne skal vise sig robuste overfor de empiriske observationer. Desværre kan der ikke være nogle af disse krav opfyldt, når regeringsrepræsentanter skal blive enige i dette forhandlingsspil.

Et godt gæt kunne være, at der er en del politik i at skulle fastsætte omkostningernes størrelse ved nedbringelsen af drivhusgasser, alt afhængigt af, om man som land/regering kan forventes at skulle betale for gildet, og/eller afhængigt af landets udviklingsstadium og dermed også hvor meget velstand, man som land skal give afkald på.

Politikerne er styret af katastrofeteorier
FN's klimapanel er og bliver et politisk projekt, hvilket der ikke er noget i vejen med. Det er også født som et sådant.

Problemet er bare, at presse, kommentatorer og politikere argumenterer, som om der er tale om videnskab i normal forstand. Og det er naturligvis et problem, at politikere lader sig styre af katastrofeteorier, der ikke er belæg for. Men hvem ved, måske er der stemmer i det?

Den virkelige katastrofe knytter sig ikke til, om vi får en én, to eller tre grader varmere klode.

Mennesket har jo altid tilpasset sig de klimamæssige forhold. Men betyder de rigide klimaindsatser, at velstand og velfærd begrænses, herunder den menneskelige kreativitet, fordi milliarder af mennesker fastholdes i fattigdom, så er det her den reelle katastrofe befinder sig.  Høj velstand er forudsætning for at løse miljøproblemer, ikke det modsatte.