Ny aftale sikrer hurtigere internet

BREDBÅND: Et bredt flertal af Folketingets partier har indgået en aftale om fordelingen af bredbåndspuljen fra regeringens vækstplan.

Foto: Colourbox
Emma Qvirin Holst

Tirsdag har regeringen landet en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, SF, Radikale og Konservative om kriterierne for udmøntningen af bredbåndspuljen fra regeringens vækstplan.

"Den digitale infrastruktur er afgørende for, at danskerne kan bo og drive virksomhed over hele landet. Bredbåndspuljen er målrettet de områder, hvor markedet ikke kan klare det alene," siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse.

I forbindelse med aftalen om vækstplanen blev der i alt afsat 200 millioner kroner til en bredbåndspulje. De fordeler sig på 80 millioner i 2016 og efterfølgende 40 millioner hvert år i 2017 til 2019.

Formålet med puljen er, at sammenhængende områder med enten boliger, virksomheder eller sommerhuse kan få tilskud til at løse deres udfordringer med dækning. Aftalen fastlægger, at det er kommuner samt lokale sammenslutninger af borgere og virksomheder, der kan søge om tilskud fra puljen.

"Det er vigtigt for vækst og udvikling i hele Danmark, at vi nu kan give en håndsrækning til de områder, hvor dækningen er meget dårlig. Med de kriterier, der er enighed om, sikrer vi, at pengene bliver brugt til fremtidssikrede løsninger for dem, der i dag har dårlig dækning," siger Lars Chr. Lilleholt.

Ministeren forventer, at puljen vil betyde, at mellem 4.000 og 25.000 boliger, virksomheder eller sommerhuse kan få hjælp.

Der vil årligt være en ansøgningsrunde, og Lilleholt forventer, at den første sættes i gang til sommer. Puljen er dog kun en forsøgsordning, og den vil blive evalueret efter de første to år, hvor man vil tage stilling til, om den skal videreføres.

Bredbåndspuljen administreres af Energistyrelsen, og tilskuddet vil blive fordelt på baggrund af fem aftalte kriterier:

  • Tilslutningsprocent ved adgang til maksimalt 10/2 Mbit/s – vægtning 25 pct.
  • Tilslutningsprocent ved adgang til maksimalt 5/1 Mbit/s – vægtning 25 pct.
  • Projektets størrelse – vægtning 20 pct.
  • Totalprisen per tilslutning – vægtning 10 pct.
  • Andel af egenbetaling – vægtning 20 pct.

Derudover er der et krav på en egenfinansiering på 2.000 fra dem, som er med i det enkelte projekt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Christian Lilleholt

MF (V), fhv. energi-, forsynings- og klimaminister
journalist (DJH 1993)

0:000:00