Professor: Vi pudser CO2-glorien, når vi importerer biomasse

DEBAT: Danmark sætter naturen under pres i andre lande, når vi importerer biomasse lavet af for eksempel plantageeukalyptus fra Sydamerika, skriver professor Bent Ole Gram Mortensen. 

Af Bent Ole Gram Mortensen
Professor i energi- og forsyningsret, Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Anvendelse af biomasse i dansk energiproduktion har i en årrække været stigende.

Biomassen kan komme fra affald, men den kan også været produceret til formålet. Det kalder vi energiafgrøder, og det kan være lidt af hvert.

Rasp kan man for eksempel lave biodiesel af. Majs kan blive til biogas. Halm kan blive omdannet til fjernvarme og måske el. Det samme kan flis, som vi anvender og importerer en del af i Danmark.

Sidstnævnte har også givet anledning til en berettiget tur i mediemøllen, blandt andet ud fra en betragtning om, at den store anvendelse af importeret biomasse næppe er overvældende bæredygtig, fordi vi fælder skov i andre lande for at brænde træet af herhjemme.

Det har også været fremme, at kontrollen i form af tvivlsomme certificeringsordninger lader meget tilbage at ønske. Kritikken er ikke ny, heller ikke i dagspressen.

Frugtbar jord er begrænset ressource 
Når vi anvender biomasse i energiproduktionen, fortrænges andre energikilder.

Det kan for eksempel være fossile brændsler. Og der er flere gode argumenter for at reducere brugen af kul, olie og naturgas til energiproduktion (afbrænding af fossile brændsler tilfører kulstofkredsløbet mellem biosfæren, havet og atmosfæren ellers langtidslagret kulstof).

Den debat skal ikke forfølges her. Ej heller om vi risikerer af fortrænge andre og mere bæredygtige energiformer med anvendelsen af biomasse til energiformål.

Formålet med disse ord er at gøre opmærksom på, at frugtbar jord er en begrænset ressource. Bruger vi arealer til dyrkning af energiafgrøder, kan arealerne ikke fuldt ud benyttes til andet såsom natur eller fødevareproduktion.

Det er helt uafhængig af, hvor CO2-neutralt man eventuelt betragter den pågældende produktion af energiafgrøder.

Lider biodiversiteten skade? 
Der sker et træk på en begrænset ressource (dyrkbar jord). Og hvad er så konsekvensen? Forestiller vi os, at fødevareefterspørgslen falder, når dyrkbar jord bruges til energiafgrøder?

Måske fordi en stigning i fødevarepriser som følge af et reduceret udbud hindrer især fattige i visse dele af verdenen i at spise "så meget"? Eller kunne man forestille sig, at fødevareproduktionen blot finder andre arealer for eksempel i form af inddragelse af (nye) naturområder – legalt eller illegalt?

Og hvad med biodiversiteten? Kan nogen af de eksisterende mærkningsordninger inden for skovbrug virkelig garantere, at biodiversiteten ikke lider skade pæne udsagn og intentioner til trods?

Et kig på certificeringsordninger
Der mangler desværre i lovgivningen standarder for bæredygtigt flis. Det er overladt til private aktører. Der er god grund til, at man politisk nu vil kaste et grundigt blik på diverse certificeringsordninger, der kan være af meget forskellig karakter.

Kan vi virkelig stole på de nuværende certificeringsordninger? I den danske presse har der blandt andet været omtalt import af "certificeret" træflis fra sydamerikanske eukalyptusplantager.

Nu er eukalyptusslægten ikke just hjemmehørende på det sydamerikanske kontinent, men brugen af eukalyptus som plantagetræ med henblik på tømmer-, papir- og energiproduktion er ikke noget nyt.

I hvilket omfang den lokale fauna så fornuftigt kan sameksistere med disse fremmede træsorter dyrket som store områder med monokultur, det er jo spørgsmålet.

Hurtige forandringer er svære og dyre
Og hvordan har vi det så med energiafgrøder i Danmark? Brugen af biomasse er vokset gennem mange år. I 2018 kom 37 procent af den til energiproduktion anvendte biomasse fra import.

Der er sågar støtteordninger for afbrænding af biomasse. Modsat regnes biomasse til energiproduktion i al fald regnskabsmæssigt for CO2-neutralt, og indtil videre har biomassen været afgiftsfritaget.

Afgiftsfordelen i form af fravær af energiafgifter på brug af biomasse har givet et økonomisk incitament til at etablere en del energiproduktionsanlæg (el og fjernvarme) designet til netop på biomasse.

De produktionsanlæg hænger vi så på nu og 20 til 30 år i frem i tiden. Energisektoren er nu engang præget af store investeringer, der afskrives over mange år. Hurtige forandringer er svære og dyre.

Karakter af en dummebøde 
Nu er der så politiske forslag fremme om at afgiftsbelægge biomasse. En ny afgift på biomasse får bare ikke allerede etableret varmeværker og anden kapacitet til at forsvinde. Investeringen er foretaget.

Alt efter hvordan afgiften strikkes sammen, har det næsten karakter af en dummebøde. Tænk at investerede i tillid til eksisterende (afgifts)lovgivning. 

Desværre stod der jo nogle forbrugere i den anden ende, og de skulle jo forsynes, uanset hvornår lovgiverne tog sig sammen til at blive enige om afgifter på biomasse og alternativer.

Så energisektoren måtte jo på et tidspunkt bygge i det forfængelige håb, at nye politiske initiativer ikke ville rive tæppet væk under allerede foretagne investeringer.

Rettidig politisk omhu versus hovsaløsninger. Ak ja. Det er åbenbart politisk svært at revidere det samlede sæt af energiafgifter. Det er fænomen, som vi også kender fra problematikken om afgifter på overskudsvarme.

Det kan Danmark gøre bedre 
Måske skulle vi overveje betimeligheden af den stigende anvendelse og import af energiafgrøder?

Vi skal ikke mere end et par århundrede tilbage for at finde afskovning i Danmark og omegn drevet blandt andet af behovet for brænde. Er vi gennem vores import af plantagetræ i Danmark og Europa i øvrigt med til at sætte naturen under pres andre steder i verdenen?

Eksporterer vi problemer blot for regnskabsteknisk at kunne pudse CO2-glorien? I så fald: Det kan Danmark gøre bedre. Vi skal eksportere løsninger, ikke problemer.

Forrige artikel Konservativ Ungdom: Drop 8. udbuds­runde om nordsøolien Konservativ Ungdom: Drop 8. udbuds­runde om nordsøolien Næste artikel Affaldsselskab: Forbrænding af affald er en overgangsfase uden klar plan Affaldsselskab: Forbrænding af affald er en overgangsfase uden klar plan
Dan Jørgensen: I dag har vi alt for mange forbrændingsanlæg

Dan Jørgensen: I dag har vi alt for mange forbrændingsanlæg

STOP: EU-retten sætter en stopper for et forbud mod import af affald, så klimaminister Dan Jørgensen (S) vil nå målet ved at lade forbrændingsanlæg udkonkurrere hinanden. Vi har grønnere alternativer, som kan erstatte den varme, forbrændingsanlæggene producerer, siger ministeren.