Råd til kommuner: Skynd jer at få affaldsregulativer på plads

MILJØ: Den 1. januar trådte den nye affaldsbekendtgørelse i kraft, som fritager virksomheder fra at betale til kommunale genbrugspladser. Hastværk i lovgivningsprocessen har gjort det umuligt for kommunerne at være klar til tiden: Alligevel er rådet til forvaltningerne nu - skynd jer at komme på plads.
Klaus Ulrik Mortensen
Fakta

Tilvalgsordningen for erhvervslivets adgang til genbrugspladserne trådte i kraft 1. januar 2012.

Modellen erstatter den tidligere rådighedsmodel, hvor samtlige virksomheder med få undtagelser var med til at betale regningen. Nu betaler kun de, der aktivt tilvælger ordningen.

Endvidere bliver det meget lettere at opnå fritagelse fra det generelle gebyr, da omsætningsgrænsen hæves fra 50.000 til 300.000 kr., ligesom nystartede virksomheder skal fritages, hvis de kan dokumentere, at deres omsætning ligger under 300.000 kr. i gebyråret.

Her følger oversigt over de vigtigste ændringer fra høringsudkastet i oktober til den endelige affaldsbekendtgørelse udsendt 31. december 2011:

  • Reglerne for erhvervs benyttelse af genbrugspladser behøver først være indarbejdet i erhvervsaffaldsregulativerne 01.01.13. Abonnementsordningen (nu som frivillig tilvalgsmodel) vil gælde, indtil regulativerne er på plads.
  • De kommunale affaldshåndteringsplaner er udsat til 01.01.14.
  • Omsætningsgrænsen på 300.000 kroner, der fastsættes for gebyrfritagelse, er nu præciseret som “momsomsætningen eller lønsummen” (sidstnævnte for virksomheder, der ikke er momspligtige).
  • Den nye 8-ugersfrist for erhvervs ansøgning om fritagelse, som kommunerne får mulighed for at fastsætte, skal ikke længere – som ellers forudsat i udkastet – være kundgjort og tilendebragt, førend opkrævninger kan udsendes. Det betyder ifølge Miljøstyrelsens høringsnotat, at det vil være lovmedholdeligt, “hvis kommunerne sender et brev til alle de virksomheder, der ikke er generelt fritaget om”.
  • Endelig er der indføjet adgang til digital annoncereing af visse typer afgørelser m.v. efter bekendtgørelsen (i overensstemmelse med den nye lov herom).

Det overrasker næppe aktører i affaldsbranchen, at den endelige affaldsbekendtgørelse først lå klar 31. december 2011. Blot en enkelt - helligdag - før den trådte i kraft 1. januar 2012.

Det samme har været tilfældet de seneste par gange, der er udsendt ny lovgivning på affaldsområdet til implementering i teknik- og miljøforvaltningerne, så de kommunale sagsbehandlere må efterhånden være vant til hastværket.

Alligevel giver proceduren anledning til kritik fra KL’s affaldskonsulent Anders Christiansen.

“Jeg tror ikke, at der er nogen, der har nået at få regulativerne på plads. Bekendtgørelsen kom jo ikke før juleaften, hvilket jo er fuldstændig urimelige vilkår for kommunerne,” siger konsulenten om teksten, som kom i første udgave 20. december, mens de sidste tilrettelser altså fulgte nytårsaftensdag.

Hverken Anders Christiansen eller andre aktører, som Altinget | Teknik (tidligere kendt som Teknologisk Indsigt) har talt med, kan derfor sige noget, hvor mange kommuner der har nået at vedtage de nye modeller for virksomhedernes adgang til genbrugspladserne.

Tilvalgsordningen for genbrugspladserne erstatter den særligt fra erhvervslivets side voldsomt udskældte rådighedsmodel, hvor virksomhederne med enkelte undtagelser blev opkrævet et gebyr uden hensynstagen til, om de agtede at gøre brug af ordningen eller ej.
Det centrale punkt for kommunerne i den sammenhæng var beslutningen om at indføre en abonnements- eller en klippekortsmodel.

“Jeg tror, at kommunerne vil være en smule lorne ved abonnementsordningen, fordi den kræver, at man efter et år laver detaljerede brugerundersøgelser for at dokumentere, at priserne følger princippet om, at forureneren betaler. Det kan godt vise sig at være en stor hurdle,” anførte koordinator i Dakofa, Henrik Wejdling, tilbage i efteråret.

Desuden er der flere ting, pointerede han, der peger i retning af, at abonnementsordningen om få år risikerer at lade livet, fordi den viser sig ikke at være i stand til at sikre en retfærdig fordeling af udgifterne.

Henrik Wejdling er i dag skiftet til en stilling som udviklingskonsulent hos Affaldplus, men faglig konsulent i Dakofa, Inge Werther, vurderer, at flere kommuner stadig mangler at beslutte sig.

“Miljøstyrelsen har lagt op til, at man kan køre videre med de eksisterende abonnementsordninger frem til 1. januar 2013, men vi opfordrer kommunerne til hurtigst muligt at iværksætte egne ordninger,” understreger hun.

Og den opfordring deles af KL’s Anders Christiansen, som mener, at det andet kunne give merudgifter i forvaltningerne.

“Det bedste vil være at få regulativerne hurtigst muligt igennem, så kommunerne ikke skal ud i at sende to opkrævninger til virksomhederne og dermed bruge ekstra penge på administrationsomkostninger,” siger han.

Hvad kommunernes valg af modeller angår, forudser han en blandet landhandel.

“Jeg tror, at vi kommer til at se et kludetæppe af modeller,” siger han med henvisning til, at de kommuner, der i dag betjener sig af vægtsystemer, vil fortsætte med at betjene sig af disse.

Det er dog vigtigt, at prisen for at benytte sig af genbrugspladserne ikke varierer alt for voldsomt fra kommune til kommune.

“Det bliver rigtig spændende at se, hvad der kommer til at ske i 2013, når politikerne vil åbne op for adgang til genbrugspladser på tværs af kommunegrænserne. Det vil kræve en vis ensartet i løsningerne, ellers kan man forestille sig, at nogle virksomheder vil begynde at shoppe mellem kommunerne,” forudser affaldskonsulenten.

Altinget logoEnergi og Forsyning
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget energi og forsyning kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00