Debat

Varmepumpeindustrien: Hovedløs anklage fra Dansk Fjernvarme støtter deres eget monopol

Efterspørgslen på varmepumper er støt stigende. Det er et tydeligt bevis på, at danskerne er klimabevidste, og at det frie energivalg bør opretholdes, hvis Danmark vil i mål med ambitionerne for grøn omstilling, skriver Jens Bredning.

Fjernvarme er ikke den rette løsning til alle husstande, skriver Jens Bredning.
Fjernvarme er ikke den rette løsning til alle husstande, skriver Jens Bredning.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med en samfundstendens hvor den enkelte boligejers interesse for grønne opvarmningskilder stiger, er det vigtigere end nogensinde før, at det frie energivalg opretholdes.

Det bør være en kendsgerning for de fleste – selv for Dansk Fjernvarme, der i et nyligt indlæg i Altinget kritiserer Varmepumpeindustrien for at mangle grønt samfundssind.

En hovedløs anklage, som vi i Varmepumpeindustrien mener ikke blot er forfejlet, men også er helt ude af kontekst i forhold til det fælles mål om, at samfundet skal hurtigt videre med den grønne omstilling.

En måde vi i Varmepumpeindustrien viser samfundssind er netop ved at støtte op om et fokus på energiplanlægning, hvor Dansk Fjernvarme hellere bakker op om deres eget monopol som samfundets foretrukne energikilde. Og det går netop direkte imod et grønt samfundssind og boligejernes frie valg. 

De stigende energipriser på især naturgas vil højst sandsynligt medføre en yderligere stigning i indkøb af varmepumper

Jens Bredning
Direktør, Bosch Termoteknik, bestyrelsesmedlem, Varmepumpeindustrien

Vi skal i stedet som samfund lægge kræfter i den langsigtede løsning, der netop findes i en forbedring af elnettet. Det må være soleklart for de fleste, at vi bør løsrive os fra gassen og imødekomme den stigende efterspørgsel på vedvarende energiformer, så vi fortsat kan være førende i kampen om grøn omstilling. 

Det frie valg er det grønne valg 
Lad mig slå fast, at der ikke er tvivl om, at fjernvarme er en god og energieffektiv løsning i store dele af Danmark. Men ligesom, at en skruetrækker ikke passer til alle skruer, er der altså også områder, hvor fjernvarmen ikke er den bedste løsning for den enkelte boligejer.

Undersøgelser viser, at mange boligejere med CO2-rige gasfyr, der bor i et område, hvor der ikke er udlagt fjernvarmenet, i højere grad ønsker at skifte til en varmepumpe. Og fra 2020 til 2021 er salget af luft-vand- og væske-vand-varmepumper steget med 56 procent.

De stigende energipriser på især naturgas vil højst sandsynligt medføre en yderligere stigning i indkøb af varmepumper, da de er et både grønnere og billigere valg i de områder, hvor fjernvarmen kommer til kort.

Af flere årsager er det en rigtig god beslutning at skifte fra gasfyr til varmepumpe, og en af de vigtigste årsager er, at installationen af en varmepumpe er den hurtigste vej til grøn omstilling, da omtrent 75 procent af energien fra varmepumpen kommer fra vedvarende energikilder. 

Lad os derfor sikre det frie energivalg, så boligejerne selv kan vælge opvarmningskilde til deres husstand. For heldigvis bor vi i et land med en klimabevidst befolkning, der ved, at vedvarende energi er vejen frem.

Elnettet skal udvikles
Én ting er jeg enig med Dansk Fjernvarme om. I stedet for at mundhugges i energisektoren, bør vores alles fokus være på det, som det hele handler om: Hvordan vi får udvidet elnettet?

Når Dansk Fjernvarme hævder, at varmepumper skulle være årsagen til strømsvigt, må jeg stærkt påpege, at det ikke passer.

Jens Bredning
Direktør, Bosch Termoteknik, bestyrelsesmedlem, Varmepumpeindustrien

I min bog skal elnettet udvikles i takt med, at grønne energikilder vinder indpas hos danskerne. Det er den langsigtede, og nødvendige, tilgang. Og når Dansk Fjernvarme hævder, at varmepumper skulle være årsagen til strømsvigt, må jeg stærkt påpege, at det ikke passer.

Ifølge forsyningsselskabet TreFor var strømsvigtet en konsekvens af en elinstallation, der ikke var i overensstemmelse med el-regulativet om effektbalance mellem faser - og bør dermed ikke klandres varmepumperne og manglende kapacitet.  

Ikke desto mindre er de regionale elnet flere steder i landet ikke udbygget. Og hvis vi gerne vil understøtte vedvarende energi og de grønne opvarmningskilder, er det vigtigt, at vi lægger pengene de rigtige steder, så vi fremadrettet kan håndtere den stigende belastning og undgå strømsvigt.

Med udbygningen af elnettet viser Danmark, at vi er en grøn nation forrest i feltet. Og med et bedre elnet kan endnu flere køre rundt i elbiler uden problemer – uanset om man varmer sit hus op via varmepumper eller fjernvarme.  

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00