Mona Juul
 svarer 
Dan Jørgensen

Mona Juul (K) spørger om auktionsdesignet for 5G-auktionen

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

§20-spørgsmål 962

Kan ministeren garantere, at der med auktionsdesignet for 5G-auktionen ikke er operatører, der kan opnå 5G-frekvenstilladelser i så stort et omfang, at konkurrencen lider skade, henset til at der ikke er et samlet 5G-frekvensloft for 2300 MHz og 3,5GHz-båndene, som begge er egnet til 5G?
Skriftlig begrundelse:
I høringssvarene til 5G-auktionen har Energistyrelsen modtaget forslag til indførelse af et samlet frekvensloft for 3,5 GHz og 2300 MHz-båndene for at undgå koncentration af 5G-frekvenser hos én operatør til skade for konkurrencen. Flere i branchen har i deres høringssvar vurderet, at 2300 MHz-båndet er 5G-egnet, men ikke underlagt et frekvensloft. Forslaget om et samlet frekvensloft er ikke imødekommet i høringen.

Svar fra fredag den 26. februar 2021
Den samlede vurdering er, at designet på 5G-auktionen ikke påvirker konkurrencen negativt

Jeg har noteret mig den debat, der de seneste uger har været i medierne om, hvorvidt der burde være et samlet frekvensloft over 2300 MHz- og 3,5 GHz-frekvensbåndene i den kommende frekvensauktion.

Kernen i diskussionen er, hvorvidt de to frekvensbånd kan siges at være substituerbare. Energistyrelsen har vurderet, at de to frekvensbånd ikke er fuldt substituerbare. Det skyldes blandt andet, at 3,5 GHz-frekvensbåndet i modsætning til 2300 MHz-frekvensbåndet er harmoniseret på EU-niveau og er udpeget af Europa-Kommissionen til at være et 5G pionerbånd. Derfor vil 3,5 GHz-frekvensbåndet inden for en kort tidshorisont blive anvendt til udrulning af 5G i hele EU. 2300 MHz-frekvensbåndet anvendes derimod kun i et begrænset antal EUlande og har p.t. ikke udsigt til at opnå støtte til harmonisering på EU-niveau.

Jeg kan nævne, at bl.a. Tyskland og Frankrig arbejder imod harmoniseringen.

3,5 GHz-frekvensbåndet er på den korte bane helt afgørende for, at et mobilselskab kan udrulle 5G og dermed også for konkurrencen på mobilmarkedet. Derfor er auktionen, med teleforligskredsens opbakning, designet således, at mindst tre deltagere i auktionen har mulighed for at sikre sig minimum 80 MHz i dette frekvensbånd. 80 MHz er vel at mærke samme mængde spektrum, som mange udbydere har erhvervet sig i andre lande, og det vurderes ifølge internationale standarder at være tilstrækkeligt til at udrulle et fuldt funktionsdygtigt 5Gnet. Dertil kommer, at deltagerne i auktionen har mulighed for at byde på og vinde yderligere frekvenser i 3,5 GHz-frekvensbåndet, hvis de vurderer, at de har brug for yderligere kapacitet. Det er endvidere vigtigt at pointere, at der også findes andre frekvensbånd end 3,5 GHz-frekvensbåndet, der allerede er harmoniseret til 5G. Det gælder 700 MHz- og 2600 MHz-frekvensbåndene, som allerede er tildelt ved tidligere auktioner, samt 2100 MHz og 26 GHz-frekvensbåndene, som udbydes på den kommende auktion sammen med 3,5 GHz og 2300 MHz. På europæisk og internationalt niveau pågår der desuden et stort arbejde for at harmonisere flere frekvensbånd til 5G (p.t. 900 MHz, 1800 MHz og 2300 MHz, som er tildelt i tidligere auktioner, og 40 GHz som forventes tildelt i fremtiden).

På længere sigt forventes alle de frekvensbånd, der i dag er til rådighed for mobiloperatørerne, at kunne bruges til 5G samtidig med, at der løbende bliver nye frekvensbånd tilgængelige.

Disse forhold taget i betragtning er den samlede vurdering, at designet på den kommende auktion ikke risikerer at påvirke den efterfølgende konkurrence på markedet negativt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00