Nye beregninger: Københavnere skal betale kvart milliard for Lynetteholm

By & Havn har i sit seneste anlægsbudget for Lynetteholm regnet med, at Københavns Kommune skal bidrage med over 280 millioner kroner til projektet. 

Københavs socialdemokratiske overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, og By & Havns administrerende direktør, Anne Skovbro, trykker hånd i forbindelse med første spadestik for Lynetteholm. 
Københavs socialdemokratiske overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, og By & Havns administrerende direktør, Anne Skovbro, trykker hånd i forbindelse med første spadestik for Lynetteholm. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Der er nu udsigt til, at Lynetteholm skal medfinansieres af de københavnske skatteydere.

Det fremgår af By & Havns nye budget for gigantprojektet, der også viser, at Lynetteholm er blevet over en halv milliard dyrere end først antaget.

Helt konkret er forventningen i By & Havn, at Københavns Kommune må vinke farvel til over 280 af de 400 millioner kroner, som kommunen har stillet som garanti i projektet. 

Det bekræfter selskabets udviklingsdirektør, Ingvar Sejr Hansen.

“Hvis mængder, priser og renter udvikler sig, præcis som vi forventer, vil vi kunne betale 119 millioner kroner tilbage,” siger han. 

Får brug for garanti

Når Københavns Kommune efter alt at dømme nu skal bidrage til finansieringen af anlægsøen, skyldes det, at kommunens politikere i forbindelse med budgetaftalen for 2021 besluttede at stille en garanti på 400 millioner kroner til By & Havn mod til gengæld at få etableret et kystlandskab langs Lynetteholms østkyst. 

I anlægsloven for projektet står der, at de 400 millioner kroner skal dække udgifterne til kystlandskabet "i det tilfælde, det ikke kan finansieres inden for anlægsøkonomien".

Det er nu blevet aktuelt.

"Vi har brug for garantien for at få en positiv businesscase," siger Ingvar Sejr Hansen.

Kan man så stadig tale om Lynetteholm som et projekt, der hviler i sig selv økonomisk?

"Når vi siger, at det hviler i sig selv, er det forudsat, at kystlandskabet bliver betalt af kommunen. Men projektet handler for os om et jorddepot og et kystsikringsprojekt. Det hviler i sig selv," siger Ingvar Sejr Hansen.

"En konservativ business case" 

By & Havn har i det nye budget opjusteret de forventede udgifter til at etablere Lynetteholm med en halv milliard kroner til en samlet pris på 3.405 millioner kroner.

Det skal primært finansieres ved at tage betaling for modtagelse af 80 millioner ton overskudsjord frem imod 2065 med en gennemsnitspris på 60 kroner per ton.

Ifølge udviklingsdirektør Ingvar Sejr Hansen har By & Havn regnet "konservativt" med både lavere priser og jordmængder, end man har set over det seneste årti.

Derfor understreger han, at der er mulighed for, at Københavns Kommunes endelige bidrag bliver mindre end antaget i budgettet.

"Hvis det falder mere positivt ud, er der en chance for, at vi ikke får brug for alle pengene," siger han. 

De 400 millioner fra Københavns Kommune skal ifølge budgettet overføres til By & Havn i 2023, mens selskabet regner med at kunne betale delvist tilbage over en periode på 30 til 40 år. 

Altinget arbejder på at få en kommentar fra Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S).

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00